Hej med dig..

Hvor er det godt du skriver ind, fordi jeg synes helt sikkert ikke du fortjener at gå rundt og være trist og have mørke tanker hele tiden. Og det er super stærkt, at du lige stopper op og prøver at få spurgt en voksen. Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig, og jeg håber mine tanker og ideer kan give dig lidt tro på at det kan blive nemmere..

Jeg har lige lyst til at starte med den knude du oplever i maven, fordi det er nemlig den knude der fortæller at du skal til at gøre noget ved det her. Vi er så smart bygget os mennesker, at vi næsten altid reagerer når noget ikke er godt for os. Det kan være vi er stressede, ulykkelige, triste eller bange over noget, så fortæller vores krop og tanker os, at der er noget der ikke er ok inden i. Det kan være på forskellige måder, men tit er det vores krop der fysisk fortæller os at der er noget galt. Nogle kan ryste på deres hånd, andre begynde at svede rigftig meget og så er der faktisk en del der oplever den her knude i maven.

Det er slet ikke rart at gå rundt med og den eneste måde man kan få den til at gå væk på, er at få ændret nogle ting så det bliver nemmere at være dig.

Grunden til at jeg lige fortæller det her er, at det er vigtigt at du har opdaget det og så gør noget nu, for hvis sådan en knude får lov til bare at ligge derinde og du ikke gør noget ved det, så vokser den og bliver endnu sværere at gå rundt med.

Nok om knuden og tilbage til det du skriver med skolen og veninderne. Jeg kan godt forstå det kan være svært, når du ikke rigtig oplever at have en eller flere tætte veninder, eller er med i de sociale ting der sker okring dem i skolen. Måske oplever du de andre har det og det er helt naturligt at de kan få dig til at føles trist.

Til gengæld synes jeg det er rart at høre, at du har nogle at snakke med og du derfor ikke sidder helt alene i alle frikvarterende.

Da jeg læste dit brev, kom jeg til at tænke på to ting, som jeg synes du skal have gjort med det samme:

1. Det første er helt sikkert at tage fat i din lærer, og start med den du bedst kan lide. Fordi det er vigtigt at din lærer ved hvordan du har det socialt i klassen, og selvom det kan være svært for dig at se eller mærke nu, så kan en lærer gøre forskellige ting som kan sætte gang i noget positivt. Lige meget hvad, så er en lærer tit god at snakke med, fordi de er vant til at snakke om personlige ting med eleverne, men også fordi de faktisk har meget erfaring i hvordan det er at være ung.

Hvis tingene skal blive bedre i klassen og du måske skal knytte nogle lidt stærkere venbinde bånd med nogle af de andre, kan det være et vigtigt skridt på vejen, at læreren ved det.

Og så tror jeg det ville være en befrielse for dig, bare at få lukket lidt op og få delt det med en voksen. Måske kan det allerede der hjælpe lidt på den knude i maven.

2. Det andet er, at det aldrig er til at vide hvor man finder nogle gode veninder. Og chancerne er da meget gode i skolen, men der er helt sikkert også store chancer for at det ikke er der. For hvem siger, at der lige er en med de samme interesser og måske personlige træk der virker, i en klasse. For rigtig mange finder faktisk deres bedste venner uden for skolen, og i de ting de laver uden for skolen. Og det er tit fordi man så laver noget man interesserer sig for og der møder andre med samme interesser.

Og sommetider kan det være en rigtig god ide at kigge andre steder end i skolen, så går du mon til noget i din fritid? Og det kunne jo være alt, lige fra syning, spejder, fodbold til knivkast :)

Hvis ikke du gør, så prøv lige at overvej om der er noget du synes er skægt, for udover at du måske kunne møde nogle søde mennesker, så giver det overskud at gøre noget sjovt. Det giver kræfter til at tackle nogle af de ting som er svære.

Men der er en ting tilbage, som måske er det vigtigste. I hvert fald som jeg ser det og ud fra det du skriver, og det er dine forældre.

Jeg har snakket med rigtig mange unge og det er faktisk tit sådan, at mange tror de ikke kan fortælle deres forældre om de svære ting. Enten vil de ikke forstå det eller også vil man ikke bekymre dem. Og det er bare så synd, fordi de vigtigste mennesker i livet er ens forældre, på mange måder. Og for de fleste forældre handler det om at hjælpe deres børn og de fleste forældre ville blive ulykkelige over, hvis deres barn valgte ikke at fortælle om det svære, fordi de ikke ville bekymre dem.

En anden ting der gør at det er vigtigt at du får startet på at snakke med dem er, at når forældrene ved det, så giver det også en ro hos dig. Det er hårdt at skulle gå og gemme det.

Dine forældre har også plads til dig, også selvom din bror har det svært. Du har det også svært og jeg tror og håber på, at dine forældre også vil hjælpe dig. Så prøv at få fortalt hvad du går og tænker og hvordan du har det. Måske kan de både hjælpe og støtte dig i snakken med læreren eller med at finde nogel sjove fritidsinteresser?

Du skriver at du så gerne vil stoppe smerten inden i og tænker på at gå ud foran et tog eller en bil... det er ikke nogen løsning, men de ting jeg har foreslået er mulige løsninger. Det hjælper ikke at gå rundt med de her ting alene og det vil blive nemmere, når du tager fat og sætter ord på det over for de mennesker der er omkring dig.

Så er stort skulderklap her fra, fordi du er i gang og nu skal du tage næste skridt. Start med nogle af de forslag jeg har givet dig her og måske kan det åbne op for endnu flere ideer. Og husk så, at du også altid kan bruge chatten her i Cyberhus, hvor der også sidder voksne der vil både lytte og hjælpe.

Alt det bedste her fra

Venlig hilsen

Erroll