Bange

brevkassespørgsmål

Bange

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg ved ikke om det er det rigtige sted jeg skriver ind til men here it goes... Jeg har i lang tid været meget bange når jeg skal sove.. Da jeg var lille sov jeg med lampe tændt men det gik over efterhånden.. Det er meget perioder hvor jeg er bange.. Og jeg hader dem! Jeg syntes det er lidt pinligt.. Jeg er jo tretten år.. Og stadig bange..- for hvad? Det ved jeg ikke! Græder om tit om aftenen og vågner midt på natten med mararidt;( er bange for at nogen kommer .. For ikke så meget søvn pga det.. Er begyndt at sove med lampe tændt igen det hjælper lidt men .. Har prøvet alt ! Snakket med forskellige voksne om det.. Sørget for jeg var træt når jeg skulle sove.. Hvad skal jeg gøre ? Det har stået på i lang tid. Især efter jeg har set uhyggelige ting/film selvom jeg prøver at undgå dem! Hjælp !! Det er unormalt at være så bange som jeg :

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå det er fustrende for dig at være bange når du skal sove og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt du har skrevet her ind, for at fortælle om det og få nogle råd. Jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig, ved at skrive hvad jeg tænker og hvad jeg tror der vil kunne hjælpe dig.

Jeg vil starte med at sige, at du ikke skal føle, at du er unormal. Der er mange, i alle aldre, der ligesom dig har perioder med marieridt og er bange når de skal sove alene.  Det er også rigtig godt at du taler højt om din frygt og dine dårlige nætter, for du skal selvfølgelig ikke blive ved med at have det sådan og det at sige det højt, er et rigtig godt sted at starte.

Jeg synes det lyder til, at du selv har gjort nogle rigtig gode ting for at det skal blive bedre. Du skriver at du har snakket med forskelige voksne om det. Nu ved jeg ikke om du har snakket med dine forældre, men ellers synes jeg ihvertfald du skal snakke med dem igen. Du skal fortælle dem hvordan du har det når du bliver bange og at du har mareridt og ikke sover godt. Hvis du synes det er svært at snakke med dem om det, kan du vise dem det her brev.

Når dine forældre ved hvordan du har det, kan du foreslå at I sætter jer ned sammen og snakker om hvordan I kan gøre det nemmere for dig at sove godt og trygt. Fx synes jeg, at det er rigtig godt, at du prøver at holde dig fra uhyggelig film og bøger, som du selv skriver. Jeg synes at du skal se om du helt kan undgå det, da det er noget der virkelig kan få uhyggelig drømme og tanker frem hos både voksne og børn. I stedet kan du læse en god og sjov bog eller se en god film, der handler om nogle rare ting. Det er en god ide, hvis du kan lave nogle faste sengetider sammen med dine forældre og at du så sørger for at lave nogle rolige og hyggelige ting i den sidste time inden du går i seng.

Du skriver også at du sover med en lampe tændt og at det har hjulpet dig. Jeg synes det er en rigtig god ide og det er slet ikke unormalt at sove med lidt lys på sit værelse. Du kan også lade din dør stå lidt på klem og bede dine forældre om at lade deres dør til soveværelset stå lidt på klem.

Du skriver at du vågner om natten og er bange for at der kommer nogle. Når du får de tanker, kan du for eksempel have et lydbånd liggende ved din seng med en god og rar historie, som du så kan sætte til. Det kan hjælpe dig til at tænke på noget andet, så de væmmelige tanker bliver skubbet i baggrunden.

Det kan også være en god ide, hvis du kan forklare, hvordan dine bange tanker om natten er. Du kan fortælle det til en god ven/veninde eller til dine forældre. Det kan nogle gange hjælpe, at fortælle om det, skrive eller tegne det, der skræmmer dig. Ofte så sker der det, at det, som gør en bange, bliver lidt mindre skræmmende, når man fortæller om det.

Til sidst vil jeg sige, at det også kan hjælpe dig at snakke med dine forældre, venner eller andre du har tillid til, hvis der er andre ting som du går og tænker over og som du er ked af. Hvis man er trist når man går i seng, kan det være med til at fremkalde mareridt og ubehagelige tanker.

At få alle de mørke tanker og mareridt væk, er nok desværre ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, men hvis du bliver ved med at holde fast i de gode rutiner, skal det nok hjælpe dig til at sove godt, uden at være bange og have mareridt hver nat. Du er altid velkommen til at skrive her til igen eller logge på chatten her på cyberhus, hvis du har brug for en snak.

Hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program