Kære dig

Jeg kan forestille mig at det er en meget svær situation du står i. På den ene side går du selv igennem en hård periode, og samtidig oplever du at to af dine veninder også har brug for hjælp. Begge dele er rigtig tungt at gå rundt med selv, og jeg synes det er virkelig sejt af dig at du har skrevet ind til os.

Du skriver at du selv er "blevet opdaget" og er igang med at få hjælp, og det synes jeg virkelig er en god ting. Som du også selv skriver, så er det bare virkelig svært at skulle bede om hjælp, og det lyder ikke til at du selv ville have opsøgt det, hvis du ikke blev opdaget. Men nu er første skridt taget - også selvom det ikke var dig der tog det - og du kan nu være med til at sikre at du får den hjælp som vil virke for dig. Nemlig ved at være ærlig, og fortælle om det der fylder. Også dine selvmordstanker. Udover at det giver de voksne muligheden for at give dig den bedst mulige hjælp, så vil det også gøre dig bedre til at sætte ord på de tanker og følelser som gør ondt. Jo flere gange du fortæller om det, jo mere trygt vil det føles at snakke om det.

Når det er sagt, så lyder det ikke til at det er dine egne problemer som fylder meget i dit brev, men mere dit dilemma med veninderne, og hvordan du bedst kan hjælpe dem. Jeg håber derfor at mit svar kan hjælpe dig med at få et overblik over hvad dine muligheder er ift. at hjælpe dem.

Ud fra det du skriver, så lyder det til at din ene veninde har en spiseforstyrrelse. Hun spiser ikke rigtig noget, kaster op hvis hun gør, og dyrker meget hård motion. Jeg kan sagtens forstå at du er bekymret, og jeg tænker også at du har god grund til det. En spiseforstyrrelse kan være meget alvorlig og direkte farlig, fordi du risikerer at dine indre organer simpelthen slukker hvis de skal fungere uden energi (energi fra mad) og hvis man samtidig presser dem ved f.eks. at løbe hver dag eller lave anden meget hård motion. Du skriver også at hun tit bliver svimmel, og det er et tegn på at det begynder at være meget farligt.  Selvom det her måske kommer til at lyde lidt hårdt, så risikerer du at din veninde bliver alvorligt syg hvis du ikke fortæller nogen om det. Så selvom du har lovet hende at du ikke vil sige noget, så mener jeg at du er forpligtet til at gøre det modsatte. Hvis du er en rigtig ven, så er du nødt til at fortælle nogen om hvordan hun har det, så hun kan få hjælp. Det lyder jo ikke til at hun har det særlig godt, og hvis du bare kigger på, uden at gøre noget, hvordan vil du så have det hvis hun får det virkelig dårligt? Eller dør? Vil du kunne tilgive dig selv? Det vil højst sandsynligt komme til at påvirke dig i meget længere tid end det vil gøre at hun bliver sur på dig, fordi du siger det. Jeg er også sikker på at hun vil komme til at forstå hvorfor du gjorde det. Fordi du holder af hende og er bekymret. Når det så er sagt, så er der et skridt du kan tage før du tager kontakt til en voksen der hvor I er. Du kan gå ind på lmsos.dk først og kontakte deres rådgivning (de har også chat). Det er landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og de kan råde dig til præcis hvad du kan gøre for din veninde, og også hvilke tilbud der vil være til hende. Jeg tænker også at du kan opfordre hende til selv at tage kontakt til dem. I det hele taget tænker jeg at du skal rådgive din veninde til selv at opsøge hjælp. Fortæl hende at du er bekymret, og at du ikke kan holde hendes hemmelighed, fordi det er så farligt for hende. På den måde så kan det være at hun forstår alvoren, og måske selv søger hjælp. Hvis hun nægter, så tænker jeg at du er nødt til at sige noget.

Du skriver at din anden veninde har det rigtig slemt derhjemme, og at hun nogle gange er blevet slået. Du skal vide at det ikke er okay at voksne slår børn, uanset hvor vrede eller frustrerede de er. Vold er aldrig løsningen. Det kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis man vokser op i et hjem med vold - både psykisk (hårde ord, bliver nedgjort, osv.) og fysisk. Du skriver ikke så meget om præcis hvad der sker i hendes familie, men det lyder som omsorgssvigt, og derfor vil det højst sandsynligt være kommunen der bliver involveret hvis du fortæller nogen om det. Hvis du f.eks. fortæller det til en lærer, så skal de lave en underretning. Der er mange som ikke er helt klar over hvad en underretning præcis betyder, og mange er bange for at det betyder at man bliver tvangsfjernet. En underretning handler om at man udtrykker sin bekymring for et barn eller en ung, og så vil der bliver lavet en undersøgelse af familien for at se om der er noget som kommunen kan gøre for at gøre livet lettere for familien. Det kan være samtaler med en psykolog, det kan være noget aflastning (at hun bor hos en plejefamilie i weekenderne), det kan være en støtteperson/kontaktperson eller det kan være familiesamtaler hos en psykolog. Det kan også, i sjældne tilfælde, være en tvangsanbringelse, hvor barnet/den unge under 18 bliver sat i plejefamilie. Men det er, som sagt, meget sjældent og ofte den allersidst mulighed man vælger. Først vil man prøve alle mulige andre ting for at hjælpe. Jeg tænker at du kan gøre nogle forskellige ting for at hjælpe. For det første, så vil jeg anbefale dig at snakke med en voksen om det, men uden at fortælle hvem din veninde er. Så spørg om hvad man kan gøre/ hvad der vil ske, hvis de hører om en som har det svært derhjemme. Du kan altid sige at det er noget du har læst på facebook, og at du lige ville høre hvad de tænker. Så kan du fortælle din veninde om det. Igen, så tænker jeg at du skal prøve at opfordre hende til selv at fortælle nogen om hvad der sker i hendes familie. I den forbindelse findes der en hjemmeside som hedder brydtavsheden.dk, som rådgiver børn og unge i familier med vold (både psykisk og fysisk). De har også en chat, som du kan opfordre hende til at bruge.

Under alle omstændigheder så er det vigtigt at begge dine veninder ved at de ikke er alene, og at du rigtig gerne vil hjælpe dem. Når det så er sagt, så skal du også huske på at du selv har det svært lige nu, og har brug for en masse energi til at koncentrere dig om at få det bedre selv. Det er rigtig svært at hjælpe nogen når man selv har det skidt, og derfor skal du ikke stå med det alene - som du gør lige nu. Der skal være en voksen som tager ansvar, og som sørger for at de får hjælp. Det bedste vil være hvis de selv tager kontakt til en voksen (en lærer/pædagog/familiemedlem/ven af familien/lignende), men hvis de ikke gør det, så tænker jeg at du er nødt til at gøre det. Uanset hvor sure de bliver. 

Nu har du fået mine overvejelser, og jeg håber de kan hjælpe dig med at træffe en beslutning. Husk at du heller ikke er alene, og at du altid er velkommen i vores brevkasse og i vores chat. Jeg synes det er virkelig flot af dig at du har overskud til at bekymre dig for dine veninder. Det viser at du har et stort hjerte, og at du ønsker det bedste for andre, og det er egenskaber som er utrolig vigtige og værdifulde.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Signe