Efterskole

brevkassespørgsmål

Efterskole

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 1 måned siden

Hej. Jeg går på efterskole og har gjort det i 4 måneder nu. Lige pt. har jeg det rigtig dårligt og faktisk gerne hjem og begynde i min gamle klasse igen. Det ville helt klart være bedst for mig at blive her, men er ret nede ligenu. Savner mine veninder, familie og min kæreste. Har ikke snakket med min forældre om det endnu, men det har jeg tænkt mig. Har bare ikke lyst til at snakke med lærene om det. 

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det godt, at du skriver. Det lyder som om, du har brug for, at få vendt nogle tanker. Jeg kan godt forstå, at det kan være hårdt engang imellem at være på efterskole og langt væk fra det, man er vant til. Der er mange nye unge og voksne omkring en hele tiden, og der er fart over feltet konstant, nye oplevelser, mange indtryk og endnu flere ting at forholde sig til.

Nogle gange er man klar, frisk og med på den værste. Andre gange kan det hele blive for meget, og man længes efter at have ro omkring sig og kommer automatisk til at savne alt det derhjemme. Du skriver, at du savner dine veninder, din familie og din kæreste, og her tænker jeg, at det er en helt naturlig og normal del af det at gå på efterskole.
Måske kunne det være en ide for dig at tage hjem et par weekender eller invitere nogle af dine veninder eller familie ud på skolen. Måske kunne det hjælpe, hvis din omgangskreds derhjemme kom mere ind over din hverdag på efterskolen og ved, hvor du går, hvad du laver, og hvordan du har det. Og så synes jeg også, det er vigtigt at huske, at det er en god ting at savne - selvom det kan være hårdt og svært. At du savner alle dem derhjemme er også et tegn på, at de savnede betyder noget for dig, og at du holder af dem.
  
Nu har du gået på efterskolen i 4 måneder, og du skriver, at du har det skidt pt. Ud fra dette synes jeg, det lyder som om, at det ikke er altid, du har det dårligt. Man kan nemt få sig nogle dyk på et sted som en efterskole, hvor man hele tiden er på, og hvor alenetid er svær at finde. Når du får det sådan, så prøv at finde ud af, hvad der gør dig glad, eller hvad du kan gøre for at gøre situationen lettere for dig selv. Det kan f.eks. være at ringe hjem, at snakke med en veninde på skolen, at gå en tur, høre noget god musik, løbe en tur eller se en sjov film. Selvom det kan være svært, så synes jeg det kunne være en god ide for dig, at snakke med nogle om det. Det er ikke rart, at sidde alene og være ked af det og have det dårligt. Og som du selv siger, ville det være bedst for dig, hvis du blev på efterskolen. Hvis I har kontaktpersoner på skolen, kunne det måske være en idé at tage fat i en af dem. Jeg tror, det kunne hjælpe dig, at snakke med nogen om dine tanker og følelser. Det er ikke meningen, at du skal sidde og have det svært alene. Og det tror jeg også, at dine kontaktpersoner og forældre synes.

Hvis du er lige på vippen til at tage hjem og starte i din gamle klasse igen, synes jeg, at du lige skal give det lidt tid endnu og overveje fordele og ulemper. Det kunne måske være en god idé at sætte det op mod hinanden. Overvej det godt og snak med nogen omkring det hele, før du tager beslutningen om at stoppe.
Men stadig synes jeg, det er vigtigt, at du ved, at det er helt okay og normalt at savne og blive ked af det engang imellem, når man går på efterskole. Jeg er næsten 100% sikker på, at der sidder flere med samme følelser og tanker som dig. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mvh.
Marie

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program