Hej, 

Jeg er en 22-årig pige, hvis liv ikke længere kører på skinner. 

Tilbage i 6. eller 7. klasse begyndte jeg på noget selvskadende adfærd. Jeg skar ikke i mig selv, da dette kunne ses. Jeg har ingen idé om hvad der foregik oppe i hovedet på mig dengang, men jeg kan huske, at jeg bare ville dø. Da jeg gik i 8. klasse begik min bedstefar selvmord. Det har sat dybe spor i mig, og min klasse havde svært ved at håndtere det (inklusiv mig selv). Mine tanker gik fra "jeg ville dø" til "jeg ville ønske jeg aldrig var født". Denne tanke kører stadig i mig, jeg ville ønske, at jeg aldrig var født. Årene gik, og jeg havde den perfekte famile, men under facaden var det noget helt andet. Min far har drukket i mange år (i skjul), og min mor har truet mange gange med at flytte fra min far og tage mig og mine søskende med.
Da jeg gik i 1.g blev mine forældre (endelig skilt), men det var stadig hårdt, for jeg fik meget ondt af min far. Jeg valgte, at jeg ville bo hos min mor, og min fars alkohol problem blev større. Han kan passe sit arbejde, men ikke sine børn. Jeg føler tit, at han er ligeglad med os.

I 2.g skiftede jeg skole og det blev det for alvor svært for mig, og jeg endte med at droppe ud. Jeg kunne ikke rumme i mit hovede både at skulle passe min skolegang, min mor, min far og mine tanker. Jeg begyndte at hade mig selv, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg droppede ud i oktober måned og søgte arbejde fra oktober til juni uden fangst. Jeg besluttede, at jeg ville begynde på en HF. I løbet af 1. HF får jeg det meget bedre, og mit selvværd stiger. Jeg havde nogle gode venner i klassen - troede jeg. Da vi kom i 2. HF blev min mor uheldbredelig syg af lungekræft med metastaser til lillehjernen. Det knækkede mig fuldstændig, men jeg var stærk både i skolen og med familien. På det tidspunkt var jeg 19 år, og jeg boede alene med min mor. Min klasse vendte mig ryggen, de vidste ikke hvad de skulle gøre, og ville kun snakke med mig, hvis de havde brug for noget hjælp til nogle opgaver eller afleveringer (jeg var en af de gode i klassen). Heldigvis havde jeg to gode veninder i klassen, der altid var der for mig. Som sagt boede jeg alene med min mor under hendes sygdomsforløb. Det var hårdt, jeg var både stærk overfor min mor, mormor og mine søskende, som boede langt væk. Jeg så min mor på sine gode, dårlige og lorte dage. Min søster fik orlov fra studiet, og kom jeg en uge hver måned. FEDT, tænkte jeg! Men det viste sig hurtigt, at min mor sparede på energien til min søster kom hjem. Og da min søster tog afsted igen, var min mor helt tappet for energi igen. Så stod jeg der. Det endte med, at jeg blev vred på min søster, men jeg ville ikke sige noget, for de var glade, når de var sammen. Jeg undertrykte smerten i mig selv. Den bedste tid om dagen, var de to timer jeg brugte på at sidde i bus, for at komme til og fra skole. Jeg passede min skolegang, min facade, lejligheden, min mor og min families følelser, men ikke mine egne - bare de andre havde det godt, kunne det være ligemeget med mig. 

Månederne gik, og kræften spredte sig til leveren og til sidst i knoglerne. Min mor kunne ikke længere gå, og jeg bad begge mine søskende om at komme hjem med det samme, for jeg kunne ikke klare det mere alene. Tre dage senere blev min mor indlagt, og døde syv dage efter indlæggelsen. Hun døde på hospitalet. Det var i maj 2014, og jeg var nødt til at tage sygeeksamenerne, da det var for tæt på. Efter bisættelsen var der en masse papirarbejde, og jeg flyttede hjem til min far. I løbet af sommeren tømte vi lejligheden, og der var hele tiden papirarbejde. To uger efter min mors død tager jeg til min dansk eksamen. Og den dag der er urnenedsættelse tog jeg til min KS eksamen. Den dag min mor skulle have givet mig huen på, satte jeg hende ned i jorden.
Jeg tager resten af mine eksamener i august, og d. 1. september blev jeg færdig med HF. Jeg var så ødelagt, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg har brugt to sabbat år på at rejse tre gange til Sydamerika og et 5 måneders højskole ophold. Jeg har endnu ikke bearbejdet sorgen ordentlig. Jeg har bare skubbet den. 

I dag læser jeg til lærer i København, og jeg kender ikke mig selv mere. Jeg aner tit ikke hvad jeg læser, mine øjne kører bare over ordene. Jeg har svært ved at få relationer til min klasse, og jeg har ikke lyst. Jeg vil ikke have, at de skal kende til min historie, men jeg vil heller ikke smide en facade på. Så jeg vil helst ikke lære dem at kende. Jeg er flyttet ind til en pige, og jeg kan ikke lave mad foran hende. Jeg kan ikke lide at spise foran andre, jeg ikke kender så godt. Jeg har det dårligt med, at jeg er flyttet herover, for der er ingen til at holde min mormor med selskab, hun er meget ensom. Og hun har nu mistet to ud af tre børn. Jeg har ondt af hende. 

Jeg er så stresset på skolen! Vi får kun skema for en uge ad gangen, da der er problemer med det nye skemaplanlægning. Jeg er begyndt at "ridse" i mig selv med en saks på låret og håndledet. Jeg ved ikke hvorfor. Der kører bare så mange ting i hovedet på mig (jeg er meget "bange" for blod, så jeg ridser kun i mig). På håndleddet har jeg små hvide ar, som er over et halvt år gamle.

Jeg ved ikke hvad I skal hjælpe mig med. Jeg har bare aldrig fået sagt til andre, hvordan jeg har det inderst inde, og det har jeg brug for nu. Jeg har brug for at blive hørt. Jeg har ikke lyst til at bruge vanvittig mange penge på en psykolog. Jeg har bare brug for en lytter.