Cyberforhold og nøgenbilleder.

brevkassespørgsmål

Cyberforhold og nøgenbilleder.

brevkassespørgsmål af
Ronja
21 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus. 

 

Jeg har et langdistanceforhold med en fyr, som jeg har kendt siden efteråret 2016. Jeg har endnu ikke fysisk mødt ham, men vi snakker ofte om det og vil begge gerne mødes og hvis alt går som det skal, være sammen. Jeg havde før ham, aldrig været i et forhold og har altid isoleret mig selv fra alt hvad der handler om fyre og følelser, ingen skulle komme for tæt på mig. Dette skyldes nok, at jeg i alderen 8-17 år blev udsat for en række seksuelle krænkelser, blandt andet af nogle af min mors bekendte (dette får jeg psykologhjælp til i dag, og det er forresten min nye fyr, der har bakket op om at jeg skulle starte til psykolog og åbne op om hvad der er sket med mig). Jeg oplevede i alt over 100 episoder i barn/ungdommen, hvor fuldvoksne mænd (alle mellem 35 og 60 år) er kommet alt for tæt på mig, og omkring 10 episoder, hvor det var meget værre end bare at komme lidt for tæt på. Én af mændene (som forresten døde for tre år siden) var især meget grov og krænkende. Han har decideret forsøgt at voldtage mig og påtvunget mig at røre hans penis og forsøgt at tvinge mig til sex og oralsex (det er aldrig fuldbyrdet lykkes ham med sex, men han påtvang et par gange sin penis en smule ind i min mund, men min modstand gjorde det vanskeligt for ham), med vilje drukket mig fuld som mindreårig, for at han kunne komme ind på mit værelse og krænke mig, trække mit tøj af mig mens han enten onanerede foran mig, rørte ved mig eller bare filmede eller tog billeder af min nøgne krop, mens han rørte mig og onanerede ved siden af mig. Under de værste episoder var jeg omkring 12-14 år og var så fuld at det var svært at gøre modstand. En dag var én af de andre mænd med til at filme mig, hvor jeg lå og sov næsten nøgen i min seng. Han sendte på et tidspunkt videoen til mig, for at skræmme mig med, at hvis jeg sladrer, så bliver denne video delt på hele min skole og på internettet. Han sagde forresten også, at jeg skulle være hans kæreste og dyrke sex med ham på min 15 års fødselsdag, fordi så var det ikke længere ulovligt. Det slap jeg heldigvis også for.

 

Selvom jeg i forhold til andre seksuelt krænkede, er sluppet billigt, ligger der stadig en masse forfærdelige følelser gemt i mig, som jeg dagligt kæmper med på grund af det der er sket... 

 

Men som sagt har jeg fået et langdistanceforhold med en fyr og jeg elsker ham virkelig højt. Jeg ved også, at han elsker mig, og han gør en hel masse ting for mig, for at hjælpe mig og for at jeg skal få det bedre. Jeg ønsker virkelig at være sammen med ham. Men alt det seksuelle ved et forhold skræmmer mig. Vi har ofte været intime over telefon, og han har sendt mig nogle meget frække billeder (også af sin ...). Det gør det lidt lettere for mig at være intim med ham, fordi vi ikke er sammen fysisk, og jeg føler mig på en måde i tryghed, når det er sådan her. Han kan nogle gange have nogle ret dominerende seksuelle fantasier, og selvom jeg på en måde godt kan lide det, kan jeg heller ikke rigtigt lade være med at tænke på, hvad der er sket med mig og at det føles forkert. Han bliver ved med at sige, at disse intime momenter med ham, vil hjælpe mig til at komme over min frygt. Det gør mig derudover også utrolig nervøs, at skulle sende frække billeder til ham, og jeg har kun sendt et par meget diskrete billeder, hvor mit ansigt ikke har været på, på samme tid. Frygten om at blive udnyttet som jeg før er blevet, sidder så dybt i mig, og jeg får kvalme bare ved tanken, når han spørger mig om jeg vil sende et billede (også selvom det ikke er et frækt billede han beder om). Jeg har virkelig ikke lyst til at sende ham nøgenbilleder eller frække billeder. Jeg føler mig slet ikke klar, især når jeg ikke har mødt ham. Og det er ikke fordi jeg ikke stoler på ham! Det gør jeg! Men det føles bare så forkert og jeg føler mig så billig og beskidt ved at gøre det. Føler mig som et sexobjekt eller en dukke, som ikke er herre over min egen krop. Det er især svært, fordi han siger til mig at det vil hjælpe mig mentalt at sende ham disse billeder, fordi at så vil det gå op for mig at det slet ikke er så slemt, at jeg kan stole på ham og at vi kan dele os selv med hinanden. Derudover siger han at han virkelig har brug for at se mig (også intimt) nu hvor vi ikke fysisk er sammen lige nu. Men jeg har virkelig ikke lyst, og jeg føler mig som verdens dårligste kæreste, fordi jeg ikke bare gør det, når han beder mig om det. Det giver mig så dårlig samvittighed, og han bruger ofte grunden at "han gør det jo også for mig" (altså sender nøgenbilleder) "så det er jo bare fair hvis jeg også gør det for han".

