Depression

brevkassespørgsmål

Depression

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus,

Jeg har lige fået en depression. Alt er sort. Jeg skal snart til psykolog, men der er lang ventetid. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få det bedre? 

Svar: 

Kære du

Det må være meget svært at have en depression og føle at alt er sort, men jeg er glad for at høre, at du har fået tid hos en psykolog, som kan hjælpe dig med at få det bedre. Desværre er der nogle gange lang ventetid hos psykologer som i dit tilfælde. Det kan jeg forestille mig må være ret frustrerende, og jeg kan godt forstå, at det er svært at vide, hvad du skal gøre for at få det bedre. Derfor er det rigtig godt, at du skriver herind for at få hjælp. Jo før man går i gang med at arbejde sig ud af depressionen, desto hurtigere vil man typisk få det bedre. Jeg vil komme med nogle forslag til, hvad du kan prøve at gøre. Så kan du tænke over, hvordan de kan tilpasses til dig og din hverdag og prøve dem af, som du synes lyder til at være noget for dig.

Jeg tror, at noget af det vigtigste, du kan gøre, er at få talt med nogle om, hvordan du har det. Når man har en depression, kan man gå med nogle meget tunge tanker, fx om at man ikke er god nok, som kan være svære at gå med selv. Det kan være en forløsning at få sagt tankerne højt, få reflekteret over dem og måske få dem udfordret lidt ved at en anden person fremhæver, hvordan der kan ses mere positivt og realistisk på det, som tankerne handler om. Har du nogle i din omgangskreds, som du jævnligt kan tale med om, hvordan du har det, som fx dine forældre, bedsteforældre eller en veninde? Det kan også være, at du synes, at det kunne være rart at tale med nogle, som ikke kender dig. Der findes flere forskellige gratis rådgivningstilbud, hvor du kan være helt anonym, som du kan finde links til på dr.dk/tvaers. Du er også meget velkommen til at logge ind på 1:1 chatten her i Cyberhus, hvor der sidder nogle voksne, der meget gerne vil lytte og støtte dig.

Det er ret almindeligt, at der er hverdagsting, man har sværere ved at overskue end normalt, når man har en depression. Det kan fx være at koncentrere sig om at få lavet sine lektier, at komme afsted til en fritidsaktivitet eller ses med sine veninder. Hvis det er noget, som du kan genkende, vil det måske også være en hjælp for dig at tale med dine forældre om, hvad du synes er sværere at klare i din hverdag, og hvordan de kan hjælpe dig for at gøre hverdagen lettere. Det kan være, at du og dine forældre skal tale med dine lærere om, at du skal have færre lektier for i en periode, eller at dine forældre kan hjælpe dig med transport til fritidsaktiviteter eller hen til dine veninder, som du måske plejer at stå for selv. På den måde kan hverdagen gøres mere overskuelig, men uden at den går helt i stå. Det er nemlig en god idé at holde sig i gang med nogle af de ting, som man plejer, selv om man måske skal tage tingene lidt mere med ro.

Det kan også være, at du oplever, at din appetit har ændret sig, at du mangler energi og at du sover dårligere end du plejer. Derfor er det for det første en god idé at være opmærksom på at spise regelmæssigt, sundt og varieret. Hvis du har mindre appetit end du plejer, kan det sikkert hjælpe, hvis du gør noget ud af at anrette maden lækkert, skabe en hyggelig stemning og spise sammen med andre. Det er måske også noget, som dine forældre kan hjælpe til med. For det andet er det en god idé at få motion, selv om det kan være rigtig svært, når man har en depression og måske har mindre energi, end man plejer. Med motion kan man blive afledt lidt fra de tunge tanker, få mere energi og det kan hjælpe på humøret pga. øget produktion af signalstoffet serotonin i hjernen. Hvis du ikke allerede motionerer, kan du tænke over, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag fx i form af løb, fitness eller gåture. Det kan muligvis være en hjælp, hvis du har nogle at motionere sammen med. For det tredje er der ting, du kan prøve at gøre, hvis du har søvnproblemer, for en god søvn er vigtigt for både krop og sind. Inden du går i seng, er det en god idé at komme ned i tempo, dvs. få slappet af og prøve at tænke på noget andet end det, der bekymrer dig. Du kan fx prøve at lave afspændings- og vejrtræningsøvelser, som du kan finde instruktioner til på Netdoktor.dk. Det kan også hjælpe at lufte ud inden du går i seng og sørge for, at der er helt mørkt og ingen forstyrrelser, når du skal sove.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af ovenstående forslag, så du hurtigst muligt kan få det bedre. Selv om alt virker sort lige nu, så husk at depression er en sygdom, der kan behandles, så du skal nok få det bedre. Jeg vil ønske dig alt det bedste.

Kærlig hilsen Mathilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program