Følelse af voldsom afmagt

brevkassespørgsmål

Følelse af voldsom afmagt

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej

Jeg står i en lidt vanskelig situation, som kræver, at jeg skal starte helt fra starten af.

Jeg har fået et godt venskab til en person i min klasse. Han er 31 år og virker som en rar og tillidsfuld person. I hans øjne er jeg hans bedste ven!

Hen over månederne har vi været lidt sammen hist og hær, derhjemme og lidt i byen. Indtil videre er det mig der har punget ud. Fint nok, han vil give gengæld senere. På det seneste er han blevet lidt en "slagger-type", hvor han er begyndt at ryge igen, tage lidt stoffer, kommer forsent i skole ofte, og virker ret utilregnelig, men det ville han rette op på- sagde han.

Vi har derfor senere snakket om, at holde hans 31 års fødselsdag nede i Flensborg, bare os 2, hvor han vil give alt det jeg kunne spise og drikke. Vi kunne samtidig også sove ved hans familie, som netop bor der. Det skulle foregå om lørdagen, hvor han så havde fødselsdag søndag.

MEN! få timer inden (kl. 4 fredag nat) skriver han en kold besked: "jeg springer fra, jeg gider ikke til Flensborg. Ikk misforstå det". Jeg bliver så vred, da jeg har planlagt både at låne min fars bil til at køre os derned, og have min mors æblekage med. Vi har trods alt planlagt turen flere uger før skal det pointeres! Mest af alt bliver jeg skuffet.

Senere skriver han, at han ikke har været i byen eller noget dagen før, og han ville komme med grunden oppe på skolen, face to face.

Men ak,  han siger tror han kan slippe godt fra det ved at sige at han er ked af det, og tror det er nok forklaring med at han skrev beskeden senere fredag nat, fordi at han ikke vidste hvordan han skulle forklare og give ord på sit afslag. 

Jeg siger så, at han ikke kan være det bekendt, at skrive så sent, give en så kold besked, og så i sidste øjeblik uden nogen ordentlig grund!

Han skriver så undskyld og tror alt er godt igen.

Sikke en fjols, tror han der står idiot på ryggen af mig, tænker jeg???

Jeg har på fornemmelsen at han har røget sig skæv i weekenden, og inden han gik i seng skrev han beskeden. Han har virket meget usikker, ligeglad, uloyal og spontan på det seneste. Som sagt ville han rette op på, da han har en stresset periode, med familieforhold og meget arbejde. 

Så mit spørgsmål lyder så:

Skal jeg være kold og afvisende overfor ham og kortslutte alt kontakt til ham. Eller måske tilgive ham?

 

Mvh. A

 

PS: jeg har i knap 2 år modtaget antedeprisiv medicin pga. af angst. Jeg har i omkring 3 uger været "clean" fra medicinen, så dette slår mig som en hammer i hovedet.

Jeg har i mit tidligere liv oplevet voldsom psykisk og fysisk mobning, samt gentagne svigt af venner.

Svar: 

Hej A

Det er fint, at du skriver herind, for jeg kan godt forstå, hvis du synes, at du står i en svær situation. På den ene side er det jo rigtgt dejligt at have en god ven, men på den anden side skal man heller ikke lade sig udnytte for venskabets skyld. Det synes jeg også, at du er opmærksom på, og det er rigtigt godt. Jeg synes, at du beskriver din situationen udførligt og nuanceret, og jeg vil prøve at besvare dit spørgsmål så godt som muligt. 

Om du skal afslutte kontakten med din ven eller tilgive ham, er et spørgsmål, du kun selv kan tage stilling til, men jeg kan hjælpe dig med at tænke tingene igennem og komme med mine meninger omkring din oplevelse. Det kan måske hjælpe dig til at træffe den endelige beslutning.

For det første, så tror jeg, at du har ret, når du skriver, at din ven er blevet lidt af en "slagger"-type. Jeg tror, at din ven har det rigtigt svært, og jeg er bange for, at han er på vej ud af et sidespor. Det lyder ikke til, at du kan stole på ham, og jeg synes at han virker meget utilregnelig. For det andet er det jo samtidig rigtigt synd for ham, for han virker også som en sød fyr. Det vigtigtse i forhold til din ven, er at du passer på dig selv. Du fortæller, at du har lidt af angst, og at du tidligere er blevet svigtet af dine venner, og derfor er det aller vigtigste, at du mærke efter, hvad situationen gør ved dig. Hvis du bliver ked af det og får det dårligt af at ses med din ven, skal du ikke fortsætte i kontakten, men hvis du har det godt i hans selvskab, og hvis i hygger jer når i er sammen, kan du tilgive ham og blive ved med ses. Under alle omstændigheder, tror jeg ikke, at det er en god ide at blive ved med at lægge penge ud for ham, for jeg tror ikke på, at du får dem igen. 

At din ven så pludseligt aflyste turen til Flensborg, var ikke i orden. Det kunne han, ganske som du skriver, ikke være bekendt. Afbudet kan skyldes flere forskellige ting, men måske var det i bund og grund fordi, at han ikke havde pengene til det. En anden grund kunne være, at han ikke havde lyst til at se sin famile. Ud fra hvad du skriver, lyder det til, at han har det svært med sin familie, og derfor kunne en tur til Flensborg måske virke uoverskuelig for ham. Det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning, men blot en mulig forklaring på hans opførsel.       

Nogle gange kan man blive meget smigert over, at en person gerne vil være venner med en, og på den måde kan man komme til at finde sig i for meget. Jeg synes, at det er en god regel, hvis man siger til sig selv, at ens venner skal behandle en, som man selv behandler dem. Hvis man selv er en god ven, så fortjener man også at have en god ven. 

Det virker på mig som om, at du gør dig nogle fornuftige tanker omkring jeres venskab. Jeg tror, at du skal stole på dig selv, og hvad du fornemmer i forhold til situationen. Jeg håber, at du finder frem til en god belsutning, og at du bliver glad for det valg, du ender med at træffe. 

Med venlig hilsen Malene

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program