Distancerer mig selv fra andre

brevkassespørgsmål

Distancerer mig selv fra andre

Hej Cyperhus,

Jeg er en pige på 15 år, der længe har haft nogle personlige problemmer.

For at gøre det kort føler jeg at jeg har to "hovedproblemer", der forhindre mig i, at være den person, jeg gerne vil være og leve et liv, hvor jeg er glad - og ikke ulykkelig.

Det første er nok mit forhold til mine forældre. Mine forældre har altid været anderledes. Min mor har tendens til at blive overdrevet sur og kalde mig decideret onde ting, der såre mig gang på gang. Hun er utrolig humørsvingende, og man ved aldrig, hvornår hun er glad eller ond som ind i helvede. Dette har skabt en enormt utryghed inde i mig og en følelse af, at jeg aldrig kan holde oprigtigt af hende. Ligesom en følelse af, at jeg ikke vil lukke hende ind, fordi jeg netop er bange for hvornår hun vil bruge min fortrolighed imod mig, så jeg igen såres af hende.

Min far svinger jeg bedre med personligt, men han bruger mig sommetider mig som én, han kan fortro sig til med mørke tanker og personlige problemmer. Han er nemlig meget alene og har det til tider ret svært. Jeg føler dog ikke, at det er mit ansvar, som hans 15-årige datter, at lytte på hans personlige, indre lidelser. Det er ikke rart, at vide, at ens forældre har det sådant.

Desuden skændes mine forældre ind i mellem, og når dette hænder, kalder hinanden grimme, modbydlige ting og truer hinanden.

At leve i dette med mine forældre svinger meget. Det meste af tiden er jeg alene på mit værelse, netop fordi jeg ville ønske, at jeg ikke skulle leve i denne situation. Jeg holder stadig af mine forældre, men at være en del af deres "anderledes" liv, er utrolig hårdt, og jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan starte mit eget liv uden deres svigende tilstedeværelse. Jeg ved at mine forældre vil jeg det godt, men de er simpelthen ikke i stand til at være det, jeg har brug for - nemlig en følelse af tryghed og stabilitet (hvis det giver mening).

Om 2 uger starter jeg på efterskole. Det betyder, at jeg kommer væk fra alt dette, som jeg ser utrolig meget frem til. Men her kommer det andet problem ind i billedet.

Mine forældre er nemlig også utrolig afkræftede på nogle områder, såsom f.eks. vores hjem. Det ser sjældent præsentabelt ud, og derfor har jeg sjældent haft venner med hjemme. Faktisk har det været et så "stort" problem for mig, at jeg har opgivet at få nye venner de sidste 3-4 år. Jeg ville føle mig utrolig ubehagligt tilpas, hvis andre skulle se det.

Det har så betydet, at jeg de seneste år har gjort alt for at distacerer mig fra nye folk og holde dem på afstand. Jeg føler netop ikke, at jeg kan slæbe nogen med hjem, mens jeg samtidigt ikke føler at jeg kan "kræve" et venskab, hvor modparten altid lægger hus til. Derfor har jeg også få venner, og endnu færre venner, der overhovedet kender mig på indersiden. De har ikke altid tid til kun at være min ven, hvilket et fuldt forståeligt.

De to problemmer fylder som sagt meget i mit liv, da jeg føler det begrænser mig på mange områder. Jeg er udadtil en glad og højlydt pige, der klarer mig godt i skolen, men det har egentlig været en facade udadtil, fordi jeg har måttet dække over, hvordan jeg i virkeligheden har haft det.

Jeg har nu tilvænnet mig til at være denne her "rolle", der er distancerende og som har svært ved at vise følelser og til tider er sarkastisk og højlydt for at dække over mine egentlige følelser.

Denne her person har jeg ikke lyst til at være længere. For jeg føler mig ofte ret ensom og alene med alle disse tanker og bekymringer. Og desuden er denne her "rolle" ret overfladisk og afstandstagende - det er virkelig det sidste, jeg ønsker at være som person.

