Kære dig

Du skriver at du oplever at din mor bliver sur over næsten ingenting, og at det gør dig ret frustreret. Du mener også at du måske har udviklet en depression bl.a. på grund af skænderierne med din mor. Jeg kan godt forstå hvorfor du har brug for at snakke med nogen om hvordan du har det, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Først og fremmest synes jeg at du skal vide at det er meget normalt at man har skænderier eller konflikter med sine forældre når man er i din alder. Det hænger sammen med at du er ved at finde din plads i verden, og derfor også har brug for en del frihed til at finde ud af det. Derfor kan det også opleves som meget frustrerende, hvis du bliver mødt at forældre eller andre voksne som vil bestemme over dig eller som bliver sure over dine beslutninger.

I den forbindelse er det vigtigt at huske at de også oplever tingene på deres egen måde, og at de måske har svært ved at finde deres egen plads i forhold til at du nu er ved at blive en ung voksen. Langt de fleste forældre ønsker det bedste for deres børn, og nogle gange kan deres egne ønsker for hvad der er det bedste for deres børn, komme til at fylde alt for meget.

F.eks. skriver du at din mor blev sur over at du først kom op kl.13, selvom at hun vækkede dig kl.12. Lige præcis den situation er noget som mange unge kender til - at deres forældre brokker sig eller bliver sure over hvor meget de sover. Forældrene ser ofte situationen på en anden måde - nemlig at de unge altid sover, og at forældrene altid er nødt til at vække dem for at de ikke "sover sit liv væk". Efterhånden som man bliver ældre, bliver det mere naturligt at man står tidligere og tidligere op (tro mig, de fleste voksne har også engang været de unge der sov til over middag), og man opdager at man kan få rigtig meget ud af dagen hvis man står tidligere op. Derfor kan det være at hun måske ønsker det samme for dig. At du får noget ud af din dag, og ikke "sover hele dagen", og det kan være at hun bliver ked af at du ikke har det på samme måde. Man kan på den måde sige at I ikke rigtig kan forstå hinanden i den situation (du kan ikke forstå hvorfor hun bliver sur, og hun kan måske ikke forstå hvorfor du skal sove så længe), og derfor bliver hun vred - og du bliver måske vred eller ked af at hun bliver vred. Du skriver også at hun blev vred over at du havde skiftet mening om de sko du fik i julegave, og her bliver det måske igen svært for jer at forstå hinanden. Hun troede at du ønskede dig lige præcis de sko, fordi du havde givet udtryk for at kunne lide dem, og måske bliver hun i virkeligheden ked af at hun ikke kunne give dig det du ønskede dig.

Vrede vil ofte være et udtryk for andre følelser, som f.eks. ked-af-det-hed, afmagt (at man ikke kan gøre noget) eller utilstrækkelighed (at man ikke er god nok). Nu har du ikke skrevet hvordan du reagerer når hun bliver sur, og det er jeg lidt nysgerrig på. Bliver du også vred? Bliver du ked af det? Forsøger du at forklare hvad du oplever? Eller måske vælger du at gå din vej for at undgå et skænderi? Mange unge vil nok blive vrede hvis de stod i din situation, og sige ting som: "du forstår mig ikke" "Du bestemmer ikke over mig" eller "kan du ikke bare være ligeglad?!", og det kan hurtigt gøre skænderiet værre. De fleste mødre (og også mange fædre) har rigtig svært ved at de ikke længere forstår deres børn, når de når teenageårene. De føler sig lukket ude af deres barns liv, og det er svært fordi de trods alt har været en meget stor del af det liv siden fødslen. Engang (da du var baby) kunne hun vide om du var sulten, på den måde du skreg på, og nu kan hun ikke engang købe de rigtige sko til dig, selvom hun troede hun gjorde det rigtige. Måske ville du også blive lidt ked af det eller frustreret, hvis det skete for dig? 

Selvom det er svært lige nu, så skal du vide at du ikke er forkert, og at når din mor bliver vred, handler det mere om hvad der sker i hende. Hvis du har mod på det, kunne det måske være en idé at du prøver at snakke med din mor om det. Du kunne f.eks. fortælle hende om din oplevelse af situationerne, og at hendes vrede er rigtig svær for dig. Du kan også prøve at snakke med din far om hvad du oplever, selvom han ikke er så meget hjemme. Uanset hvem af dem du vælger at snakke med (hvis du vælger det), så husk at du skal finde det rigtige tidspunkt, og gerne et tidspunkt hvor ingen af jer er vrede eller kede af det.

I dit brev skriver du også at du oplever at have selvmordstanker, og at du er bekymret for om du har udviklet en depression. Jeg synes du skal vide at selvmordstanker i sig selv ikke er farlige. Rigtige mange mennesker oplever selvmordstanker, og særligt når tingene bliver meget svære, vil de fylde meget. Nu når du skændes meget med din mor, og samtidig føler dig lidt ensom (du skriver at du ikke har det bedste sociale liv), så forestiller jeg mig at du føler dig ude af stand til at gøre noget ved det, og derfor kommer selvmordstankerne. Tankerne kan være rigtig ubehagelige, og det er rigtig godt at du fortæller om dem, fordi det kan udvikle sig til noget der er mere alvorligt. Du skriver også at du ikke tror at nogen vil savne dig, udover din lillebror, og jeg synes du skal vide at dine forældre helt sikkert vil savne dig. En anden ting ved vrede, er at den kun kommer hvis det handler om noget der er vigtigt for en. Så på den måde ville din mor ikke blive vred, hvis hun bare var ligeglad med dig.

Det lyder dog ikke til at du har lyst til at snakke med dine forældre om dine tanker, men du nævner at du måske kan snakke med din lærer. Det synes jeg er en rigtig god idé, fordi det kan være utrolig hårdt og ubehageligt at gå rundt med de tanker og følelser alene.

Du kan også tage en snak med din læge. Når man er over 15 år, har ens læge ikke længere pligt til at fortælle forældrene om hvad man snakker med ham/hende om. Det gælder også for dine samtaler ved en psykolog. Så du kan både snakke med din læge eller en psykolog uden at du behøver at fortælle dine forældre noget. Når man er under 18 år, vil der også ofte være flere gratis og anonyme samtaletilbud i kommunen, hvor du kan få samtaler med enten en psykolog eller rådgiver - også uden at dine forældre behøver at vide noget. Prøv at se om du måske kan finde din kommunes tilbud på google. Der findes også andre tilbud, som f.eks. Headspace, hvor man kan få gratis og anonyme samtaler, og de har afdelinger over det meste af landet. Du kan se deres afdelinger her.

Jeg håber at du vælger at tage en snak med din mor om jeres skænderier, og jeg håber at du også vil fortælle enten hende, din lærer, din læge eller en anden om dine selvmordstanker. Det er allerede så flot at du har skrevet herind, og det viser at du rigtig gerne vil have det bedre.

Jeg håber du kan bruge mit svar (selvom det er blevet ret langt), og husk at du altid er velkommen til at skrive igen eller besøge vores chat.

Kærlig hilsen

Signe