flytte

brevkassespørgsmål

flytte

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

jeg er en pige på 14 år, jeg er rigtig ked af at bo hjemme, fordi jeg ikke kan lide min far. der er ikke nogen specifick grund, men selv min veninde forstår det... mit spørgsmål er.. kan jeg flytte hjemme fra, fx. hjem til min bedste ven? eller hvor gammel skal jeg mindst være for at jeg kan? for har her på det sidste sovet hos min bedste ven fordi det var praktisk, men vil ikke hjem igen. please hjælp...

hilsen pigen der ikke vil hjem...

Svar: 

Kære pige der ikke vil hjem.

Det lyder ikke rart, at du ikke har lyst til at bo sammen med din far mere, og at du helst vil flytte og bo hos nogen andre. Ens hjem skulle gerne være et sted, hvor man føler sig tryg og glad for at være, og det må være hårdt, når det ikke helt er sådan du har det.

Når du kun er 14 år gammel, kan du ikke bare sådan lige flytte, selvom du gerne vil. Det kan godt føles lidt uretfærdigt, at man ikke bare selv kan bestemme, det forstår jeg godt. Men jeg tænker, at der er nogle andre ting, du kan gøre.

Du skriver, at der ikke er nogen specifik grund til, at du er ked af at bo hjemme. Jeg tænker dog alligevel, om der er et eller andet der gør, at du er ked af det at bo der? Jeg ved ikke, hvordan du har det med at snakke med din far, men måske kunne du starte med at fortælle ham lidt om, hvordan du har det. Måske ved han slet ikke, hvordan du går og har det, og så kan han bedre hjælpe dig, hvis han ved lidt om de tanker du går med. Måske er han slet ikke typen, som du kan snakke med om den slags ting, og så har jeg nogle andre råd.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du får talt med en voksen i dit liv, som kan hjælpe dig. Du fortæller, at du har sovet meget hos din bedste ven, fordi det var praktisk. Kan du forestille dig at snakke med din bedste vens forældre om alle disse tanker, du går med? Hvis de kender dig, eller kender din far, kunne det være de kunne hjælpe dig, sådan at du fik det lidt bedre med at være derhjemme. Det kunne være, at i sammen kunne finde en løsning der gjorde, at tingene blev lidt bedre. 

Du kunne også snakke med en lærer på din skole, hvis der er en, som du snakker godt med. Ligesom din vens forældre kan det være, at de har nogle gode råd til hvordan du får det bedre derhjemme. Måske kan de tage en snak med din far om det, hvis du selv synes det er for svært. For det er rigtig vigtigt, at du får det bedre med det sted du bor.

Det kan også være, at der er en helt anden voksen, som du har det godt med, som du kan snakke med. Det håber jeg, at du har mod på. Indtil da kunne du, hvis du synes det er helt slemt at være derhjemme, lave en masse aftaler med dine venner, sådan at du er ude af huset mere. Men jeg vil gerne sige, at det i den lange løb måske ikke er den bedste løsning - for det ændrer nok desværre ikke på, at du er ked af at bo hjemme. 

Det er måske svært at skulle fortælle dem om hvordan du har det derhjemme. Og måske vil du helst ikke have, at de siger noget til din far. Men så kunne du sige til dem, at du har noget du gerne vil tale om. Og at du synes, det er lidt svært at få sagt. Og at du gerne vil have, at de ikke siger noget til din far. Der er ingen garanti for, at de ikke siger noget, men så har du fået fortalt, at det er svært for dig. Og så kan det være, at du bedre kan få en snak med dem. Hvis du vælger at snakke med din bedste vens forældre, kan det også være, at du kunne bede din bedste ven om at være med til snakken. Det kan gøre, at man bliver lidt mere tryg, når der er en med, som man stoler på.

Jeg synes det er dejligt at høre, at du har det så godt med din bedste ven, at du kan være meget der. Og jeg synes, at det er rigtig godt, at du skriver her og beder om råd. Men når du fortæller, at selv din veninde forstår, at du er ked af at bo derhjemme, så tror jeg det er vigtigt, at du får talt med nogen om det.

Jeg håber, at du har mod på det, og jeg håber, at tingene snart bliver lidt bedre for dig derhjemme!

Kærlig hilsen Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program