Nu hvor jeg starter på efterskole, kan jeg endelig starte et nyt og forhåbentlig bedre kapitel i mit liv. Men alligevel har jeg nogle bekymringer:

1) Jeg er dels nervøs for, om jeg overhovedet er i stand til at være åben (på en ikke-overfladisk måde) og ligesom bryde denne her "rolle" jeg har spillet, da jeg har vænnet mig til den gennem længere tid.

2) Hvordan jeg skal håndtere situationen omkring at invitere nogen hjem (mine forældre ville godt kunne ordne hjemmet til i weekenderne, men alligevel tror jeg det ville være grænseoverskridende på mange måder)

3) Jeg har aldrig rigtigt snakket med nogen, der kunne hjælpe mig med disse problemmer. Mine to tætte veninder har naturligvis svært ved at identificere sig med situationen - og jeg har generelt svært ved at bringe det op. Jeg har altid haft en brændende længsel efter forståelse og accept, men har aldrig rigtigt fået den. Har som tidligere nævnt følt mig meget alene i det hele, hvilket til dels har været selvforskyldt (i og med jeg har været så distancerende). Her er jeg lidt nervøs for, at hvis jeg finder en person, jeg har det godt med og som jeg har lyst til at betro mig til, bare kommer til at brokke mig med mine problemmer fra fortiden. Ens venner er jo ikke ens psykolog. Er lidt nervøs for, om jeg måske skulle have snakket med nogen om dette noget før, fordi nu hvor jeg skal på efterskole er der f.eks. ikke mulighed for få "hjælp" på samme måde.

Jeg ønsker vel bare i bund og grund et liv, hvor jeg ikke er afhængig af mine forældres situation og med nogle rare mennesker omkring mig. At være oprigtigt glad.

Men mine problemmer har vel resulteret i præcis det modsatte, og jeg ønsker at bryde dette mønster! Mit spørgsmål er så bare: Hvordan ændrer jeg mit distancerede væsen og desuden tilpasser mig omstædighederne?

Mange tak og hilsner.

Svar:

Hej du

Jeg håber du har fået en god start på efterskolen, for mon ikke du havde første dag i går:) Jeg kan godt forstå din bekymring, og jeg vil meget gerne dele mine tanker omkring det her med dig.

Først og fremmest vil jeg sige at jeg godt kan forstå at du har glædet dig til at komme afsted på efterskolen for på den måde at få lidt mere plads til at have fokus på dig, og den du er. For når du beskriver dine forældre og jeres forhold kan jeg godt se at der er nogle forhold som kan gøre det svært at være derhjemme.
Jeg tænker at alle mennesker har humørsvingninger, men som du beskriver din mor er hendes meget voldsomme. Og med så voldsomme humørsvingninger kan jeg godt forstå du føler dig utryg. Særligt hvis hun hurtigt kan ændre humør, og er svær at aflæse...det er virkelig noget der skaber usikkerhed og utryghed.
At du taler bedre med din far er selvfølgelig godt, men samtidig også rigtig problematisk at han nogle gange "glemmer" at du ikke er en voksen ven, men hans datter. Selvfølgelig er en del af at være en familie også at være der for hinanden og hjælpe hinanden. Men som voksen har man et klart ansvar for også at vide hvornår man ikke skal inddrage sine børn i alt det der er svært, og det lyder det som om din far har svært ved helt at finde ud af.
Som du selv skriver lyder det som om dine forældre har gode intentioner, men måske ikke har de nødvendige forudsætninger for at skabe de bedste rammer for jeres familie.

Jeg kan helt sikkert genkende det her med at du ikke har haft lyst til at have andre med hjemme for ikke at afsløre de ting du føler er "forkerte". Jeg har mødt en del unge som på samme måde har adskilt deres familieliv fuldstændig fra deres liv i skole og med venner, og det kan meget let betyde at de føler sig tvunget til at distancere sig en smule fra venner og kammerater for at de ikke kommer for tæt på det man ikke ønsker de skal se.
Og når du efterhåndet har vænnet dig til at distancere dig på den måde kan jeg godt forstå din bekymring for om du overhovedet kan være mere åben, fremadrettet.

Du spørger om tre meget konkrete spørgsmål.

