Er livet det værd.

brevkassespørgsmål

Er livet det værd.

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hej.. 

 

Hmm.. Jeg synes det er meget svært for mig, at skulle skrive det her. Mest fordi jeg ved ikke om det overhovedet vil hjælpe mig. Men ja, jeg vel ligeså godt åbne mig op, og få mit lort ud. Jeg er diagnosticeret med bulimia nervosa, og depression. Derefter har jeg en selvskadende adfærd.. Jeg har været syg siden oktober 2012, og har haft både anoreksi hvor jeg tabte mig meget, og efter jeg tog på, udviklede jeg bulimi... 

Og ja.. Jeg har det elendigt. Min hovedet er fyldt op med ting. Alt fra min krop, til selvskade, som fører til tanker om min eksistens. Ja, jeg vil gerne dø. Jeg har det så forfærdeligt. Jeg har taget så meget på, hele 18-19.kg siden laveste.. Har det utrolig dårligt med det, og jeg er bare blevet så fed, og klam at se på. Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert. Men kan ikke finde ud af, at komme ud af det her. Jeg vil gerne være rask, fri fra spiseforstyrrelse, og depression. Men alligevel er det min tryghed. Jeg ved jeg ser sund og rask ud, men hver eneste dag er en kamp om at spise eller ej, at kaste det op jeg har spist fordi jeg har skyldfølelse, at overspise/kaste op eller lade være og opføre mig normalt. Jeg føler mig ikke tilpas nogen steder. mine tanker følger mig overalt. Jeg hader mig selv så meget. Jeg hader min krop, hader mine ar. Vil så gerne tabe de fucking 18-19.kg.. vil gerne være tynd igen. Det skriger mit hovedet efter. Er jo klam at se på nu. Hvorfor er det jeg skal jeg igennem det her, hvorfor skal jeg være syg? Har jeg virkelig fortjent det her? Hvad gjorde jeg galt? Jeg har prøvet så meget at blive rask på egen hånd. Jeg har prøvet lms (landsforeningen mod spiseforstyrrelser g selvskade), jeg har prøvet Bispebjerg b132 ambulatorium for spiseforstyrrelser. Føler intet virker. Det hele er så svært. Jeg vil så gerne, men kan ikke. Jeg vil så gerne være glad, men hver gang bliver jeg trampet ned af onde tanker. Hvorfor.. Hvorfor vil det ikke stoppe? Hvorfor er hver eneste dag en kamp. Hvorfor ser jeg intet positivitet i øjeblikket? Hvorfor skal jeg lyve mig glad. Jeg er et stort spørgsmålstegn. Jeg kan snart ikke mere. Jeg bukker snart under. Og jeg har ingen at snakke med, for er bange. Ja, jeg er bange for mig selv. Utroligt, jeg kan gå rundt og være bange for mig selv. Det jo plat. Men ja, jeg er bange. For når mine mørke tanker tager over. Er jeg ikke mig selv. Jeg føler jeg er en anden. For jeg kan ikke kontrollerer om jeg selvskader, det sker bare. Jeg føler mig fjern, jeg føler ikke jeg er mig selv. Jeg kender ikke mig selv, når jeg selvskader. Det en uhyggelig tilstand.. Men jeg er bare en kæmpe fejl. Og det eneste jeg ønsker er at få fred. Have det godt.. Hvorfor er det så svært. Ville det blive lettere, hvis jeg gik i spisestop? Ville det blive lettere hvis jeg tabte mig 20.kg? Ville jeg blive glad? Ville livet give mening? Jeg ved det ikke..

 

Svar: 

Kære du.

Tak for dit brev hertil Cyberhus. Det lyder som om, at du har det rigtig svært og derfor er det godt, at du skriver for at få lidt luft for dine tanker. Du har mange emner i dit brev og for at kunne svare dig bedst muligt, har jeg valgt at dele mit svar til dig op i de to temaer, som jeg tænker er vigtige at komme omkring. På den måde vil jeg kunne give dig mit grundigste svar.

