En lidt for klassisk situation

brevkassespørgsmål

En lidt for klassisk situation

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 1 måned siden

Hej Cyberhus. Jeg befinder mig i en lidt klassisk situation. Jeg har fået et crush på den her pige, hvilket jo i sig selv ikke er helt skidt. Vi snakker som regel sammen i skolen en lidt hver dag og det hænder da også at vi skriver sammen over facebook. vi tager også i byen sammen engang imellem. Jeg tager tit mig selv i at tænke på hende og det er i løbet af hele dagen som regel (men specielt om aftenen). Jeg tror umiddelbart ikke at hun har samme følelser for mig og det kan I nok se jeg finder en smule trist. Jeg er en smule indadvent som person og det forhindre mig måske i at vi kan lave nogle aftaler der hverken foregår i skolen, eller indeholder rusmidler (uden rusmidler lærer man jo hinanden lidt mere personligt at kende). - Har i nogen råd til hvordan jeg kunne spørge hende om at tilbringe sin fritid med mig? Derudover er jeg lidt usikker på om hvor vidt min ven har noget at køre med hende, da det godt kunne virke sådan en gang imellem, men da dette har stået på i et godt stykke tid og der ikke rigtig er sket mere mellem dem opstår min usikkerhed. Jeg vil selvfølgelig ikke prøve at "stjæle" hende fra ham (undskyld mit dårlige ordvalg) hvis de har gang i noget seriøst, men derimod hvis der ikke sker mere mellem dem er der vel ingen grund til at jeg går og venter på hvad der sker? Jeg håber i kan hjælpe mig da det ville gavne mig en del. På forhånd tak. :)

Svar: 

Hej med dig

Det lyder spændende med denne her pige :) - selvom jeg selvfølgelig godt kan se der er noget usikkerhed omkring det også, f. eks om hvordan hun egentlig har det med dig ?, har hun mon noget kørende med din ven ? og hvad mon han synes om hvis du stikker næsen frem ??

Når du nu tænker så meget på hende som du gør, så tror jeg simpelthen du er nødt til at vove dig ud på dybt vand og undersøge om hun er interesseret i dig. Som du fortæller her, så ønsker du at I skal lære hinanden bedre at kende og det skal være uden rusmidler og du vil gerne at I skal prøve at lave noget sammen udenfor skole, facebook og byen.

Hvad kan du selv lide at lave ?? - hvad kan du se for dig at der kunne være hyggeligt at lave sammen med hende ??. Der tror jeg du skal starte fordi hvis hun skal lære dig at kende så skal du også foreslå hende at lave noget som du selv ved du kan lide, fordi så kan du bedst vise hende mere om hvem du er. Når du så har fundet ud af hvad du kunne tænke dig, så synes jeg du skal springe ud i det og så spørge hende om hun har lyst til at tage med dig. Der er selvfølgelig en risiko for at hun ikke har lyst og siger nej, men husk at hvo intet vover - intet vinder ! Det vil sikkert blive en meget stor udfordring for dig at få hende spurgt, men det er nøglen til få svar på de ting du er usikker på omkring hende og så må du sige til dig selv at det værste der kan ske er at hun siger nej og det er en risiko du bliver nødt til at løbe, hvis du gerne vil videre fra kun at have hende i tankerne.

I forhold til din kammerat, så lyder det jo ikke som om de er kærester, så lad os nu lade pigen selv vælge hvad hun har lyst til. Det er ikke at stjæle hende. Det kan da godt være at din kammerat også synes hun er lidt lækker, men vil hun nu gerne være sammen med dig, så må han lære at leve med det og så må han selv være lidt hurtigere på aftrækkeren næste gang han bliver vild med èn :)

Pøj pøj med det..... og håber du kan bruge mit råd!

Kh Denise  

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program