 

Min pointe med denne mail er at få noget feedback: 

 

Er det OK at jeg som langdistancekæreste IKKE sender nudes? 

 

Kan jeg tillade mig at sige fra, og stadig forvente at han bliver hos mig? 

 

Hvad kan jeg gøre for at få det bedre med at sende intime billeder (eller billeder af mig selv generelt)? 

 

Hvordan kan jeg forberede mig bedst på at møde ham og starte et "rigtigt"/fysisk forhold?

 

Hvordan kan jeg få ham til at forstå, at jeg ikke er klar til at sende nudes og acceptere det? Han ved allerede en stor del om, hvad der er sket med mig i min fortid og at det med billeder af mig selv, er utrolig svært for mig på grund af mine oplevelser. 

 

Jeg har muligvis tænkt mig at vise ham denne mail og jeres svar, så har i noget, i evt. kan sige til ham, som jeg måske ikke kan få trængt igennem? 

 

Kort sagt er mit eget personlige mål og ønske at møde ham og være sammen med ham uden at det er intimt i starten, så vi kan lære hinanden at kende fysisk og opleve hinandens selskab, før alt det intime kommer ind i billedet. Jeg ved godt at vi allerede har haft en masse intime øjeblikke over nettet/telefon, men det har virkelig heller ikke været let for mig. Lige nu har både ham og jeg rigtig travlt, så vi kan ikke rigtigt mødes før engang til sommer. Hvad gør jeg/vi indtil da? 

 

Med venlig hilsen Ronja.

 

 

PS. Jeg ved godt at der er mange fordomme omkring "cyberdating". Men i må virkelig stole på, at jeg tænker over alt hvad jeg gør og at jeg stoler på min fyr. Jeg ved at han vil mig det bedste og at han ikke vil såre mig. Han vil bare så gerne "have mig" hvilket jo er naturligt, når man er glad for hinanden. Vi har trods at vi ikke fysisk har mødtes, formået at få skabt det stærkeste bånd, jeg nogensinde har haft til et andet menneske. Jeg håber derfor ikke at i vil dømme hverken ham eller mig eller os for hårdt omkring vores cyberforhold, som vi selvfølgelig begge gerne vil have, skal blive et rigtigt forhold en dag.

Svar: 

Kæreste du.

Hvor lyder det bare helt forfærdeligt alt det, du har været igennem. Det må være meget svært for dig. Jeg er meget glad for at høre, at du får hjælp af en psykolog, og at din kæreste er rigtig god til at støtte op om dig og din kamp videre i livet. Det er rigtig imponerende og flot, du lyder meget stærk. Jeg vil også sige, at jeg synes, det lyder helt fantastisk, at du har fundet en god fyr, som er sød ved dig, hjælper dig, og at I elsker hinanden. Så er det sådan set underordnet, hvordan I har mødt hinanden, og hvordan jeres forhold foregår og fungerer, det er jo op til jer. Der findes ikke en opskrift på det "rigtige" forhold, så hvis det fungerer for jer med langdistance cyberforhold, så er det jo bare rigtig godt. Jeg synes, det er en rigtig god ide, at du viser ham både den besked du selv har skrevet her og også mit svar, hvis du synes. Du har i dit brev fået formuleret dine følelser, tanker og oplevelse af det hele meget tydeligt, og måske er han slet ikke klar over, at det er sådan du oplever hele situationen. Så det synes jeg virkelig, du skal gøre.

