FASTRYGENDE, ALKOHOLIKER PÅ STOFFER PÅ 15 VIL UD

brevkassespørgsmål

FASTRYGENDE, ALKOHOLIKER PÅ STOFFER PÅ 15 VIL UD

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Hey som titlen nok siger er jeg fast ryger og alkoholiker og på stoffer og kun 15 år jeg drikker mindst 6 genstande om dagen og ryger hash og tager speed og jeg vil ud af det helvede jeg lever i. I starten var det hyggeligt og sjovt men nu hvor det har overtaget mit liv er det bare en fuckt op ting der ser ud til ikke at få ende. Jeg vil ud at dette helvede men ved ikke hvordan jeg kan det. Så jeg håber du kan hjælpe

Svar: 

Hej med dig...

Jeg vil starte med at vise dig min store respekt.. jeg tager hatten af for dig, fordi jeg synes det er ufatteligt stærkt og sejt af dig, at du på den måde kan mærke hvordan det har taget overhånd og at det er begyndt at styre dit liv.... og så at du gør noget ved det nu. Sådan! og jeg håber mange andre unge læser dit spørgsmål og mit svar, for du viser vejen frem.

Du skriver hvordan det her med alkohol og stoffer var hyggeligt og sjovt i starten, men nu har det overtaget dit liv. Og det er lige nøjagtig det der kan ske når man prøver stoffer og drikker lidt for meget alkohol. Sommetider er det sådan en glidende overgang fra det sjove til det svære, og lige pludselig kan man bare mærke at man er fanget og at det er blevet til et misbrug.

Der kan være forskellige årsager til at man overhovedet er kommet ind i et misbrug... det kan være lidt for mange vilde fester, forkerte venner, gruppepres, ensomhed, noget derhjemme der bare er svært eller noget helt andet. Men lige meget hvordan man vender og drejer det, så kan et misbrug forhindre en i at få det godt igen.

Jeg synes der er to ting der er vigtige for dig. Et, at du så tidligt og hurtigt er blevet klar over det og vil gøre noget ved det og to, at du får den rigtige hjælp med det samme. Og det sidst er specielt vigtigt nu, fordi jeg er ikke ekspert i misbrug og ud fra det du beskriver, så er det sådan en du har brug for. Derfor har jeg nogle forslag til dig og heldigvis er der rigtig mange gode muligheder for dig.

Jeg synes du skal starte med at kigge på hjemmesiden netstof.dk. Det er en side, lavet af eksperter og til unge som er på vej ind i et misbrug. Prøv så at kigge på deres landkort for hjælp. Det viser alle de steder som tilbyder unge hjælp. Læs siden godt, fordi her står lidt om hvilken slags hjælp du kan finde.. fx. er der flere steder som tilbyder anonym hjælp, men der står også at du altid kan kontakte SSP (står for Skole, Socialforvaltning og Politi) i din kommune og få hjælp den vej. De har bl.a. også tilbud til unge som er på vej ind i misbrug.

På netstof.dk kan du også få rådgivning gennem chat og brevkasser. Her sidder der voksne som ved rigtig meget om det her med at stofferne er ved at styre for meget og hvad du kan gøre ved det. Du skal lige vide, at brevkasserne kan have ret lang svar tid, så det kan være en god ide at prøve flere ting af på en gang, så du får hjælp nu med det samme.

Jeg ved godt, at det kan være svært at række hånden ud og få den rigtige hjælp, for det betyder jo at man skal fortælle en voksen om det og være åben for at tage imodhjælpen. Men jeg håber rigtig meget, at du samler alt det mod og alle de kræfter som du har vist her i brevkassen, bruger dem og tager imod den hjælp du har brug for. Du har en kæmpe fordel, fordi du har reageret tidligt og dit misbrug ikke har været styrende i mange år og derfor er det nu... Du fortjener helt sikkert et liv hvor det er dig der bestemmer og ikke stofferne og alkoholen.

Kan du have det godt og igen... stor respekt her fra :)

Venlig hilsen

Erroll

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program