Depression?

brevkassespørgsmål

Depression?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 2 uger siden

Kære cyberhus. 

Jeg er 17 år gammel og er lige startet i gymnasiet, og egentlig har jeg ikke nogen alvorlige problemer som så. Jeg har en god familie, venner, og det går også okay i skolen. Der er aldrig sket mig noget voldsomt eller traumatiserende, så derfor forstår jeg ikke, hvorfor jeg har det så svært med det hele. Gennem de sidste mange uger har jeg følt mig meget nede, værre end normalt - alle kan have en dårlig dag - men denne gang har det føltes anderledes. Jeg føler mig ekstremt deprimeret, og jeg føler at alt i mit liv, er helt forkert. Det er svært at forklare det, fordi det netop ikke er én ting, der gør alt så uudholdeligt, det er alle de små ting. Hver gang jeg oplever lidt modgang, forsvinder følelsen af tristhed ikke, det er som om det bliver ved med at være der, og jeg bliver tungere og tungere om hjertet for hver dag. Mit største problem har altid været mit lave selvværd, og for tiden rammer det nul-punktet. Jeg føler mig uelsket og uaccepteret af hele verden, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke kan være som alle andre. Jeg ved udemærket godt, at dette ikke er konstruktiv tænkning, og at min usikkerhed er kernen af problemet, men de negative tanker vil ikke slippe mig. Jeg overvejer, om jeg burde snakke med mine forældre om at få professionel hjælp? Men på den anden side, vil jeg ikke være overdramatisk, hvis det er helt normalt at have det sådan i længere perioder. Hvad kan jeg gøre for at komme over dette? I vil sikkert foreslå at jeg skal tale med nogen om det, men problemet er, at jeg stort set aldrig taler med nogen om mine problemer, ikke engang min nærmeste familie. Måske er det mig, der er noget galt med, men jeg kan bare ikke. De venner jeg er "tættest på" er mine venner tilbage fra folkeskolen, om dem ser jeg ikke så ofte, så jeg har ikke den store mulighed for at tale med dem om dette. Jeg håber ikke mit brev er for forvirrende, og at i har et godt råd til mig.
Kh Maria

Svar: 

Kære Maria,

Hvor er det godt, du skriver herind med dine tanker om, hvorvidt der kan være tale om, at du er på vej ud i en depression. Som du selv siger, kender vi alle følelsen af at have en dårlig dag eller en periode med flere dårlige dage, men hvis dette bliver ved, om man kan mærke, det kun bliver værre, er det vigtigt, at man ikke accepterer det og undersøger, hvad det kan være; netop som du er begyndt på ved at skrive herind.

Jeg synes, det lyder som om, du har det rigtig svært, fordi du har mistet troen på dig selv og synes, alting omkring dig er mørkt og trist. Når man har det sådan, kan det være svært at holde tilværelsen ud, og tristheden kan komme til at fylde så meget, at man hverken orker skole, venner eller familie og blot bliver endnu mere ked af det.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, om du har en depression, fordi det kræver mange undersøgelser at få stillet diagnosen, da der er mange ting, der skal tages højde for. Selvom du ikke har oplevet noget voldsomt eller traumatiserende, kan der dog sagtens være tale om depression. At have oplevet noget traumatiserende er ikke en forudsætning for at få stillet en depressionsdiagnose. Depressioner bliver diagnosticeret, hvis en lægefaglig vurdering viser, at du har været nedtrykt i så lang en periode, at det har konsekvenser for dit liv og din dagligdag.
Som du skriver, er det selvfølgelig vigtigt ikke at overdramatisere tingene, men du må huske på, at man også kan underdramatisere sine problemer. Hvis man ikke tager sin tristhed alvorligt og beslutter sig for ikke at ville acceptere den, risikerer man, at det sorte hul kommer til at føles endnu dybere, mens tilværelsen i lys og glæde føles endnu mere fjern. Beslutter man sig derimod for at gøre noget ved den ubehagelige følelse, har man gode muligheder for igen at blive glad og kommer over den lange periode med nedtrykthed.

Jeg synes, det lyder som en enormt god idé at tale med dine forældre om at få professionel hjælp. Netop fordi du ikke føler, du taler godt med hverken din familie eller dine venner, tror jeg, du vil have rigtig meget gavn af at tale med en udefra, som oveni købet har forstand på unge piger, der har svært ved at finde glæde i tilværelsen. Selvom du lige nu ikke føler, det er naturligt for dig at tale om dine problemer, tror jeg, du vil opleve det anderledes, hvis du møder en psykolog, som er der for at hjælpe dig, og som er interesseret i, at du skal få det bedre. Det vil være svært i starten, men for de fleste handler det om, at de lige skal "have hul på bylden", før de oplever det opløftende og givende ved at åbne sig op og fortælle andre om det, der fylder indeni. Jeg ved ikke, om dine forældre har indblik i, hvor svært du rent faktisk har det, men det er vigtigt, at du er ærlig over for dem. Det kan være, at du - uden at vide det - har været god til at skjule, at du synes, livet er hårdt. Hvis dine forældre skal kunne hjælpe og forstå dig, er det dog vigtigt, at du ikke gemmer noget for at skåne dem og dig selv. De kan bedst hjælpe dig, og du kan bedst hjælpe dig selv, hvis du tillader dig selv ikke at skjule noget.

Det kan være, du i første omgang skal snakke med dine forældre om muligheden for i første omgang at tale med din læge omkring problemet. Din læge er som sagt ekspert på symptomer på depression og vil også kunne henvise dig til en psykolog, som kan snakke mere dybdegående med dig om dine oplevelser.

Som mennesker har vi en naturlig ting i os, som gør, at vi tror, vi alene skal kunne klare alting. Vi tror, alle andre klarer tingene selv, men sandheden er rent faktisk, at alle på et eller andet tidspunkt i deres liv får behov for andres hjælp. De, som klarer sig bedst i livet, er ofte dem, som accepterer, at de har brug for støtte og omsorg for at komme igennem både gode og svære tider. Det kan være svært at indse, at man har brug for hjælp, men forsøg at tænk på det som en naturlig del af livet. Mange unge piger har før dig opsøgt psykolog og har haft meget gavn heraf.

Hvis du har brug for en uddybende snak med en anonym rådgiver, inden du går til dine forældre, er du velkommen i chatten. Måske vil en af Cyberhus' rådgivere kunne hjælpe dig yderligere på vej.

Jeg ønsker det bedste for dig.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program