Hej, Jeg har i efterhånden mange år nu haft spiseforsyrrelse i højere og mindre grad. Startede med en mere anoreksi-periode da jeg var noget yngre og siden er det blevet til at jeg kaster op. Tidligere kastede jeg ikke så meget op og jeg begyndte at tage på. Da jeg flyttede hjemmefra for ca.1,5 år siden startede flere og flere perioder med opkast og tristhed.. Jeg vil så gerne fløle mig så lykkelig, som jeg egentlig burde, men det hele er begyndt at bekymre mig alt for meget. Nogle dage laver jeg ikke andet end at tænke på mad, spise det, kaste op og så forfra. Ofte får jeg bare sådan en trang til bare at spise løs, at jeg ikke kan stå i mod, men andre gange er det, som om det bare er vanen, der har taget over. Jeg har gjordt det on off i ca. 7 år og vil gerne ud af det, men så alligevel ikke. Jeg frygter sådan at blive rask. Ved det lyder underligt, men er måske bange for at jeg finder ud af, at det slet ikke er spiseforstyrrelsen der gør mig trist eller at jeg aldrig vil tabe mig så. Selvom jeg ved alt om mad så er det som om jeg ikke kan overbevise mig selv om, at jeg godt kan tabe mig med sund diæt, de bliver altid ekstreme og så falder jeg i igen. Men når nu jeg ved det og kan se det på den måde udefra, hvorfor kan jeg så ikke få det banket helt ind i mit hoved - hvorfor kan jeg ikke bare gøre det på den normale måde!!! Jeg har så dejlige mennesker omkring mig, men jeg kan alligevel ikke få min indre verden til at hænge sammen. Hvad er der galt!! Føler jeg er ved at blive halv-sindsyg nogle gange. Har bare lyst til at skrige og forsvinde fra alt. Synes det kræver så meget energi af mig bare at gå ud på gaden. Er så bevidst om mig selv at jeg ikke kan tænke på andet end hvordan jeg nu ser ud og virker. Det føles og lyder så forfærdeligt ego, men jeg ved at jeg vil gøre alt for dem jeg holder af, så jeg ved det ikke er sådan jeg er. Eller kan jeg bare ikke finde ud af hvem jeg er? Føler lidt jeg nogle gange har mistet min identitet. Vil så gerne bare være oprigtig selvsikker og glad, fordi jeg har alle grundende til det. Hvis bare jeg havde en grund til at gøre som jeg gør, men det har jeg ikke. Gid jeg kunne ovebevise mig selv om at jeg med min personlighed er nok værd, men det kan jeg bare ikke, når dellerne er der!