jeg er en pige på 14 år som har nogle problemer. jeg hader mig selv mit liv jeg føler mig som fanget i en kasse jeg kan ikke slippe ud det er den samme rutine hver dag jeg føler det som om jeg lever et dobbeltliv jeg er en glad person i skolen(tror de andre) men i virkeligheden er jeg bare ødelagt indeni knust ensom og forladt savner omsorg opmærksomhed jeg er cutter og er bange for at blive opdaget men alligevel også bange for aldrig at blive opdaget. Jeg kommer fra en udadtil velfungerende perfekte familie på 4 men sådan er det ikke for jeg snakker ikke med mine forældre eller nogen i min familie jeg laver den der alt er godt facade jeg føler bare aldrig jeg er god nok mine karaktere er vel okay 12 10 7 7 nogle gange 4 men jeg føler mig som en fiasko hvis jeg ikke er den bedste til noget eller hvis de andre får en bedre karakter end mig så cutter jeg og græder det ligner måske jeg har det godt og perfekt liv med venner og det men jeg er så forfærdelig ensom jeg har svært ved at åbne mig op for folk jeg vil gerne til fester og have det sjovt og lave noget det mest spændende jeg laver i weekenden er at se x factor og så sidder jeg bare i mit nattøj lørdag og søndag og hører sørgelig musik græder og tænker på mit usle liv derfor skræmmer weekenderne mig ferie skræmme rmig fordi jeg ved det er der jeg bliver mest deprimeret. ingen drenge kan lide mig ingen jeg er utrolig genert alle mine lærer siger jeg skal sige noget mere i timerne men jeg er bange for at sige det forkerte så alle griner ad mig. Jeg har noget med at kaste op nogle gange jeg kan bare ikke lade være med at spise usunde ting hele tiden selvom jeg ikke er tyk ser jeg bare en flodhest med kæmpe lår i spejlet. jeg snakker aldrig med nogen og derfor er alt det jeg gemmer indeni som en stor vulkan der nogle gange bobler over også cutter jeg jeg kan ikke klare presset og tanken om prøver og sådan noget hvor jeg er uforberedt kan jeg ligge og græde over 2 uger før at vi skal have dem fordi jeg er så nervøs. jeg har det som om jeg er afskåret fra alle andre jeg føler det akavet når jeg krammer nogen eller komme for tæt på mennesker fordi jeg har det dårlig med at være så tæt på et andet menneske. jeg havde nogle piller engang som jeg ville tage men min mor fandt dem og jeg løj og sagde at det var for menstruation og at alle tog dem. min lærer fandt ud af at jeg cuttede og hun gik direkte til mine forældre uden min tilladelse og sagde hun ville arrangere en snak med min ex bedste ven(kommer senere) men det glemte hun hun troede et bare var sådan noget teenage pjat der gik over i løbet af 2 uger. jeg har haft stærke selvmordstanker i ca, 2 år har os cuttet i 2 år det hele startede med at min ex bedste ven droppede mig til fordel for en anden som gik i min klasse det gør mig stadig utrolig ked af det jeg kan ike skrive det hele for ellers skal jeg cutte og jeg kan ikke tænke på det men kort fortalt er at han droppede mig hårdt og jeg savner han så inderligt han gider ikke snakke emd mig fordi han har også problmer derhjemme men jeg vil så gerne snakke med ham og være der for ham ville ønske han ville lade mig komme tæt på igen. jeg er ikke glad ikke lykkelig vil ikke leve mere selvmordstanker og tanker om cutting er blevet hverdag for mig tænker på det hver eneste dag kunne ikke forestille mig at leve uden dem er det ike sygt. jeg kan ikke klare dette helvede mere jeg vil bare så gerne dø tage en sidste vejrtrækning også komme til et bedre sted hvor jeg ikke skal ydmyges skældes ud eller nedgøres.