Er jeg noget værd:(
brevkassespørgsmål
Er jeg noget værd:(
Fortjener jeg et liv? Er jeg god nok? Burde jeg være her? Er der nogen som tror på mig? - Spørgsmålende går igen og igen hele tiden oppe i mit hovedet. Jeg ved godt, at man altid skal huske på, at man er god nok som lige præcis, den person man er, men på et tidspunkt, føler jeg, at jeg gang på gang, gør noget forkert, eller siger noget dumt. Jeg er i en tid, hvor jeg føler, at alt foran mig er kulsort, måske kan jeg se håb en gang imellem, men så falder jeg igen, og det værste er, at jeg kun falder over mine egne problemer. Det kan lyde dumt, men jeg ved slet ikke om jeg nogensinde for kæmpet mig op til et punkt, hvor jeg faktisk kan sige til mig selv, du god nok, du fin som du er, du fortjener et liv.
Min spiseforstyrrelse: Jeg er en pige som er 172 m høj, vejer 36kg, mit hjerte slår ikke optimalt, så jeg lever et liv hvor jeg render frem og tilbage fra sygehuset, så jeg indlagt, så jeg udskrevet, det fuldstændig umuligt for mig, at holde hovedet højt. Min spiseforstyrrelse startede da min mor sagde til mig, at ligemeget hvor meget jeg tabte mig, ville jeg aldrig kunne blive tynd, fordi jeg var så fed. Og før vejede jeg 60kg som jo er nogenlunde normalvægtig, faktisk lidt under. Det gør mig ked af det, at jeg slet ikke kan gå nogle steder uden, at alle folk omkring mig går og kigger på mig, imens de snakker om hvor tynd jeg er, og de vil ønske det var dem, som levede i min krop. Men folk glemmer bare, at der for det meste har været/er en fortid foran, eller en grund til, at man er så tynd. Der er ingen som der forstår, at jeg bare ikke kan spise, jeg er bange for, at min mor siger det igen.
Det er meget ubehageligt, at drengene går og snakker om hvor små bryster jeg har, og var flad en numse jeg har. Jeg har ikke drømmekroppen, det ved jeg godt, men det er ligesom bare noget som hører med til det, at have en spiseforstyrrelse, og det er jo egentlig mit eget valg, at jeg ikke spiser. Når de ved jeg har en spiseforstyrrelse, så forstår jeg ikke, at de kan få sig selv til at sige det, de ved jeg er dybt såret i forvejen, det hjælper ikke at få at vide man har en grim krop oveni. Det gør ondt.
Min hjemmesituation:
Jeg bor i et hjem med seksuelt misbrug. Har siden 13 års alderen, fået finger af min far, blevet slikket af begge mine forældre, givet min far hand- og blowjob, slikket min mor. Det er virkelig underligt, at jeg er seksuelt aktiv med mine forældre. Jeg ved godt, at jeg burde sige det til nogen, men jeg er bange for, at han/hun siger til mig, at de ikke tror på mig.. Jeg har virkelig svært ved, at snakke om det, netop fordi at seksuelt misbrug er så strafbart, mine forældre kan blive så mega straffet for det, og det vil jeg ikke kunne klare at vide, især ikke hvis det er min skyld de er blevet straffet. På en måde synes jeg, at de fortjener at blive straffet, det lyder mega ondt, mener det ikke ondt. Mener mere, at hvis de ikke for en straf for, at have gjordt noget så dumt, lærer de aldrig, hvordan man opføre sig. Lidt ligesom hvis man gør noget forkert, så lærer man aldrig det er forkert, hvis man ikke får det afvide. Jeg synes de fortjener, at kunne være gode forældre, fordi det ved jeg, at de kan.
Så er der ting som min kæreste lige har slået op, mine veninder ignorere mig pga min spiseforstyrrelse.. Sådan nogle "småting" det måske ikke småting, men det er det for mig, iforhold til de to andre ting jeg kæmper med.
Det var de ting som egentlig ligger mig tættest, og jeg havde bare brug for, at fortælle lidt om mine tanker og følelser omkring det hele. Jeg håber, at I måske kan hjælpe lidt. Fordi jeg føler, at hele min verden er faldet sammen, har egentlig ikke rigtig lyst til, at leve mere.
Knus
Svar:
Kære dig
Lad mig starte ud med at sige at du fortjener at leve, du er god nok, du bør være her og ja der er nogen som tror på dig. Nemlig mig. Og hvis jeg tror på dig, så er jeg sikker på at der også er andre som tror på dig. Nogle gange er det bare virkelig svært at få øje på, men ligesom Holger, så kan de findes hvis du kigger rigtig godt efter. Det samme gælder for de øjeblikke af håb som du snakker om. Når man gennem en længere periode har været udsat for en masse voldsomme og ubehagelige ting, så kan det hurtigt komme til at føles som om at ens verden kun består af den ene ulykke efter den anden. Til sidst ender man måske med kun at se bekymringen, angsten, ubehaget, vreden. Både hos sig selv og andre. Det kan være enormt svært at ændre på den, men det er muligt! Det kræver bare, ud fra hvad du beskriver om din situation, at du får en hjælpende hånd. Jeg vil skrive lidt mere om hvad jeg mener med det i det følgende.
