Ja, jeg har ikke haft de letteste tider med min familie.

Jeg er en pige på 15 år, som har et job, skole, fritids interesse, planer med udannelsen. Men når det kommer til hjemmet, så vil jeg ikke sige, at jeg har det perfekt - min mor & far har fornemme jobs, arbejder meget osv.

Derhjemme er vi i alt 4 personer, min mor og far og mig og min lillebror (på 10 år) Og så har jeg en storesøster som bor i samme by på 28 år.

Mig og min søster har altid haft et tæt og meget nært forhold. Vi deler og fortæller hinanden alt.
Mig og min søster har altid været så tæt, fordi vi har en anden far i udlandet (som nu for nylig døde)
Jeg har aldrig kendt ham, fordi jeg var 2 år da min mor blev skilt, og han har aldrig taget kontakt til mig og min søster.
Men min søster har så set flere sider af ham da hun var i teenage årene.
Så min lillebror er min mors og min "fars" fælles barn, men jeg har aldrig rigtig kendt andre i fædre rollen, så jeg har altid betragtet ham, som jeg kalder far nu som en "far".

Problemet er bare, at jeg tit er ved at bryde sammen derhjemme, fordi jeg ikke rigtig kan finde min plads og føler mig altid hakket på.
Jeg holder mig meget inde på mit værelse, fordi der finder jeg en god ro og elsker at være meget for mig selv.
Men nu har jeg så en halvbror som render og er så irriterende, og det er altid mig der får hele skylden for, at jeg ikke kan være mere sød ved ham.
Men han går mig meget på, når jeg er træt og ikke orker og bare har lyst til at sidde og være mig selv, og kan grine eller græde til noget som jeg har lyst til at tænke over.
Jeg får tit smidt den der i hovedet: "Du ved jo intet om noget om den slags, så lad vær med at spille så klog" det er nedladende at høre?
Fordi jeg aldrig rigtig føler mig god nok mellem mine forældre, har tit talt med min søster om det og hun har haft de samme problemer, blot ikke så irriterende, fordi hun er mindre stædig end jeg er.

Ved ikke rigtig længere hvad jeg skal gøre og stille op, for jeg er tit ved at bryde fuldstændig sammen og kan ikke rigtig finde min plads at fortælle dem:
Hey? Lad vær med at behandle mig sådan eller få det til at lyde som om jeg ikke er noget.

Jeg har det bare svært ved at råbe op, og markere mig, når jeg ved jeg bliver pillet ned igen.

Håber du kan fortælle mig, hvordan jeg skal vise forældre, at jeg er meget vred over det.