Bange for min kæreste

brevkassespørgsmål

Bange for min kæreste

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Jeg er homoseksuel og jeg er 95% sikker på at det er roden til mit problem. Nu er det sådan at jeg har en kæreste som jeg elsker... eller gjorde. Han er utrolig dominerende og næsten ond faktisk. Jeg er virkelig bange for ham. Det startede med at jeg kyssede lidt med ham, hvor jeg så lagde op til at trække mig tilbage. Han var ligeglad, ignorerede mine signaler og kyssede endnu hårdere. Til sidst var jeg nødt til at skubbe ham væk. Han fnøs af mig og gik sin vej. Det var hvor det hele startede ihvertfald. 3 dages tid efter aftalte vi at have sex (eller bøssesex som så mange nu kalder. Synes bare at der er et skældsord.). Dog kom vi op i en diskussion om hvem der skulle starte (det skal lige siges at han er større end mig på alle måder; ældre, højere, tungere, stærkere o.s.v.) hvor han så blev vred, tog mig i nakken, trykkede mig ned på alle 4, tog komdom på og begyndte at tage mig bagfra. Hvilket overhovedet ikke var i min plan!! Prøvede jeg at gå fra ham lagde han vægten på mine skuldre, prøvede jeg at sætte mig ned tog han i mit maveskind og holdt fast så jeg rejste mig op igen... Da han var færdig gik han ind på vores værelse (vi bor også sammen) for at finde tøj, smuttede jeg ud i bad for at skylle alt "det beskidte" af. Nu græder jeg hver eneste aften og han krammer mig bagfra for at trøste mig. Han spørger hvad det er, men jeg siger bare at jeg ikke vil snakke om det, og så tager han mig bare på ordet. Jeg er begyndt at skære i mig selv, som jeg har gjort før. Han hjalp mig til at stoppe, men nu er han grunden til at jeg gør det. Jeg er så bange for ham. Prøver jeg at snakke med ham om alt det her, bliver han sur, puster sig op og siger at der ikke er noget at snakke om. Hver gang jeg kommer hjem fra hvad som helst, ser jeg om han er hjemme. Hvis han er går jeg ind i brusekabinen og tænder for det kolde vand og sætter mig ned på gulvet. For mig kan jeg lade alle mine bekymringer blive skyllet væk. Jeg har tøj på og ligner en der er druknet når jeg kommer ud. Mange gange kan jeg sidde op til en hel time og bare græde. Hvis jeg kommer hjem og min kæreste er hjemme siger jeg et kort og usikkert 'hej' og finder et sted at gemme mig. Og det er ikke et sted han sådan lige finder mig. For ikke lang tid siden tog jeg alle tingene ud fra skabet under vasken i køkkenet og gemte mig der inde. Han fandt mig først da han skulle lave aftensmad og skulle smide noget ud. Hver eneste gang han kommer tæt på mig ryster jeg helt vildt meget. Jeg har ikke lyst til at slå op med ham, for inderst elsker jeg ham stadig. Jeg har talt med hans fætter som er en af mine gode venner. Han er så heteroseksuel, men interesseret i andres seksualitet og hjælper en del. Men han siger at man jo normalt er han/hun i et forhold og derfor er det nemmere at finde en "alfa". Men fordi vores er han/han er det en del sværere... fordi det ligger i naturen at der er en leder, og hvis mennesker var vilde dyr ville vi være flok dyr og bestå af flere hunner end hanner. Men hvad skal jeg gøre/sige? Der er flere gange hvor han har "voldtaget" mig, hvor jeg så bare har ladet ham gøre det, fordi jeg er bange. Lige nu er jeg hos hans fætter, fordi jeg ikke har lyst til at være sammen med min kæreste. Han tror at jeg er ude og handle, og lige så snart han finder ud af at jeg er hos hans fætter, får et et mega møgfald af ham. Vi har nu også været oppe og skændes hvor han har givet mig en lussing, jeg blev så vred og gav en tilbage hvorefter han fælder mig og lader mig ligge på gulvet. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke gemme mig for ham hele tiden... og jeg vil nu heller ikke slå op med ham. Alt det her har kun forgået over 14 dage og vi har været sammen i snart 2½ år, så det er en lille del... Men jeg vil gerne have rettet det hele op, så vi kan leve sammen uden at jeg skal være bange. Hilsen D

Svar: 

Hej med dig..

Jeg skal lige starte med at undskylde for det sene svar.. der har været lidt bøvl med vores flytning til det nye Cyberhus. Men jeg håber, at jeg stadig kan nå at give dig lidt råd og ideer til hvad du kan gøre nu, fordi jeg mener helt sikkert ikke, at du fortjener at leve i et parforhold som fungerer på den måde du beskriver det her.

Der er nogle ting, som jeg først vil fortælle dig fortælle dig min holdning til, og bagefter har jeg nogle forslag til hvad du kan overveje at gøre nu...

