Bange for mørke..

brevkassespørgsmål

Bange for mørke..

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 12 år 6 måneder siden

Hej cyberhus. Er tretten år og bliver fjorten om nogle måneder, er meget moden af min alder og kunne aldrig finde på at skrive at jeg var bange for mørke, for sjov. Det er noget der går mig på og noget jeg tænker meget over. Men for få måneder siden så jeg på et eller andet tidspunkt tv, hvor der kom reklamen ''ånderne vender tilbage'' og de viste ret meget i reklamen synes jeg, så efter turde jeg slet ikke gå ind i mit værelse, så jeg løb nærmest og der er kun et par meter der ind. Så da jeg kom ind i mit værelse, begyndte jeg at høre lyde som jeg faktisk ikke ved om var der. Det var kradse lyde på væggen og så også syner :/ Og hørte musik.. Var vågen til klokken seks om morgen, fordi jeg ikke kunne sove. Det var ligesom om at det bare blev værre og værre, for til sidst endte jeg under min dyne med computeren og havde det så varmt og rystede, læste om sådan noget på nettet og hvad ved jeg. Og det var bare over en reklame? Jeg er stadig bange nu. Jeg tør ikke gå ned af trapperne om aftenen, uden at jeg føler der er nogen der kigger på mig, eller overvåger mig. Jeg tør ikke at kigge i spejlene, om aftenen. Når jeg lægger computeren væk om aftenen når jeg skal sove, så lige nå jeg har lagt ned, skynder jeg mig at vende mig om, sådan at jeg kigger ind i min seng, fordi jeg ikke tør at kigge andre steder. Jeg kan ikke snakke med folk om det, fordi jeg har socialangst også derfor at jeg skriver herind. Jeg ved godt at der ikke er så meget at hjælpe med, men jeg håber at i vil svare mig hurtigst muligt!:-S.

Svar: 

Kære du

Det lyder ikke rart at du skal gå og være så bange for lyde og andre ting. Jeg kan godt forstille mig at det må være rigtig hårdt, når det er noget du tænker på hele tiden og ikke kan sove om natten for det. Jeg tænker også at det må være svært, når du ikke føler du kan snakke med nogen om det. Det er godt du skriver herind og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig, ved at sige lidt om hvad jeg tænker.

Snak med nogen
Du skriver at du meget let bliver påvirket og det er selvfølgelig ikke særlig rart. Man kan desværre i selv styre om man bliver påvirket eller ej og nogen bliver bare mere påvirket end andre. Jeg tænker lidt på, om det er noget du har snakket med dine forældre om? Jeg synes nemlig det vil være godt, hvis du kan fortælle dem om, hvordan du har det. Jeg tænker at de måske kan hjælpe dig, ved at snakke om de ting du er bange for.

Ellers synes jeg faktisk du skal få snakket med en læge om det. Når du går rundt og er så bange for mange ting, så påvirker det dig rigtig meget. Du får ikke din søvn og du bliver anspændt. En læge vil kunne hjælpe dig med, hvilken slags hjælp du skal have. Hvis du får snakket med nogen, så vil du også kunne få redskaber til, hvordan du håndterer uhyggeligt ting.

Undgå uhyggelige ting
Imens du får snakket med nogen, tænker jeg at det bedste ville være, hvis ikke du opsøger noget om ånder, lyde, skygger osv. Det var så selvfølgelig ret uheldigt du kom til at se den reklame. I den periode hvor du skal prøve du får snakket med nogen om det, tænker jeg at det er bedst, hvis du skynder dig at skifte kanal, når du kan se det handler om ånder. Det er også bedst hvis ikke du læser en masse om det på nettet. Jo mere du ser, læser eller hører, jo mere vil du blive påvirket af det. Men hvis du får noget hjælp, er jeg sikker på at du igen engang vil kunne se ånder og den slags uden at du bliver påvirket af det.

Så jeg synes først og fremmest du skal prøve at få snakket med nogen om, selvom det kan være svært for dig. Men jeg synes det er vigtigt du ikke går med det alene. Det er ikke rart når man er bange at skulle gå med en masse tanker i hovedet. Jeg synes også du så vidt som muligt skal undgå at opsøge mere viden om de ting, der gør dig bange, imens du prøver at få snakket med nogen om det.

Jeg synes det er rigtig godt at du kommer her og deler dine tanker. Det er første skridt. Det er ikke meningen at du skal gå rundt og være så bange uden at nogen ved det, så jeg håber, at du på en eller anden måde, vil få mod til snakke med en voksen, så du kan få noget mere hjælp.

De bedste hilsner Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program