Så er det meget vigtigt for mig med det samme at slå fast, at du ikke SKAL gøre noget som helst. Hvis du ikke har lyst til noget, SKAL du ikke gøre det. Og jeg kan sagtens forstå dine bekymringer ift. deling af nøgenbilleder, det er rigtig sundt og godt at tænke sig om, inden man gør sådan noget. På samme tid, er der heller ikke noget galt i at gøre det.  Men det er meget vigtigt, at man har det godt med det man gør og ikke gør det, fordi man føler sig presset til det. Så for at svare direkte på et af dine spørgsmål, som jeg synes er meget meget vigtigt, så SKAL du næsten forvente, at han bliver, selvom du ikke vil sende nudes. At man er kærester betyder IKKE, at man på en eller anden måde har ret til eller bare kan forvente seksuelle ting, eller noget som helst for den sags skyld. Hvis han ikke kan acceptere, at du ikke vil sende nudes, er det ham, der skal arbejde med noget, ikke dig. Du skal ikke gøre noget, du ikke vil. Det gælder faktisk for alle, men det er noget vi har tendens til at glemme i forhold, for vi vil jo så gerne gøre den anden glad, og samtidig er vi så bange for at miste dem. Men du bliver nødt til at tænke på dig selv her. Jeg tror, det er vigtigt, at du fortæller din kæreste, at når han spørger om nudes og siger det der med at det vil hjælpe dig (hvilket giver dig dårlig samvittighed og derfor jo er lidt ledt af ham), så oplever du det som meget ubehageligt, fordi du føler han presser dig til noget, du ikke vil. Jeg tror mange unge piger har oplevet og oplever samme situationer som din, hvor en fyr presser til noget seksuelt (også "bare" nudes), som de måske ikke har lyst til, og det er frygtelig ubehageligt. Det er ubehageligt, og urimeligt, at føle at man skylder den anden noget, især når det så drejer sig om ens egen krop. Dette kan naturligvis også godt finde sted den anden vej rundt kønsmæssigt. Men jeg tror simpelthen desværre ikke disse fyre ved, at det er sådan det opfattes af pigen. Og derfor er det vigtigt at være ærlig. For hvis han elsker dig og ønsker dig det bedste, vil han jo ikke med vilje sætte dig i en situation, hvor du er utilpas. Hvis du føler, at du nok gerne vil kunne sende nøgenbilleder, er det jo noget I kan arbejde hen mod sammen, men det bliver svært, hvis du føler dig presset. Og så er det vigtigt at huske, at der altså ikke behøver være mere grund end, at du simpelthen bare ikke har lyst. Det behøver ikke forklares med noget som helst. Jeg kan godt forstå, at de frygtelige ting, der er sket for dig, måske gør det endnu sværere for dig at være intim, men det behøver du ikke give som grund. Det er helt okay, bare ikke at have lyst. Men nøgenbilleder er efterhånden blevet noget, man ligesom tror er "helt normalt", så jeg kan også godt forstå, hvis det er noget du godt kunne tænke dig at kunne gøre. Her vil jeg godt lige igen slå noget fast - ligegyldig om det er "helt normalt" eller ej, så SKAL man ikke. Det er ikke en underforstået del af et langdistanceforhold at sende nudes, man skylder altså ikke den anden at sende nøgenbilleder. Men det kan også sagtens være intimt og spændende at gøre, så jeg kan også godt forstå, hvis du gerne vil. Der tænker jeg som du selv nævner, at starte med helt almindelige billeder. Så kan du øve dig lidt på følelsen, og så se om det bliver lidt lettere med tiden. Derefter kan du jo prøve med nogle af de dele af din krop, du selv synes er flotte eller selv er glad for.

I forhold til, hvordan du bedst forbereder dig på at møde ham og ligesom starte jeres fysiske forhold, tror jeg det er rigtig godt, at I snakker i telefon og måske kunne det være en mulighed med kamera også, så I kan se hinanden. Ellers er der nok ikke meget andet at gøre end at tage det lidt ad gangen. Det lyder som om I er meget tætte allerede, så mon ikke at det kommer til at gå let og hurtigt. Igen er det bare vigtigt, at du mærker dine egne grænser og ikke overskrider dem for hurtigt. Det kan være sundt og spændende at overskride nogle grænser sammen, men det kræver også at man stoler 100% på hinanden, så man ved at den anden respekterer og støtter, hvis man pludselig bliver utilpas. Det lyder som om, han er rigtig opmærksom og god ved dig, så jeg tror nok, at det skal gå rigtig godt med jer.

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar, og at det hjælper dig og jer. Husk at du er stærk, og at dine følelser og grænser også skal lyttes til. Skriv endelig igen eller kom i vores 1-1 chat, hvis du har lyst til at snakke mere.

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program