1. Hvordan kan du bryde "rollen" og blive mere åben?
Først og fremmest tror jeg du skal prøve at lade være med at tænke på det som en "rolle". At spille en rolle kan meget hurtigt komme til at lyde som om at man er falsk, og det mener jeg bestemt ikke du er. Jeg mener ikke du spiller en rolle, når du distancerer dig fra andre. Jeg mener til gengæld at du handler og lever efter nogle strategier som har været nødvendige for at du kunne få hverdagen til at hænge sammen. Jeg tror at vi alle har forskellige handlemønstre, forskellige "masker" eller forskellige "roller" som vi bruger alt afhængig af hvilken situation vi står i og hvem det er vi sammen med. For sandheden er at vi nok alle er meget komplekse indeni, og i større eller mindre grad alle rummer både den åbne og glade og den afstandstagende og lukkede person. Du har i en lang periode været rigtig god til at skabe distance og til at værne om dit privatliv. Det er bestemt ikke kun en negativ evne at have.
Jeg kan sagtens følge dig i at det kan være problematisk hvis man distancerer sig i forhold til alle mennesker man møder. Men i takt med at du bliver ældre og indgår i flere forskellige slags relationer tror jeg du vil opleve at du sagtens kan være både den åbne pige, og så hende der er mere lukket. Nogle gange er det helt okay at have en overfladisk relation til andre mennesker som er en del af hverdagen. Eksempelvis i skole eller på arbejde er det meget naturligt at man omgås med mennesker som man fungerer godt med, selv om man måske ikke har lyst til at "lukke dem ind" i det aller inderste og dele alle sine følelser og tanker med dem. Mennesker som kan være gode kammerater, bekendte, arbejdskolleger...men ikke venner.
Så den måde du indgår i relationer lige nu er ikke en dårlig måde. Nu skal du "bare" øve dig på også at indgå i en ny type relation...og her tænker jeg at det næste år på efterskolen er ret genialt.

For de fleste mennesker er det vildt svært at bryde handlemønstre. Nok særligt fordi vi er meget hurtige til at danne et bestemt billede af hvem vi er og hvad andre tænker om os. Fordelen ved skiftet til efterskolen er at du nu får muligheden for at "starte forfra". Der er nok ingen eller i hvert fald meget få der kender dig. Der er ikke nogle bestemte forventninger til hvem og hvad du er. Jeg tænker at det giver dig en rigtig god mulighed for at afprøve åbenhed og nærhed i nogle af dine relationer som en mere naturlig del af hvem du er.
Men samtidig er det at være på efterskole også noget helt særligt fordi man på alle måder bare kommer meget meget tættere på dem man bor på kammeraterne. Når man bor, spiser og sover sammen bliver man bare helt uundgåeligt en større del af hinandens liv. Man deler glæder og sorger på en helt anden måde end når man går hver til sit efter skole hver dag. Og måske netop det her med at man i større grad også oplever hinandens sorger kan være med til at gøre det lettere at være mere åben. Jeg tror mange der har været på efterskole har oplevet at få venner som de havde resten af livet fordi de bare helt uundgåeligt kom så tæt på hinanden på det éne år.
Helt konkret tænker jeg at det bliver meget naturligt for dig og dine nye kammerater at snakke om hvad i skal lave når i tager hjem på weekend. Jeg siger ikke at du behøver at åbne op og fortælle alting om hvordan du har det derhjemme lige med det samme, men måske kommer der et tidspunkt hvor du og din roomie(eller en anden du føler dig tryg ved) snakker om jeres familier og hvad i laver i weekenden. Måske kunne du starte med at sige at det faktisk ikke altid er så fedt at skulle hjem, fordi dine forældre skændes, eller fordi du ikke kan så godt med din mor, eller måske endda fordi du synes dine forældre ikke rigtig har styr på tingene så det altid roder eller noget i den stil. Jeg er sikker på at du vil erfare at der er andre på skolen som kan genkende nogle af de her ting. Måske ikke præcis som du har det, men jeg kan garantere dig at du ikke er den eneste der ikke kan særlig godt med enten mor eller far. Du er helt sikkert heller ikke den eneste der har forældre der skændes for meget, og du er garanteret heller ikke den eneste der faktisk ikke har lyst til at "vise" familien frem.
Prøv at gå stille og roligt frem, og prøv at lægge mærke til om der faktisk ikke også er nogle af de andre der har nogle af de samme problemer som dig. På den måde tror jeg lige så stille du kan øve dig og blive bedre og bedre til også at "lukke andre ind"

