Føler mig komplet dum

brevkassespørgsmål

Føler mig komplet dum

Hej Cyberhus!

Jeg vil starte med at fortælle at jeg i forvejen for psykolog hjælp, men jeg har et problem som virkelig går mig meget på i min hverdag, og føler mig dum hvis jeg fortæller det ansigt til ansigt, så vælger at fortælle det anonymt...Kort sagt er jeg bange. Jeg er bange for hvad folk tænker om mig, og om hvad jeg gør og siger. Jeg tør aldrig sige min mening fuldt ud til nogen, da jeg er bange for at de vil tænke at jeg er komplet dum, eller lyder som en idiot. Det giver store konsekvenser i min hverdag, da jeg tit bliver spurgt om forskellige ting fra mine veninder (de to jeg har), mine forældre, lærere og psykolog. Jeg tænker selvfølgelig noget om det de spørger om, men jeg tør bare ikke sige det. Så hvis jeg bliver spurgt: Hvad tænker du, ender jeg altid bare med at svare, det ved jeg ikke eller ikke noget. Jeg føler mig dum når jeg fortæller hvad jeg tænker, fordi jeg tror, at det er det de andre tænker om mig, er at jeg er en idiot. At jeg ikke er helt normal fordi jeg tænker eller gør sådan og sådan. Jeg trækker mig også altid fra sociale sammenhænge, da jeg ikke kan være sammen med for mange mennesker. Jeg bliver stresset når der er for mange bevægelser omkring mig, og for mange mennesker der gør forskellige ting. Hvis jeg går på gaden tænker jeg meget over hvad det er jeg gør, da jeg tror at alle dem omkring mig tænker et eller andet. Tænker noget dårligt omkring mig. Jeg har en åndsvag fornemmele af at hele verden er imod mig. At jeg er blevet sat her på jorden som en joke, og at jeg bare selv skal finde ud af at komme væk igen... Jeg lyder nok dum..Jeg siger heller aldrig noget i timerne, med mindre jeg bliver spurgt uden hånden oppe. Det er specielt i tysk timerene at jeg bliver presset. Jeg sidder og ryster, og får tårer i øjenen hver gang jeg skal sige et eller andet. Jeg kunne bryde grædende sammen hver gang hvis det skulle være. Jeg er bange for at de andre syntes at jeg lyder dum, og så tror jeg at de tænker et eller andet om mig. Jeg rødmer også konstant når jeg siger noget, og det har stået på i seks år mindst. Jeg har også haft perioder hvor jeg har ligget i min seng om aftenen, og følt mig overvåget at en mand. Af en skygge. Nogle gange har det resulteret i hjertebanken og kulde og rystelser. Altså at jeg begynder at få det koldt og ryste. Så tør jeg ikke at bevæge mig, og hvis jeg åbner øjnene forveksler jeg alle de skygger i mit værelse med skabniger eller ham manden...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved alt dette, da det påvirker mig rigtig meget. Også dem omkring mig, da de ikke ved hvordan de skal hjælpe mig. Selv når jeg skriver dette brev har jeg flere gange tænkt: Nej det kan jeg ikke skrive for så tænker de nok det og det... Det plager mig rigtig meget...Jeg ved ikke hvorfor jeg har det som jeg har det, og vil bare gerne have en forklaring på det... Hvis der er en. Jeg slutter at med at fortælle at jeg er en særligt sensitiv pige, og at min mor bruger det som en forklaring på alle mine problemer. Jamen det er bare fordi du er særligt sensitiv, plejer hun at sige. Det går mig specielt på, da jeg ved at der saktens kunne lægge mere bag.

Kh den forvirrede pige.

Svar:

Hej du

Jeg kan fornemme i dit brev, at det går dig rigtig meget på, at du ikke tør sige, hvad du tænker - og det er meget forståeligt. Det kan være utrolig hårdt at tænke, at ingen kan lide én. Jeg kan sagtens forstå, at du er bange og utilpas over de tanker, som du har. Det er virkelig flot, at du har skrevet ind til os, selvom det lyder til, at det har været meget grænseoverskridende at skulle fortælle om dine tanker. Du kunne ligeså godt have slettet brevet igen, men det gjorde du ikke, og det er meget meget sejt gået.

