Depressions

brevkassespørgsmål

Depressions

brevkassespørgsmål af
anonym
16 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hvordan fortæller jeg at jeg er deprimeret?

(Scorede 57 på goldbergs test)

Svar: 

Hej du

Først og fremmest vil jeg sige at det er godt du skriver herind, når du føler at der er noget indeni som ikke er helt som det burde være og du er i tvivl om hvad du skal gøre. 

Når du siger at du scorer 57 i Goldbergs test, forstår jeg det sådan at du selv har taget testen et eller andet sted på nettet. Sådanne test kan give en idé om hvordan man har det, men det er et meget usikkert resultat der kommer ud af sådan en test som slet slet ikke kan stå alene. Selv om 57 er en høj score behøver det ikke betyde at du har en depression. 

Jeg kender godt Goldbergs test og jeg kender en del "raske" mennesker som har taget den som et forsøg. Alle fik det resultat at de nok burde overveje at søge lægehjælp selv om de på ingen måder var i nærheden at have en depression. Så det jeg vil frem til er at det er vigtigt at du ikke laver et lighedstegn mellem resultatet af testen og virkeligheden. 

Men jeg tænker at der nok var en årsag til at du overhovedet kastede dig ud i at tage testen. Noget indeni som ikke føles rigtigt og det er rigtig godt at du tager det alvorligt og handler på det. Jeg ved ikke om du har en depression. Måske har du, men jeg tænker at det er noget du skal snakke med din læge om. Din læge kan hjælpe dig videre i behandling hvis du har brug for det. 

Men ud over lægen, som er vigtig i forhold til at få behandling, tænker jeg at det første skridt måske er at åbne op overfor de mennesker som du har tæt på dig. Dine forældre måske? Det kan også være anden familie eller en rigtig god ven? I hvert fald nogen som du føler dig tryg ved. 
Du kan fortælle dem at du mener at du har en depression. Det kan også være at du "bare" kan starte ud med at sige at du ikke har det særlig godt. At du går og er rigtig trist. Der er ikke rigtig nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Det vigtigste er at få det ud og få det sagt. Både fordi det gør en forskel at kunne dele de tanker og følelser der fylder indeni. Men selvfølgelig også fordi det kan lede dig videre til noget god hjælp, hvis du har brug for det. 

Hvis du er nervøs for om du kan få orderne ud, kan du overveje at skrive et brev til den/dem du fortæller det til. Så er du både sikker på at du får formidlet det du gerne vil fortælle og sikker på at dem der skal se det få "hørt" det du gerne vil fortælle. 

Som sagt så er det vigtigste at du får det sagt, så du ikke går alene med det. 

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program