2. Hvordan skal du håndtere situationen med at invitere venner med hjem?
Du siger at dine forældre nok godt ville kunne få styr på hjemmet så der var ryddet op og sådan hvis du skulle have nogen med hjem. Det er selvfølglig en god start. Men jeg kan sagtens følge din frygt for at det alligevel ville være akavet og mærkeligt. Men her tænker jeg egetnlig at det hænger lidt sammen med dit første spørgsmål. Jeg siger ikke at du nødvendigvis kan nå til et punkt hvor du bare er helt upåvirket af dine forældre og hele situationen derhjemme, men hvis nu den eller dem der skal med hjem på forhånd ved at dine forældre nogle gange skændes, roder eller på andre måder ind i mellem siger noget mærkeligt er det måske ikke helt så grænseoverskridende?
Dine forældre er selvfølgelig som de er. Jeg synes det er helt fair at sige til dem at du gerne vil have en ven med hjem og spørge dem om de ikke gider rydde op og prøve at lade være med at skændes. Men hvis du så samtidig siger til den du skal have med hjem at de altså bare nogle gange er kiksede, pinlige, måske ind imellem opfører sig anderledes fordi de har det svært...eller hvordan du nu kunne få det sagt. Så bliver det måske ikke helt så akavet fordi at alle parter er advaret på forhånd?

3. Mulighed for at få hjælp på efterskole
Jeg synes du har et rigtig godt udgangspunkt for at skabe forandring og forbedring. Nemlig at du faktisk ønsker at snakke med andre om de her ting og at du ønsker at få noget hjælp. Og jeg mener helt sikkert at du har gode muligheder på en efterskole.
Som jeg har nævnt flere gange tror jeg at du vil opleve at komme meget tæt på flere af dem du går på efterskole med, og derfor vil det i høj grad også være mere naturligt at dele og snakke om de her ting. Også uden at det bliver opfattet som brok eller at du kommer til at "bruge" dine nye venner som psykolog. Jeg tror i højere grad du vil opleve at i hjælper hinanden, for jeg tror også du vil opleve at der er andre der deler deres tanker og problemer med dig.

Men ud over dine nye kammerater og venner tænker jeg også at de voksne på efterskolen kan være gode for dig. Dem kommer du helt sikkert også tæt på, og i hverdagene hvor du jo er væk hjemmefra er de en slags "erstatningsforældre". Det er dem du kommer til at grine med, og det er dem der er der til at trøste hvis du er ked af det. Lærerne på efterskolen har masser af erfaring i at tale med unge om alle de følelser og tanker der fylder indeni når man er ung. Både de mere almindelige som forelskelse og venskab. Men også svære tanker og svære problemer.
Måske bliver du rigtig tæt med din kontaktlærer, eller måske er der én af de andre lærer du komemr til at svinge rigtig godt med.
En snak med én af de voksne på efterskolen kunne være et rigtig godt sted at starte, og en god måde at få hul på bylden i forhold til at få snakket om alle de her ting.

Du skriver til sidst at du ønsker at bryde det her mønster. Jeg vil ikke male et rosenrødt billede og fortælle dig at det er noget du let og hurtigt kan gøre...for som nævnt tidligere er det helt sikkert svært at bryde handlemønstre. Men jeg er alligevel sikker på at du kan gøre det, og jeg tror at efterskolen er en rigtig god ramme at gøre det i.
Du møder nye mennesker som ikke har et bestemt billede af hvem du er. Mennesker som du helt naturligt kommer tæt på, og som helt naturligt deler flere ting hinanden.
Du har også voksne omkring dig som er gode til at snakke med unge om både stort og småt...også om det der er aller sværest.
Jeg håber at du tør fortsætte, og tage de næste skridt i processen mod at åbne dig mere op. Du har taget et stort og sejt skridt med brevet her til brevkassen. Jeg tror de næste skridt ligger i de kommende uger i dit nye liv på efterskolen...jeg håber du griber chancen og tar dem.

Bedste hilsner
Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål