Hej du

Jeg kan tydeligt mærke, at det med at række hånden op er noget, der betyder meget for dig. Særligt fordi, du gerne vil have en god karakter og vise, at du godt kan svare rigtigt i timerne. Jeg synes, det er super sejt at du har skrevet herind til os og delt dine tanker omkring det. Faktisk tror jeg, at der er mange mange flere, end du overhovedet kan forestille dig, der kan genkende det fuldstændigt og som også kæmper med at være tilbageholdende på det punkt.

Du skriver, at du godt kunne tænke dig at række hånden mere op, og det er meget forståeligt. Samtidig er det også forståeligt, at du er nervøs for det, især når du førhen har fået hårde kommentarer fra dine klassekammerater.  Det er helt naturligt, at dine dårlige oplevelser sætter sig i din krop. Det er blandt andet dét, du kan mærke, når du ryster og har hjertebanken. Det er ikke rart, men samtidig en naturlig reaktion på, at det er grænseoverskridende for dig at række hånden op og sige noget på klassen. Derfor skal du også vide, at det er rigtig flot, at du vil gå imod din nervøsitet og prøve at række hånden noget mere op. Det er godt gået. 

At være nervøs for at række hånden op er noget, som rigtig mange kender. Hvis du bruger lidt tid på at kigge rundt i klassen, så vil du kunne se, at nogle personer aldrig rækker hånden op. Andre gør det, men ryster i stemmen. Andre igen svarer forkert og bliver rød i kinderne. Det er meget få mennesker, som bare tør gøre det, uden at være nervøs. Du skriver, at du blev meget nervøs over at skulle fremlægge - og ved du hvad, det er der også mange, der oplever. Hvis du ikke har gjort det før, så prøv at lægge mærke til, hvordan folk opfører sig, når de skal fremlægge. Der er nogle, som træder sig selv over tæerne eller piller ved deres hår, som kan være fordi, de er nervøse. Der er nogle, snakker meget hurtigt, og det kan også være derfor. Der er mange forskellige måder at reagere på, når man er nervøs. Måske kan du prøve at lægge ekstra mærke til det næste gang.

Når man vil prøve at gå imod ens nervøsitet, så kan det være en rigtig god ide at acceptere, at noget, som man er meget nervøs for, tager tid at ændre. Ofte er det nervøsiteten og tankerne om, hvad der mon vil ske, som er værst. Og når man tager skridtet er det ikke altid ligeså slemt, som man havde forestillet sig. Så i virkeligheden er det måske den første gang, der kommer til at kræve mest mod. Hvis det går fint, så bliver den næste gang sandsynligvis nemmere osv. Du kan måske bestemme dig for, at det første, du vil svare på, skal være noget meget hurtigt og nemt. På den måde kan det være hurtigt overstået. Du skriver, at du selv har prøvet at sætte nogle rammer for dig selv ved at prøve at sige noget i hver time, men det har gjort dig nervøs igennem hele dagen. Du kan overveje, om du skal starte med at have som mål at række hånden op 1 gang om dagen eller 1 gang i ugen. På den måde kan du måske slappe lidt mere af, og hvis du bliver mere dus med det, kan du sætte det op. Et andet råd kan være, at du sætter dig forrest i klassen. Det lyder måske lidt underligt, men på den måde kan du måske bedre lukke de andre fra klassen ude. Når du sidder foran, så kan du ikke se de andres raktioner, men bare fokusere på at kigge på læreren. Det kan også være, du skal starte med at række hånden op og selv stille et spørgsmål - også ét, du allerede kender svaret på. På den måde kan du øve dig lidt og blive dus med, hvordan det føles at være 'på'. Måske kan du også overveje, om du skal give dig selv en lille belønning, når det lykkes for dig at række hånden op. Det kan være en slags fejring af, at det lykkedes for dig. Det er meget vigtigt, at du ikke presser dig selv ud i noget, som er ubehageligt, men tænker over at starte med små skridt. Det er bedre at fejre en masse små successer end at snuble i en for stor udfordring. Så tænk over, hvad du kan starte med og hvad der kommer efter det. Måske skal det første skridt vare i en måned, før du sætter flere udfordringer på - og det er helt helt fint.

Hert til sidst vil jeg huske dig på, at hvis de andre griner af dig eller siger noget ubehageligt, så siger det meget mere om dem, end det gør om dig. Der er bestemt ikke noget galt med at være klog. Så hvis de føler behov for at gøre grin med andre, så er det dem, der er galt på den og ikke dig, der er forkert. Det er meget dårlig stil at opføre sig sådan. Husk det, hvis det sker. Og overvej, om du skal tage en snak med din lærer, hvis det fortsætter. Hvis det, de siger ikke hjælper, så sig det til dem. Så kan I tage den derfra og få arbejdet med at håndtere det på en måde, som fungerer for dig også. Det kan også være rart at have en veninde at læsse af på og snakke om det hele med. Én, der kan støtte og give knus, og som kan fejre de små successer sammen med dig. Du er også meget velkommen herinde på Cyberhus, hvor du både kan skrive med andre unge om et tema i debatten, chatte med en voksen rådgiver i vores 1-1chat og skrive flere breve herind.

De bedste hilsner og et kram til dig på din vej.

Mai