1. Voldtægt

Den måde du beskriver, at din kæreste har lagt dig ned og bestemt hvordan I skulle have sex, er voldtægt. Sex og hvordan man har sex, er noget begge parter skal have lyst til. Det er ikke det du fortæller her. Du fortæller hvordan han bruger sin større styrke og magt til at tage det han har lyst til, uden at spørge eller interessere sig for hvad du har lyst til og ikke har lyst til.

Voldtægt er en meget alvorlig ting, som kan sætte dybe spor i den det går ud over. Det er ulovligt og slet ikke den måde man behandler et andet menneske på.

2. "Alfa"

Du fortæller at du har spurgt en af dine venner og at han fortalte noget om at der altid vil være en "Alfa" i et forhold og at det er naturligt at der er en leder. Men det synes jeg ikke han har ret i, jeg synes ikke man kan snakke om en leder, når man snakker om mennesker og parforhold der skal bygge på kærlighed. Vi er ikke dyr på den måde og cderfor mener jeg ikke ha har ret.

Jeg mener et par forhold skal vær elige, man skal respektere hinanden og behandle hinanden godt. Der er ikke nogen mennesker der skal bestemme over nogle andre på den måde.

3. Du elsker ham stadig...

Du fortæller hvordan du gemmer dig for ham og hvordan du ikke tør være sammen med ham. Du beskriver også, hvordan du reagerer når han har voldtaget, ved for eksempel at sidde i det kolde vand og vaske alt det beskidte væk og at du skærer i dig selv og kan græde rigtig meget. Og alligevel kan du ikke rigtig forlade ham, fordi du stadig elsker ham.

Elsker du ham stadig for den kæreste og person han er nu, eller elsker du ham for det han var engang?

Jeg tror sommetider, at man kan blive for længe i et dårligt forhold, fordi man engang har haft det rigtig dejligt. Du og han har haft stærke følelser for hinanden og det lyder også til, at det har været et godt forhold engang. Og de følelser er svære at slippe og man kan gå rundt og håbe i lang tid, at de følelser og det forhold bliver ligesom det var engang. Så spørgsmålet er, om du elsker ham nu og den måde han er over for dig, eller om det er nogle gamle følelser du faktisk elsker...

Men hvad skal du gøre... spørger du helt naturligt og jeg har to meget klare svar til dig.

1. Du skal forlade ham hurtigst muligt. Jeg synes han lyder som en rigtig ubehaglig fyr nu (måske var han sød engang) og jeg kan være meget bekymret for hvad han kan finde på over for dig. Du skal på ingen måde acceptere at blive behandlet på den måde og du fortjener så meget bedre.

Derfor er det vigtigt at du i dag finder ud af, hvor du kan bo i sikkerhed og for sagt til ham, at det er slut og at han ikke skal kontakte dig mere. Jeg synes ikke hans fætter lyder som en god løsning, så overvej hvilken anden mulighed der kunne være.

Hvis han bliver ubehagelig eller du bliver utryg og bange ved ham, så synes jeg du skal kontakte politiet eller få ringet til din kommune og spørge om hvilke krisecentre der er for voldsramte mænd i din kommune.

Ja, det lyder måske ret voldsomt for dig, men det er det også. Det er meget forkert af din kæreste, at behandle dig på den måde.

2. Jeg bliver meget bekymret for dig og du skal have hjælp til at håndtere de overgreb du er blevet udsat for. Lige nu skærer du i dig selv, gemmer dig, græder og prøver at vaske det beskidt af dig. Det er en måde for dig at håndtere den smerte du har inden i og de sår din kæreste har påført dig inden i. Men det er ikke nogen sund måde og du vil ikke få det bedre på den måde....  stedet har du gjort det rigtige ved at skrive herind, fordi det handler netop om at søge hjælp og få snakket om det med nogle voksne som har noget erfaring med det.

For at du kan få den bedste hjælp, så synes jeg du enten skal tage en snak med din læge og fortælle ham, at du er blevet voldtaget og har brug for hjælp. Så vil din læge få lavet en henvisning og på den måde kan du få den hjælp du behøver.

En anden mulighed, som også er rigtig god er, at kontakte Center for voldtægtofre... her vil du kunne få i kontakt med en psykolog, som kan hjælpe dig med at få snakket om overgrebene og på mden måde få det bedre. Du kan faktisk også skrive til dem her i Cyberhus, da de har en brevkasse....måske ville det være en rar måde at starte på?

Du skal passe på dig selv og lytte til din krop og dine følelser, fordi jeg synes det lyder til at de meget tydeligt fortæller, at du ikke har det godt i jeres forhold. Derfor er det også dit ansvar at gøre noget, så du får det bedre.. Og det håber jeg virkelig du gør, fordi det fortjener du helt sikkert.

Og så lige en sidste ting.. Jeg synes også "Bøssesex" er et dårligt ord. Det hedder vel bare sex, og så er det vel ligegyldigt om det er mellem en mand og kvinde, to mænd eller to kvinder. Og jeg synes ikke det har noget at gøre med dit problem, som du starter med at skrive, fordi det er helt okay at være bøsse og det ændrer ikke noget ved at man skal behandle hinanden ordentligt.

Venlig hilsen

Erroll

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program