Bulimi, depression og selvskadende adfærd: Jeg kan sagtens forstå dig, når du fortæller, at dit hoved er fyldt op, for du har rigtig meget at tænke på. Når du fortæller, at hver eneste dag er en kamp for dig, at dine tanker følger dig overalt, at du ikke føler dig tilpas og at du gerne vil dø, så er det meget alvorligt. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du får noget professionel hjælp. Du spørger om du kan blive rask på egen hånd, og det tror jeg desværre ikke, at du kan. Jeg er derimod sikker på, at du har brug for nogle at dele dine tanker med, som vil lytte, forstå og komme med foreslag til, hvordan du kan få det bedre igen. Når man har det svært, kan tankerne nemt blive ved at kredse rundt i ring og det kan være meget svært at sortere i sine tanker. På den måde kommer tankerne nemt til at fylde alt for meget og man kan få det værre. 

Du skriver, at du har prøvet at få hjælp fra "Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade" og "Bispebjerg hospital", men at du ikke føler det virker.  Det er lidt uklart for mig, om du stadig er tilknyttet stederne? Hvis du er, vil jeg stærkt anbefale dig at fortsætte. Måske kan det være en løsning for dig, at fortælle de behandlere du er tilknyttet, at du ikke synes du får særlig meget ud af det? På den måde kan det være, at de kan fortælle dig, at det er en lang proces og at de måske kan se at du får det bedre, selvom du ikke selv føler det? Hvis du ærligt fortæller dem, hvad du synes om deres tilbud, kan det også være at de kan foreslå dig en anden behandlingsform, som passer bedre til dig? Hvis du ikke længere er i kontakt med hverken LMS eller Bispebjerg hospital, er det vigtigt at du opsøger din læge. Så kan din læge hjælpe dig videre ifht hvilken hjælp der er god for dig.

Til sidst i dit brev er du er inde på, om det hele mon vil blive lettere for dig, hvis du taber dig de 20 kilo og om du vil blive mere glad? Jeg tror ikke automatisk det vil blive nemmere, hvis du taber dig. Derimod tænker jeg, du skal ind og arbejde med de tanker du har om dig selv og din vægt og det tror jeg andre mennesker vil kunne hjælpe dig med. Det vil med stor sandsynlighed hjælpe dig, at snakke med nogle om alle dine tanker. Måske kan du starte hos LMS, Bispebjerg hospital eller hos egen læge? Hvis du har brug for en anden form for støtte, kan du måske overveje om du har nogle i dit netværk, som kan hjælpe dig igang med, hvor du skal starte? Har du en søster, en mor, en god veninde eller en lærer, som du vil kunne åbne dig op overfor? 

De mørke tanker og tanker om døden: I forlængelse af ovenstående, så tænker jeg også, at det vil hjælpe dig at snakke med nogle, når du får dine mørke tanker og begynder at tænke på at dø. Det kan være nogle af de samme personer, som jeg kort listede op før. Du kan enten prøve at tale  med nogle af de professionelle behandlere eller din læge - eller starte med at gribe fat i en veninde eller et familiemedlem?

Selvom det kan virke svært, uoverskueligt eller du måske tænker, hvad de kan hjælpe dig med - så tror jeg på, at du vil kunne få det bedre ved at turde åbne lidt op overfor nogle, som kan se tingene udefra. Måske kender de nogle tilbud, som vil være helt rigtige for dig eller kender andre, som har det ligesom dig og ved hvad der er hjulpet andre i din situation?

Det er helt naturligt at have dage, hvor livet føles uoverskueligt, mørkt og trist - men når man har det på den måde, som du beskriver - så skal der en eller anden form for hjælp til, at  du kommer godt videre.

Jeg håber du kan bruge mit svar - de bedste hilsner Signe

 

 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program