Flytte hjem til en anden

brevkassespørgsmål

Flytte hjem til en anden

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Ved ikke helt hvor det høre til 

jeg vil rigtig gerne flytte skole og vil også rigtig gerne bo et andet sted end hos mine forældre, men hvordan siger jeg det til dem at jeg gerne vil flytte hjem fra 

til en jeg har mødt på nettet han er 24 år, og har oplevet en masse ting som jeg også har oplevet, vil bare rigtig gerne bo hos ham det er som om han er den eneste der forstår mig 

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om, du er havnet i en situation, hvor du har behov for, at der sker noget nyt. Du er blevet træt af din skole, vil gerne væk fra dine forældre og har mødt en fyr, som virker til at forstå dig. Når man er irriteret på situationen, som den er og oplever, at noget andet trækker i en, er det naturligt, at man får lyst til at flytte hjemmefra og starte på en frisk. Der er dog mange ting ved sådan en flytning, som man skal overveje grundigt, inden man gør noget alvorligt ved det.

Du skriver, at du gerne vil flytte hjem til ham fyren, som du har mødt på nettet, og som er 10 år ældre end dig. Jeg kan godt forstå, du fristes til at flytte hjem til ham, fordi du føler, han forstår dig i modsætning til mange andre. Nu ved jeg ikke, om du har mødt ham i virkeligheden, men jeg synes, det er vigtigt, at du husker på, at der kan være stor forskel på dén, han er på nettet og dén, han er i virkeligheden. På nettet kan man nemlig udgive sig for at være hvem som helst. Du skal derfor være opmærksom på, at det er en god idé at lære ham ordentligt at kende, inden du begynder at gøre dig tanker om at flytte hjem til ham. Du kan evt. snakke med dine forældre om, at du har mødt ham på nettet og nu gerne vil møde ham i virkeligheden. Det er en rigtig god idé, at dine forældre kender til jeres første møde, så de hele tiden ved, hvor du er. Selvom du føler, du kender ham godt, er der nemlig stadig en risiko for, at du ikke føler dig tilpas ved ham i virkeligheden, og så er det godt, at dine forældre kan komme og hente dig, hvis det bliver ubehageligt.

Jeg kan godt forstå, det ikke er nemt at skulle snakke med sine forældre om, at man gerne vil væk hjemmefra. Jeg synes dog, det lyder som en rigtig god idé at få talt med dem. Hvis du ikke trives på din skole og føler, at ingen forstår dig, er det nemlig vigtigt, at du taler med nogen om det. Hvis du fortæller det til dine forældre, kan det være, I sammen kan undersøge mulighederne for, at du kan få hjælp på den skole, du går på, så du får det bedre og bliver fri for at flytte skole. Generelt er det bedst, hvis dine forældre ved, hvordan du har det, så de bedst muligt kan støtte dig. Hvis de ikke ved, at du føler dig utilpas derhjemme og i skolen, er det svært for dem at gøre noget ved det.
Hvordan du får det sagt til dem, er helt op til dig. Måske kan du bede dem om at være hjemme en aften, fordi du har noget, du gerne vil sige. Hvis det er for svært for dig at sige det direkte, kan du også skrive det i et brev, og så kan I tage en snak ud fra det, du har skrevet. Det kan også være, det er nemmest for dig at sige det til en af dem. Det er helt op til dig, og du skal gøre det, der føler mest rigtigt for netop dig.

Mange unge får på et tidspunkt lyst til at flytte derfra, hvor de er. Tit er denne lyst dog ikke langvarig og forsvinder igen. Mange får lyst til at flytte, fordi de i en periode bliver fristet af noget andet og irriteres ved alt det derhjemme. Vær derfor opmærksom på, at din lyst til at komme væk kan være midlertidig og altså ikke nødvendigvis gør dig glad. Måske har du mere behov for hjælp til at finde det gode i den situation, du er i? At flytte hjemmefra i så tidlig en alder kan nemlig være enormt hårdt, og derfor kan det muligvis være en fordel at vente og forsøge at få det bedste ud af fortsat at bo derhjemme.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program