De gider mig ikke

brevkassespørgsmål

De gider mig ikke

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 6 måneder siden

Hej. For et par måneder siden startede 2nye piger i min klasse, de begyndte ret hurtigt at gå sammen med mig og mine 3 veninder, den ene af de nye piger var okay venlig, men den anden sendte dræber-blikke til mig, når jeg sagde noget. Der gik ikke længe før at mine andre venner også begyndte at ignorere mig, og svare meget kort og surt når jeg spurgte dem om noget, jeg har et par gange hørt dem bagtale mig. Det sårede mig meget, men jeg turde ikke at gå hen til dem og sige at jeg havde hørt dem, og at jeg var blevet meget såret. I stedet lod jeg bare som om at jeg ikke havde hørt noget, men nu er de begyndt at tage ud og shoppe med hinanden og tage til "fester", uden mig. Jeg har spurgt en af dem om, jeg har gjort noget eller om jeg har sagt noget, men hun siger bare nej, og at jeg også skal spørge de andre om der er noget jeg har gjort galt, men jeg tør ikke spørge de andre. Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke om jeg har mod nok til at tale med dem alle om hvordan jeg har det, eller om jeg bare skal fortsætte med at lade som om at der ikke er noget galt? Hilsen Sofie

Svar: 

Kære Du

Det er rigtig svært når ens gode veninder svigter en og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du skriver her til. Det er nemlig vigtigt at få snakket højt om de tanker du går rundt med og jeg skal fortælle hvad jeg tænker om det du beskriver og hvad jeg synes du skal gøre.

Jeg vil starte med at sige at det er helt normalt med de tanker og følelser du beskriver her. Det er rigtig svært at føle sig svigtet af mennesker man stoler på og det er bestemt også svært at føle sig alene. Jeg synes det lyder som om, at du har tænkt nogle rigtig gode tanker omkring hvad du kan gøre ved situation og det er et rigtig godt skridt du har taget ved at snakke med din ene veninde. Det er rigtig vigtigt at du siger til dig selv, at det ikke er dig der har gjort noget galt og at det er dem der ikke har opført sig pænt. De kan ikke være bekendt at have svigtet dig, men de skal ikke også have lov til at få dig til at miste troen på dig selv. Man er ikke en god veninde når man kan finde på at gøre sådan som dine veninder har gjort mod dig. Jeg synes bestemt du skal få snakket med dine gamle veninder om hvordan du har det med at de har vendt dig ryggen. Det vil nok være en god ide, hvis du snakker med dem alene. Altså en ad gangen. Du kan jo spørge dem om de har tid til at snakke med dig og så er det vigtigt at i snakker et sted hvor i kan være helt alene. Du skal fortælle at du er rigtig ked af det og at du ikke forstår hvorfor de har gjort det, da du ikke har gjort noget galt. Hvis de ikke vil snakke med dig, er der desværre ikke så meget at gøre og så synes jeg du skal prøve at finde nogle andre at være samme med. Veninder der opfører sig sådan er ikke værd at bruge sin tid og overskud på.

Det kan være svært at få nye veninder og de fleste mennesker skal overskride nogle grænser, når man skal opsøge nye mennesker. Men jeg ved, at der er mange der vil sætte pris på en veninde som dig. En god måde at få startet et venskab, er ved at begynde at lave nogle sjove ting sammen. Du kan fx spørge en af pigerne fra din klasse om hun vil med ud at shoppe eller lave noget andet i godt kan lide. Du kan også begynde at ses med nogle mennesker som du kender andre steder fra, fx hvis du går til en sport, i ungdomsskole eller lign. Du fortjener at have veninder der er til at stole på og som ikke gør dig ked af det. 

Til sidst vil jeg sige, at det er vigtigt at du får snakket med nogle som du stoler på, om alle de tanker du har. Du kan fx fortælle dine forældre om det og fortælle dem hvordan du har det. Hvis man ikke får snakket højt om de ting der gør at man er ked af det eller trist, kan man føle sig endnu mere alene og problemerne kan føles endnu større. Mange mennesker har desværre prøvet at blive svigtet af en de stoler på og derfor er jeg meget sikker på at dine forældre vil forstå hvordan du har det.

Du er altid velkommen her på Cyberhus hvis du har brug for et godt råd eller har brug for at fortælle om de ting der sker i dit liv.

Venlig hilsen Katrine 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program