Du nævner, at du er bange for, hvad andre tænker om dig. Du skriver, at du er bange for at de synes, du er dum. Det er sådan, at dét at bekymre sig om andres meninger er noget helt gennemgående i menneskers liv. Især i teenageårene bliver man utrolig udfordret på, om man er god nok og om andre kan lide én. Faktisk tror jeg ikke, man kan finde nogen, som ikke tænker over andres meninger. Selv folk, som virker selvsikre, kan være meget nervøse for andres dom. Så du er bestemt ikke alene med dine bekymringer. Men derfor kan det godt være ret frustrerende, at det har så store konsekvenser i hverdagen, som du beskriver. Det er ikke rart at føle sig unormal eller dum. Det kan faktisk være rigtig hårdt at have det sådan. Så det er slet ikke mærkeligt, at du synes, det er meget frustrerende. Når vi mennesker er bange for andres dom, så er det ofte fordi, vi dømmer os selv ret hårdt. Derfor kan der være mange fordele ved at begynde at anerkende sig selv mere i hverdagen. Det kan f.eks. være ved at give sig selv komplimenter, når man står foran spejlet. Man kan også sende sig selv en sms med en kompliment, hver gang man tænker en negativ tanke. Det kan også være en god ide at fylde sin hverdag med ting, som man kan lide. Det er en måde, hvor man kan være god ved sig selv. Hvis man kan lide sig selv, så er der også større chance for at man kan føle sig værdifuld i det hele taget.

I forhold til at være sammen med mennesker, så er det forskelligt, hvad folk trives med. Nogle elsker at være i centrum og snakke mere end de lytter og andre har det lige omvendt. Du skriver, at du er særligt sensitiv, og det kan godt være noget af forklaringen på, at du har udfordringer med at være sammen med for mange mennesker og føler dig stresset. Det ved du sikkert allerede en masse om. Måske har du også hørt om ekstroverte og introverte personlighedstyper. Ekstroverte er personer, som elsker at være på og nyder at være sammen med mange mennesker. De taler, før de tænker. Introverte er personer, som kan lide at være sammen med få mennesker, og som helst er sammen med få mennesker ad gangen. Du skriver, at du ikke synes om at sige noget i klassen, og at du kan sidde og ryste i tysktimerne. Det er et typisk træk hos introverte personer, at det kan være grænseoverskridende at være i centrum for mange menneskers opmærksomhed, ligesom i tysktimerne. Måske kan du også genkende de andre ting, som står om de introverte og tage en test på siden her. Måske kan det give dig nogle "AHA"-oplevelser.

Når man har det svært, fylder det ofte meget i ens tanker, og kan være opslidende og energikrævende. Rigtig mange oplever en stor befrielse ved at sætte ord på de ting, som de føler eller tænker. Ved at være ærlig og ikke pakke tingene ind, kan det løsne op for nogle af de knuder, som sidder indeni. Det kan være, du har en god veninde, en forælder eller en anden person, som du føler sig tryg ved og som du har mod på at fortælle noget til. Det kan også være en dagbog, som du skriver i uden at pakke tingene ind. Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive herind og sætte ord på dine tanker. Du skriver også, at du går til psykolog, og at du ikke altid tør sige, hvad du tænker. Det er meget forståeligt, for det kan være helt vildt grænseoverskridende at skulle lukke op overfor en fremmed person. Jeg vil dog alligevel opfordre dig til at overveje, om du skal tage nogle skridtog åbne en smule mere op overfor din psykolog. Du kan f.eks. bestemme dig for at fortælle en lille ting næste gang, du er afsted. Hvis det føles godt, kan du muligvis fortælle mere næste gang osv. Det er også helt okay at sige: "Det er ubehageligt for mig at åbne op" eller "Jeg tør ikke rigtig fortælle, hvad jeg tænker". Det kan en psykolog godt rumme, og det kan være rart for dig, at have sagt det. Det er vigtigt, at du selv har det godt nede i maven, så husk at mærke godt efter, hvad der føles bedst for dig.

Jeg håber, du har fået inspiration og stof til eftertanke. Held og lykke fremover.

Mai