Kære dig

Jeg kan se at du er ked af det over at du ikke bliver hørt og andre ikke forstår, hvordan du virkelig har det. Det er også svært at have det på den måde og samtidig klare skole og andre gøremål som man har ved siden af. Vi har en gang imellem brug for at snakke om de ting der nager os og dele vores frustrationer med andre for at lette vores hjerte og sind. Når man ikke har mulighed for dette så kan det samle sig inde i en og hobe sig op så man til sidst når til et punkt hvor man ikke kan overskue noget som helst. Hverken i forhold til at lave noget som fx skolen, lektier og være sammen med venner og familie. Man kan også blive mere og mere trist med tiden og det ender med at man begynder at tænke i andre baner der kan fjerne denne her tristhed og ensomhed. Det kan fx være ved at cutte i sig selv og have meget lyst og fokus på ens udseende og krop samt kontrol over et eller andet som virker. Det kan være ens vægt eller spisemønster.

Du skriver, at du ikke vil have hjælp fordi du tror at det er håbløst, når ingen forstår dig. Jeg kan sagtens forstå at du tænker sådan, men jeg vil samtidig gerne fortælle dig at der findes andre der vil kunne forstå dig. Andre der skader sig selv fordi smerten indeni fylder alt for meget, og andre der har det svært med mad og gerne vil undgå at spise fordi det føles som den eneste løsning og den bedste måde at for bare lidt kontrol på alt det svære som hele tiden fylder indeni. 
Her i Cyberhus møder vi rigtig mange unge som fortæller om følelser, cutting og spiseforstyrrelser som dem du beskriver, så jeg ved at der findes mange derude som kan forstå. 

Fra de mange andre unge jeg har mødt her på Cyberhus ved jeg at du må have det rigtig svært når du føler at det eneste der hjælper dig er at cutte, eller at du vælger ikke at spise. Og det er vigtigt for mig at fortælle dig at den smerte ikke går væk af sig selv. Tvært imod er det en følelse jeg ved vil vokse og komme til at fylde mere og mere hvis ikke du får snakket med nogen om det. 
Men måske skal du til at starte med ikke tænke det så meget som at du skal have hjælp. Måske skal du istedet tænke det som at du har brug for at finde nogen der vil lytte til dig og som kan og vil prøve at forstå. Og jeg tænker også at det er det du leder efter når du har valgt at skrive her til brevkassen. 

Jeg tænker helt sikkert at det ville være godt for dig hvis du kunne prøve at snakke med en voksen du har tæt på dig om hvordan du har det. En af dine forældre, en lærer eller noget andet familie. Men jeg kan godt høre at du nok slet ikke er klar til at dele de her ting på den måde endnu, og derfor giver jeg dig lige et par andre muligheder også. 

Et godt sted at starte kunne være i vores chatrådgivning hvor du kan snakke med frivillige rådgivere der også har mødt andre unge der cutter eller har en spiseforstyrrelse. Det er en personlig chat mellem dig og rådgiveren og du kan være 100 procent anonym.
En anden mulighed kunne være LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De har også en chat hvor frivillige der selv har persnlige erfaring med selvskade og spiseforstyrrelser rådgiver helt anonymt. Ud over en chat har LMS også anonym rådgivning på telefon 70 10 18 18. Du kan også få personlig og anonym rådgivning på en af deres forskellige mødesteder for foreningen rundt omkring i landet alt efter hvor du bor. Det kan du læse mere om på deres side som du finder her.

 I dit brev stiller du to spørgsmål om hvordan du kan cutte så ingen ser det og hvordan du kan undgå at din spiseforstyrrelse bliver opdaget. Det er to spørgsmål jeg ikke kan svare dig på. Både fordi jeg ikke har et brugbart svar, men også fordi jeg ved at det ikke vil hjælpe dig. Jeg tænker også at det måske egentlig slet ikke er det du ønsker svar på når du vælger at skrive her i brevkassen. Jeg tror nærmere du skriver fordi du håber på at du vil møde nogen der forstår.  Det er lykkes nu. Jeg forstår dig godt, og jeg ved også at der findes flere voksne der både kan og vil forstå, og jeg ved at du kan få det bedre end du har lige nu.

Det vigtigste er at du nu fortsætter med at fortlælle om hvordan du har det, og på den måde finde frem til nogen der kan hjælpe dig. 

Tag en dyb indånding og prøv at tage et skridt af gangen. Held og lykke.

Kærlige hilsner 
Lima