Et liv med en psykisk syg mor.
brevkassespørgsmål
Et liv med en psykisk syg mor.
Hej Cyberhus. Jeg håber virkelig at jeg kan få noget hjælp, da jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv.. Jeg er i den situation, at min mor lider af skizofreni. Det er mange år siden, at hun fik diagnosen, og jeg har lært at leve med, at det er sådan det er. Grunden til at jeg skriver til Jer er, at jeg kan ikke kan holde ud og bo hjemme med hende længere. Hun driver mig til vanvid, og jeg er dybt ulykkelig. Jeg kan ikke snakke med hende om noget som helst, uden at hun bliver fornærmet, sur eller ked af det. Det er ligemeget hvad jeg siger, så er den gal - og det er altid mig der gør noget forkert. Ellers får jeg kastet i hovedet, at min søster og jeg altid siger hun er sur, en dårlig mor eller sådan noget. Mange gange siger hun også til os, at hun vil gå sin vej, og efterlade os med vores far, da hun ikke kan klare at have sådan nogle børn som os. Hun får en masse medicin, og bliver hele tiden sat op og ned, eller kommer på noget helt nyt. Det medicin hun får nu, synes hun selv virker godt, men min søster og jeg - især jeg - ser noget helt andet. Vi/jeg kan slet ikke klare at føre en samtale med hende, eller være i samme rum med hende. Før i tiden elskede jeg at tage med hende ud og handle, men det kan jeg slet slet slet ikke holde ud mere, da hun konstant hakker ned på mig på den ene eller anden måde. Jeg føler hun slider mig psykisk ned. Jeg har mange gange prøvet at snakke med hende om, at jeg har det svært med at hun er syg, men så bliver hun sur på mig, og siger at "sådan er det bare!" og så er der ikke mere i det. Jeg er SÅ ulykkelig over, at tingene er som de er - og jeg ved godt, at der ikke kan gøres noget ved, at hun er så syg. For hver dag der går, føler jeg mig mere og mere som en slave for hende, da jeg gør alt i huset. Jo, vi har da vores gode dage, men det er måske maks to gange om ugen - mere er der ikke plads til, fordi hendes sygdom fylder så meget i vores hverdag. For tre måneder siden, blev hun meget meget syg, hvorfor ved jeg ikke, da hun ikke vil fortælle mig det. Men hun var indlagt noget tid, og da hun hun kom hjem, var hun bare ikke "min mor" længere. Jeg føler slet ikke at jeg kender hende mere, hun er som en total fremmed kvinde i vores hjem. Jeg føler et mindre had til min mor, fordi min søster og jeg er blevet svigtet af hende, grundet at hun kun kan tænke på sig selv og sin sygdom. Det gør så ondt indeni, at jeg ikke kan holde tanken ud, at jeg skal blive boende i det her miljø meget længere. Ofte har jeg lyst til at pakke en taske, tømme kontoen og rejse langt langt væk fra det hele, men jeg kan ikke forlade min søster på nogen måder - jeg vil ikke efterlade hende i disse omgivelser. Jeg kan bare ikke holde ud af være så meget omkring min mor (vi er begge hjemmegående). Jeg tjener ingen penge, så jeg har ikke råd til at flytte hjemmefra. Den eneste i min familie der ved at jeg har det sådan, er min faster. Jeg tør ikke fortælle det til min far, da jeg ikke ved hvordan han vil reagere. Jeg er fuldstændig på bar bund omkring hvad jeg skal eller kan gøre, og jeg er på kanten til at give op. Jeg har prøvet at kontakte min sagsbehandler, men hun vil ikke hjælpe mig - hvorfor fik jeg ikke nogen begrundelse på. Jeg håber I kan rådgive, eller hjælpe mig da jeg ikke kan stå med det her i hænderne længere. Kærlig hilsen MJ.
Svar:
Kære MJ
Først vil jeg sige velkommen på Cyberhus. Det er super godt du vælger at skrive ind, og få dine tanker og bekymringer ud. Det er en god start på en bearbejdning, og en vej at finde ind til hjælpen på.
Psykisk sygdom og medicin: Det er aldrig nemt at få en diagnose, man bliver forvirret omkring hvem man selv er, om der pludselig er ting man ikke kan osv. Ligeså slemt er det for den familie som er tæt på den der har fået en lidelse. Skizofreni er en af de sværeste psykiske lidelser man kan få, den er både svær at behandle, og den er svær at "lære at kende". Forstået på den måde at den er svær at styre. Styrer man den ikke, er det den der styrer personen, og det betyder at folk omkring den syge, måske ikke længere kan genkende vedkomne i dennes handlinger og væremåde. Lidelsen kan gøre at man siger ting man slet ikke mener, og det er svært både for den syge og dem det går ud over. Men uanset hvad din mor siger, så elsker hun dig, hun har bare en sygdom der gør at hun får nogle udbrud, hvor hun siger ting hun ikke mener, hun kan bare ikke styre det.
Ud over det, er der medicinen. Til tider kan det være svært at finde den rette behandling, fordi alle patienter ikke reagerer på samme måde på behandlingen, så nogle gange er lægerne nød til at prøve sig lidt frem. Det kan være meget svært for den syge, både at acceptere, men også kroppen kan få alle mulige bivirkninger, som kan være trælse og svære at klare.
