Bold-angst..

brevkassespørgsmål

Bold-angst..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 7 måneder siden

Hej, jeg er virkelig, virkelig bange for bolde. Ja, jeg ved godt det lyder sjovt, men det er jeg. Jeg er ikke bare bange jeg er rædselsslagen! Jeg begynder trække vejret hurtigere, svede og gå i panik når jeg ser en bold i bevægelse!! Jeg kan godt røre ved en, men jeg kan ikke engang lægge den fra mig igen. Kan man godt have angst overfor bolde? Skal jeg bare bruge tid på at lære at være i kontakt med en, for det gør at jeg ikke kan være med til at spille fodbold eller andre ting, hvor en bold indgår og det er ret træls, for det svækker mig socialt. Jeg er ved at græde bare når jeg bold nærmer mig og jeg kan slet ikke forstå det!

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du er fortvivlet over din angst for bolde. Derfor synes jeg også det er rigtig godt, at du skriver her til for at fortælle om det og for at få nogle gode råd.

Man kan have angst for rigtig mange forskellige ting og også over for bolde. Der er mange mennesker der har en angst for bestemte ting og det kaldes både angst eller at have en fobi. Det at være angst for bolde har faktisk et engelsk navn som er sfairesphobia. Det du beskriver med at du bliver rædselsslagen, sveder og går i panik når du ser en bold er helt normalt når man har en fobi eller angst over for noget. Det er ikke bare noget man lige kan ryste af sig ved at tage sig samme og derfor synes jeg det er et rigtig vigtigt skridt du har taget, ved at skrive her til. For det er selvfølgelig ikke en situation du skal finde dig i og med hårdt arbejde kan det blive meget bedre og måske endda helt forsvinde.

Det er helt normalt at man ikke selv kan kontrollere den angst der opstår når du ser bolden og derfor er det et vigtigt skridt, at du siger til dig selv, at der ikke er noget galt med dig. Det er også meget vigtigt, at du får fortalt nogle du stoler på om din angst og om hvordan du har det når du ser en bold. Det kan fx være dine forældre eller en af dine gode veninder. Hvis du er bange for at de synes det er underligt eller du synes det er svært at få det sagt, kan du vise dem det brev du har skrevet her ind med og det svar jeg har givet dig. Det er nemlig vigtigt, at du ikke er alene med alle dine tanker og bekymringer, for så er det endnu sværere at arbejde sig ud af sin angst.

Noget af det som er meget vigtigt når man har angst for bolde er, at man ligeså langsomt bliver vænnet til at have med bolde at gøre. Det er en god ide hvis du har en med som du stoler på når du øver dig, da det kan være en ubehagelig oplevelse. Du skal heller ikke presse sig selv for meget, men tage det stille og roligt og gå lidt længere for hver gang. Du kan for eksempel starte med at se på når nogle af dine venner stille og roligt kaster en bold frem og tilbage imellem dem. Det er også rigtig godt at du kan røre ved en bold og her kan du starte med at få en god ven til at tage den ud af dine hænder ligeså stille og roligt, så du ikke selv skal ligge den fra dig.

Det er helt okay hvis du bliver ked af det under øvelserne og du skal huske at rose dig selv for at du forsøger at arbejde med angsten. Når du føler angsten og kan mærke at du er ved at gå i panik, så prøv at fokuser på dit åndedræt og tving dig selv til at trække vejret så roligt som muligt. Du kan også prøve at fokusere på dine fødder og hvordan de står godt og tungt fast på gulvet. Disse øvelser kan hjælpe dig til at tænke på noget andet end den ubehagelige situation og de kan også hjælpe dig til at give dig en større ro og selvsikkerhed.

Angsten er ikke noget der forsvinder fra den ene dag til den anden og derfor er det meget vigtigt, at du prøver ikke at få skyldfølelse hvis du pludselig en dag føler at det slet ikke går. Det kræver som sagt hårdt arbejde og nogle gange kan man ikke klare det alene og det er helt i orden. Det er nemlig desværre ikke altid helt nemt at komme af med sin angst og derfor kan det være en rigtig god ide, at du får hjælp til det af en der ved noget om hvordan man arbejder med det. Jeg synes du skal tage din mor eller far med op til jeres læge og fortælle ham eller hende om det. Så kan i snakke om hvordan det kan blive bedre og hvilken hjælp der vil være god for dig. Du er også altid velkommen her på Cyberhus, hvis du har brug for flere råd eller bare har brug for at fortælle om det hele. 

Venlig hilsen Katrine

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program