En af de større bommerter

brevkassespørgsmål

En af de større bommerter

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Nu skal i høre, jeg havde en kæreste vi var sammen i et år men det var meget venskabeligt nogengange, og vi slog så op her inden sommerferien, men i ferien skulle jeg i sommerhus med en anden pige som jeg altid har kendt og jeg har altid været lidt vild med hende og hun har det på samme måde som mig, og vi kom til at være sammen, så mit spørgsmål er, skal jeg fortælle min ekskæreste som jeg er god ven med og hun har stadig følelser for mig at jeg har været sammen med den jeg har følelser for? Eller skal jeg lade som om det ikke er sket eller bare ikke nævne det? Tak på forhånd 

Svar: 

Hej med dig!

Jeg kan godt forstå du synes det er lidt af et dilemma du står i. Det kan være svært at vide hvordan man skal tackle sådan nogle situationer når man er gået fra hinanden, men stadig er gode venner. Jeg synes det lyder til, at du er en betænksom fyr, der stadig tænker på at behandle din eks-kæreste ordentligt og det er rigtig dejligt at høre! Det er vigtigt, at man behandler hinanden ordentligt selvom man ikke længere er kærester. Når man slår op med hinanden, så vælger man hinanden fra på en måde og dermed fravælger man også det eksklusive forhold man havde til hinanden. Men når man så stadig er venner, så kan jeg sagtens forstå det kan være svært at holde balancen mellem hvor meget I fortæller hinanden og hvor meget I ikke fortæller. Det kan være rigtig svært at gå fra at være kærester og fortælle hinanden alting og så til at blive eks-kærester og venner og skal til at være sammen på en anden måde og kun dele nogle ting med hinanden.

Det lyder til, at du har lidt svært ved at finde ud af hvad du selv synes - om du synes du skal fortælle hende det eller om du hellere synes du skal lade være. Det kan godt være svært at holde styr på tankerne i den situation. Nogle gange kan det hjælpe at skrive fordele og ulemper for at fortælle hende det ned på et stykke papir. Det kan lyde dumt, men nogle gange kan det faktisk være en god ide fordi man så kan se det sort på hvidt overfor hinanden. Så kan du måske bedre overskue om det er en god eller dårlig ide. Nogle gange kan det også være en god ide at tænke på om man selv godt kunne tænke sig at vide det. Hvis nu du forestiller dig at det var din ekskæreste, der havde været sammen med en ny fyr, ville du så helst have det at vide eller ville du helst være fri? Men det er klart at du også skal medregne, at hun måske bliver ked af det over at høre det, fordi hun stadig har følelser for dig. Man siger jo, at man kommer langt med ærlighed, men jeg tror på, at man også kommer langt (måske længere?) med kærlighed. Med det mener jeg, at nogle gange sårer man den anden mere end det gavner ved at være ærlig om alting. Man skal selvfølgelig ikke direkte lyve, men nogle ting behøver den anden jo ikke at vide, med mindre hun direkte spørger?

Jeg kan ikke beslutte noget på dine vegne, det kan kun du selv. Og det er også vigtigt, at du vælger det der føles som den bedste løsning for jer. Jeg ved jo ikke hvad I har "aftalt" da I gik fra hinanden, eller hvordan I plejer at snakke sammen efter I er gået fra hinanden. Så derfor er det bedst at du mærker efter hvad der føles som den rette beslutning for dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program