Depression
Depression
Hej, Jeg har ikke haft det så godt i sådan 1 år - og i de sidste 3 måneder har det virkeligt været slemt. Jeg har været ked af det uden nogen begrundelse, og min personlighed er helt forandret. Jeg er meget mere indadvendt og har svært ved at få venner. Det jeg brændte for, brænder jeg ikke for længere. Jeg har fået rigtig dårlig selvtillid - før havde jeg rigtig god. Jeg er blevet mere træt og slet ikke interesseret i noget og blevet lidt en outsider. Jeg tør ikke snakke med nogen om det, hvad skal jeg gøre?
Hej med dig.
Det er godt, at du skriver til brevkassen - for du har brug for hjælp!
Du fortæller om hvordan mange ting i dit liv er blevet anderledes i løbet af det sidste år. Hvordan du har mistet interessen for det, du normalt brænder for, og hvordan din personlighed har forandret sig. Det er vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det - så du kan få hjælp.
Du skriver selv "depression" i din overskrift - jeg ved ikke, om du kender noget til depression - men umiddelbart lyder det til, at du har nogle symptomer på en depression. Det er dog kun lægen, som kan afgøre, om du har en depression så derfor er det vigtigt, at du får en tid hos lægen.
Du skal vide, at uanset om det er en depression eller det skyldes noget andet, at du er så ked af det, så findes der hjælp - så du kan få det godt igen. Det kan være, at lægen vurderer at du i en periode skal have nogle piller - eller at du skal snakke med en psykolog om, hvordan du har det. Ved at tage imod den hjælp som lægen tilbyder dig, vil du kunne få det bedre, og vende tilbage til at være den glade pige, som er udadvendt og brænder for sine interesser.
Det er derfor vigtigt, at du kommer til din læge. Det bedste vil være, hvis du kan snakke med dine forældre, eller en anden voksen som du er tæt på, om du har det svært og at du gerne vil snakke med din læge. Du kan måske vise dem det, som du har skrevet her i brevkassen, for det giver et rigtig godt indblik i, hvordan du har det. Du kan måske også printe dit spørgsmål her fra brevkassen og tage det med til lægen - hvis du tror, at det bliver svært for dig, at forklare ham/hende, hvordan du har det.
Det er vigtigt, at du får hjælp - for du kan få det bedre.
Mange tanker
Marianne