bider mig selv?

brevkassespørgsmål

bider mig selv?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 15 år 5 måneder siden

Hej brevkassen Det er svært at forklare hvad der er galt med mig. Jeg er min egen modsætning. På den ene side set er jeg en meget glad, omsorgsfuld person, som har masser af selvtillid, og sætter mine venner frem altid før mig. Men det er bare en facade, en facade jeg virkelig elsker og ikke vil slippe. For det den gemmer er en små deprimeret pige, som gerne vil lukke sig selv inde, og nu lader jeg hende ud.

Min far har altid været alkoholiker. Han er stoppet lidt nu, men takker ikke nej til et tilbud. Jeg har været på hospitalet siden jeg var 6, i ca. 2 år og været indlagt på kræftafdelingen, og jeg er den eneste i DK der har den sygdom jeg har i nakken. Det har været et følelsesmæssigt rutsjebane. Jeg går på en smerte klinik nu, da jeg har kroniske smerter der påvirker min skole og min opførsel over for mine venner, ja selv min bedste ven har jeg været op og skændes med fordi jeg ikke kunne tage mere.

Smerten gør bare det hele værre at holde på. Mine forældre er skilt og det tog også hårdt fat på mig, da de blev skilt lige da jeg havde skiftet skole. Det skabte også kaos om hvem der skulle køre mig på hospitalet hvem der havde ansvaret osv. Nogle gange lader jeg den her pige komme ud. Jeg tager to piller (der ikke er særlig stærke men til sammen virker de godt - indtil videre) som rekvisitter, og begynder at bide mig selv, tit til at hånden er helt hævet, eller når jeg får for meget opmærksomhed omkring det.

Jeg har 1-2 gange prøvet at bide mig selv til blods. Jeg har sagt det til en veninde og hun sagde at det var selv skadende adfærd, og jeg tjekkede det og de fleste siger det er rigtigt. Jeg er tynd, men nogle gange for jeg flip og æder rent kakaopulver, og is og alt usundt jeg kan finde. Så går jeg på kur i meget lang tid til en eller anden siger jeg ser for tynd ud, så går det normalt i et par måneder, og så får jeg endnu et flip.

Flippet varer et par dage. Jeg føler selv at jeg falder ned i et stort sort hul, jeg for langt nede til at selv at hjælpe mig op, men for langt oppe til at bede om hjælp. Hvad skal jeg gøre? Min veninde siger jeg skal finde hjælp, men hvor? Og samtidig med jeg gerne vil stoppe med at bide mig selv, vil jeg ikke holde op. Det får mig til at slappe af som jeg har brug for nogle gange, og jeg synes det er bedre at bide sig selv i 5 minutter hårdt, end 10 minutter hvor jeg sidder og trækker vejret tungt.

Ja hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre for at få mig selv til at se det jeg gør er forkert? Og hvor kan jeg få hjælp omkring furesø - københavn? Hilsen - Mig

Svar: 

Hej med dig

Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig, og du skal vide, at jeg ved hvor svært det kan være at fortælle om de ting der gør ondt inden i. Derfor synes jeg, at du har taget et stort skridt fremad, ved at skrive til Cyberhus og bede om hjælp.

Du har været igennem et langt sygdomsforløb og går nu på en smerte klinik. Du fortæller også at din far er alkoholiker. Du fortæller ikke så meget om din mor, men kun at dine forældre er skilt. Du skriver også, at du bider i dig selv og i perioder har spiseflip.

Ud fra det du skriver, får jeg en fornemmelse af, at du står meget alene med dine tanker og følelser.

Derfor tror jeg, at det er meget naturligt du prøver at finde andre måder at klare det på. Som jeg forstår det, bruger du facaden, det at bide i dig selv og dine spiseflip til at finde støtte i.

Når du skriver: "Det får mig til at slappe af som jeg har brug for nogle gange, og jeg synes det er bedre at bide sig selv i 5 minutter hårdt, end 10 minutter hvor jeg sidder og trækker vejret tungt", tænker jeg, at du måske bruger det som en måde til at lukke den smerte ud som du har inden i.

Jeg synes, du har være igennem mange svære ting, som du har klaret rigtig flot på egen hånd, men nu er det vigtigt du får en voksen til at hjælpe dig videre. Derfor er det super godt at du ber mig om hjælp, og jeg har to forslag til hvad du skal gøre nu:

Prøv at ringe til ungerådgivningen i Furresø kommune. Jeg har snakket med dem og de lød rigtig søde og vil gerne prøve at hjælpe dig. Udover at de måske er gode at snakke med, kan de også fortælle dig om de andre muligheder du har for at få hjælp i din kommune. Du kan være anonym, så du behøver ikke at fortælle dit navn eller adresse.

Du kan ringe på: 72358888 eller på mobil 72164457

De har også en mailadresse: ungeraadgivningen@furesoe.dk

Du kan også gå ned og snakke med dem og de har to adresser som du kan se hvis du følger linket her.

Hvis du kender en anden voksen, som du har det godt med, kan det også være en god ide. Det kunne være en lærer, din læge eller en venindes mor.

Du skal have det bedre og du er kommet rigtig godt i gang ved at bede om hjælp nu. Det synes jeg er super flot.

Venlig hilsen

Erroll (vikar for Marianne)

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program