Det er super hårdt og svært og jeg forstår dig rigtigt godt, fordi det sikkert både gør dig forvirret, samtidig med at det gør ondt på dig at se dig mor så dårlig, og "ikke være sig selv".
Det bedste du kan gøre er at passe på dig selv, skærme dig selv for hendes udbrud, og når I ellers kan være sammen, skal du være dig selv, selvom det kan syntes umuligt. Men hun har burg for stabilitet, og struktur i hendes hverdag. Så hvis du kan være den samme altid er det, det bedste du kan gøre. Bliver hun sur, så prøv at lade hende være lidt, og tag en stille snak når der igen er ro på.
Du skriver at du ikke kan snakke med hende fordi hun bliver sur. Prøv at undgå at kalde hende sur og vred, for det gør bare det hele værre. Hun kan ikke gøre for at hun har det, som hun har det, så når hun bliver kaldt ting, bliver hun logisk nok meget ked af det og frustreret, og så siger hun ting hun ikke mener. Så pas også på din mor, som du skal passe på dig selv. Det ser måske ud som om hun bliver sur, men det der faktisk sker er at din mors hjerne er presset og stresset på grund af hendes lidelse, og det betyder at hun ikke kan overskue noget, eller klare konflikter. Hun har svært ved at tage beslutninger, så når der bliver sat nogle krav til hende, også selvom de måske er rimelige, kan hun ikke klare dem. Det stresser hende og derfor reagerer hun "surt". Så forsøg at gøre tingene så simple for hende som muligt, og med den alder du har, tage de beslutninger selv som du er i stand til. På den måde tager du ansvar og du tager presset af hendes skuldre.
At forstå: Det kan være super svært at forstå andre mennesker og deres verden og virkelighed. Så det der er vigtigst for dig, er at du holder fokus på dig selv, forstår dig selv og dine reaktioner. Du skal begynde at tage nogle valg og vælge dine egne kampe. Jeg synes det lyder som ide, at komme væk hjemme fra, og måske skulle du tage til din sagsbehandler igen, tag evt. en veninde med, eller en anden du er tryg ved. Du har ret til hjælp, og din sagsbehandler må ikke bare afvise dig, uden en velbegrundet grund. Hvis hun gør kan du se om du kan få en anden sagsbehandler, som kan hjælpe dig med at se hvad du har af muligheder.
Du har sikkert mulighed for kontanthjælp da du ikke har en indtægt, eller er igang med uddannelse, men går ledig. Eller du har måske mulighed for at begynde noget uddannelse, så du får ret til SU, og på den måde kan du have råd til et værelse et sted, bare så du kan komme hjemme fra, og begynde at skabe din egen verden og fremtid. Der er kun en til at tage ansvar for dit liv og fremtid, og det er dig, og det er helt ok at få hjælp til at komme godt igang.
Du skriver at du ikke vil forlade din lillesøster i de omgivelser, men jeg er nødt til at fortælle dig, at din lillesøster ikke er dit ansvar. Hun er dine forældres ansvar. Hvis du flytter væk, kan hun måske komme på besøg hos dig engang imellem, så hun også får lidt pauser.
En anden ting der kunne være hensigtsmæssigt for dig, hvis du ikke allerede gør det, er at komme til psykolog. Det at vokse op med en syg forælder, kan påvirke en i negativ retning, og det er vigtigt at du får plejet dig selv, både fyskisk og mentalt, så du kan få et godt liv.
Far: Jeg synes også du skal åbne op og fortælle din far, hvor svært det hele er. Jeg er sikker på han også er påvirket af situationen, og derfor vil lytte og hjælpe dig. Han er den nærmeste og måske kan I sammen med din faster, finde hjælp og trøst hos hinanden. Prøv om I kan bruge lidt kvalitetstid sammen, lære hinanden lidt at kende, og forstå hinanden i den verden I begge har været i så længe. Jeg er sikker på I kan være noget positivt for hinanden. Del også din bekymring for din søster med din far. Hun er hans ansvar, og han kan sikkert hjælpe med at støtte hende bedre i hverdagen, hvis du flytter.
Jeg håber alt løser sig for dig, jeg er sikker på der venter en god fremtid for dig.
Kærlig hilsen
Isabella
Relateret indhold
Med eller uden...
Jeg har denne her super dejlige kæreste. Vi har været sammen i 2 1/2 år og elsker hinanden meget højt.
Jeg er homoseksuel og derfor har jeg lige et par spørgsmål...
I de 2 år hvor vi har haft sex, har vi altid brugt kondom for en sikkerhedsskyld. Min kærestes familie er meget...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Min veninde dræner mig for energi
Hej jeg har et problem med at jeg føler seriøst en veninde jeg har gør mig så træt mentalt. jeg kæmper i forvejen med angst og ADHD hvilket hun godt ved, vi har kendt hinanden i godt et halvt år...
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Selvmords tanker
Hej cyberhus jer har her på det seneste haft det mega svært og jeg har snakket med mine forældre om det men de forstår det bare ikke og det er som om at dagen efter man har snakket med dem glemmer de alt hvad man har snakket om og gør mig ked af det jeg har fx snakket med dem da det blev opdaget...
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
