Bange om natten
Bange om natten
Mit navn er Rebekka.
Jeg har i noget tid tænkt over noget, men vil først nu finde ud af det da jeg stadig har problemet oppe i alderen 16. Jeg har altid haft det sådan at når jeg skal sove om aftenen går der lang tid for jeg kan sove. Jeg tænker. Jeg har lige haft depression men har haft det her problem før jeg fik depression. Når jeg ligger om aftenen bliver jeg ofte bange. Jeg tør bla ikke kigge på mit mørke værelse. Jeg kan heller ikke lide at vende med ansigtet ud til værelset eller have kroppen udenfor min dyne. Jeg føler mig bange. Jeg er bange for jeg ser skygger eller andet ukendt på mit værelse. Jeg føler at jeg har et stort behøv for at der skal være hyggeligt. Har haft det bedre hos nogle af mine veninder, men herhjemme føler jeg mig en smule bange. Jeg kan ikke lide at ligge alene på værelset og føler mig som om jeg er den enste i verden. Jeg mærker stor forskel når jeg sover hos mine forældre, eller på min søsters værelse. Jeg hader mørke, og overvejer nogle gange at sove med åbent lys. Det hjælper en smule når jeg har hængt tæpper om min seng og en masse puder om mig. Men alligvel har jeg en slags uro i mig. Og nu er jeg trods alt 16 år. Er det normalt? Eller er det noget jeg skal have hjælp med? Vokser men fra det? Og er der måske mere jeg skal vide om det?
På forhånd tak!
Rebekka.
Kære Rebekka,
Det er bestemt ikke unormalt ikke at kunne lide at sove alene og at være bange for mørke. Jeg tror, der er mange, der kan have det sådan. Man kan godt opleve at vokse fra det – det tror jeg, at de fleste gør. Men det kan også være noget, man har brug for lidt hjælp til. Måske kan jeg give dig nogle ideer til, hvordan du kan få hjælp til det.
Jeg tror, der er mange, der oplever, at man kommer til at tænke en hel masse, når man ligger og skal til at sove. Derfor kan man også komme til at føle sig alene. Gad vide, hvad du tænker på, når du skal sove? Måske kan du arbejde med, hvordan du kan tænke på gode og trygge ting, som kan gøre, at du ikke bliver bange og føler dig alene? Du kan fx tænke på en god ting, der er sket i løbet af dagen eller ugen, eller noget du glæder dig til? Måske kan det også hjælpe dig at sætte noget musik på, som du godt kan lide? Det er ikke sikkert, de ting virker for dig første gang, men nogle oplever, at de kan øve sig i at tænke på gode ting, når de bliver bange og efter noget tid, bliver de ikke så bange mere.
Du har prøvet at gøre nogle ting ved at hænge tæpper op og sætte puder omkring dig, men du beskriver, at uroen stadig er der. Det kan være, du også har brug for at finde ud af, hvorfor uroen er der… Er der sket noget, som gør, at du føler dig utryg? Er der måske en, du kan tale med om dette? Hvis man har oplevet, hørt eller set noget, der gør en bange eller utryg, er det altid godt at fortælle det til en person, man føler sig tryg ved. Det kan fx være dine forældre, din søster, en lærer eller en anden person, du føler dig tryg ved? Hvis du oplever, at det bliver værre, kan det også være, at det vil være godt for dig at tale med en psykolog. Her vil du også kunne tale om, hvad der gør dig bange, og du vil måske få nogle ideer til, hvad du kan gøre for ikke at blive så bange.
Der er nogle, der kan være ekstra følsomme over for lyde, lys og mørke. Det kan være, du tænker meget over tingene og er følsom over for alt det, du oplever i løbet af en dag. Måske har du brug for, at der er lidt lys tændt, som du selv skriver. Hvis det er tændt lys, der skal til, for at du bedre kan slappe af, når du skal til at sove, så er det måske det, du skal gøre? Jeg tror ikke, du skal være bange for, at du altid vil have brug for at have lyset tændt. Det kan være noget du har brug for, indtil du måske finder ud af, hvad der gør dig bange, eller hvordan du kan vænne dig til at tænke gode og trygge tanker, når du skal sove.
Til sidst vil jeg sige, at det er okay at være bange engang i mellem. Det vigtigste er, at man ved, hvad man skal gøre ved det, når man bliver bange. Jeg synes, det er rigtig flot, at du skriver herind for at høre mere om det, at du bliver bange, når du skal sove. Det viser, at du er en pige, der tænker meget over tingene og tør at spørge til dit problem. Jeg tror derfor, at du med tiden – måske med hjælp fra andre – vil finde ud af, hvad du kan gøre, når du føler dig bange og alene, når du skal sove.
De bedste hilsner fra Ida