Jeg vil starte med din hjemmesituation, fordi ud fra hvad du beskriver, så lyder den ikke til at være et sundt sted for dig at være i. Først og fremmest skal du vide at det ikke er okay at dine forældre laver seksuelle overgreb på dig. Det er direkte ulovligt for en forælder at lave seksuelle ting med sine børn, og det kaldes incest, og medfører en hård straf hvis det bliver meldt til politiet. Du kan læse mere om lovgivningen her.
Som du selv skriver, så er det forældres opgave at skabe et trygt hjem med nogle stabile rammer, og selvom du mener at dine forældre rent faktisk godt kan det, så synes jeg det lyder til at de, på nuværende tidspunkt ikke er kompetente til at tage sig af dig. De har simpelthen ikke evnerne, og jeg tænker at det bedste for dig ville være at komme væk fra dem. Det lyder måske lidt hårdt, men du har brug for at få det bedre, og dine forældre har i høj grad været årsagen til at du sidder fast i dit usunde spisemønster. Du skriver at du tænker at det nok vil være en fordel at de bliver straffet fordi de så kan lære at det bare ikke er okay at opføre sig på den måde, og jeg vil give dig helt ret. Men jeg tænker ikke på at de skal straffes for deres skyld (altså for at de kan lære noget), men for din skyld, så du kan lære at det ikke er dig der er forkert og at det ikke er din skyld de bliver straffet - det er helt igennem deres egen skyld! Det er, som sagt, deres ansvar at tage sig af dig - og det har de ikke gjort! De har snarere tværtimod været en stor årsag til at du har fået det værre og værre, og nu sidder du med en følelse af at du ikke fortjener at leve. Tænk at de to mennesker som har givet dig livet, også har givet dig ønsket om at slutte livet? Det er ikke meningen at det skal være sådan. Det er ikke meningen du skal gå rundt i frygt for at din mor siger grimme ting til dig (som du bestemt ikke fortjener) eller at du gang på gang skal udsættes for overgreb. Derfor skal du kontakte politiet eller kontakte enten børn/unge afdelingen eller familieafdelingen i din kommune (Måske din kommune endda har en chat her på Cyberhus?). Selvom det er svært, så er det nogle gange dybt nødvendigt at vi bliver fjernet fra det miljø der er usundt for os, før vi kan få det bedre. Og jeg kan mærke på dit brev at du virkelig ønsker at få det bedre.
Du skriver også at du har en spiseforstyrrelse som fylder utrolig meget, og jeg er glad for at høre at du får behandling for den. Du skriver ikke om du snakker med en psykolog, men ofte så vil det være en del af behandlingspakken for en spiseforstyrrelse. Hvis du nu ikke er blevet tilbudt terapi, så skal du sige at du ønsker det. Hos en psykolog vil det være muligt for dig at undersøge præcis hvad din opvækst/din fortid betyder for din liv lige nu, og få redskaber til bedre at kunne håndtere andres reaktioner, din følelse af skyld og alle de andre tanker og følelser som du lige nu bærer rundt på alene. Alle de ting som fylder - både de store og de små. Hvis du har brug for at snakke med andre om din spiseforstyrrelse inden et eventuelt terapiforløb, så vil jeg lige nævne at Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade også har en fremragende rådgivning.
Jeg tror oprigtigt på at du kan få det bedre, og jeg er også hundrede procent sikker på at det ikke er din skyld. Mennesker er rigtig gode til at tilpasse os, og selv i rigtige dårlige eller usunde miljøer, så tilpasser vi os og handler bedst muligt ud fra de forudsætninger der er. Du har brug for at være i et sundt miljø, så du kan få flere handlemuligheder. Første skridt er at kontakte kommunen eller politiet.
Jeg håber du kan bruge mit svar, og husk at du er velkommen i vores chat.
Kæmpe kram til dig!
Signe
Relateret indhold
Stress
Hej brevkasse! Jeg er en pige på 16 år. Min mor har fået konstateret stress og det bekymrer mig rigtigt meget. Jeg føler at det er min skyld, af en eller anden grund. Jeg er så bekymret og ved ikke hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende bedst muligt. Har du/i nogle råd der kunne hjælpe mig lidt...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
misbrugt...
heej deninse
det er mig me igen, jeg har skrevet til mine ridelære hvad det andet der skete da jeg var 4 var. og vi skal snakke om det i vinterferien, jeg er helt lettet over, at jeg har fået det sagt til hende. og tak for de gode råd...
knuss me
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
min kat
hej cyberhus, min kat blev kørt ned den 27 agust jeg græd da jeg fik det afvide jeg gik ik i skole jeg har haft katten i 2 år jeg kan barre ikk give slip af tankerene så vi køber en ny kat vi tror det hjælper. katten lå uden for tæt ved mit hus min papfar var på vej hjem fra arbejd kl 12 ca så...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
