Anoreksi

brevkassespørgsmål

Anoreksi

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 1 måned siden

Hej! 

OM MIG:

Jeg er en 13 årig pige jeg er 150 cm høj og vejer 58,2 og det vil sige at jeg er overvægtig!

Ved du hvordan jeg kan få anoreksi? 
Vil virkelig gerne have det!
Føler mig fed!
Bare at jeg kigger ned har jeg en dobbelhage!
Fed mave!

Er altid blevet kaldt " Fede, Flyt dig dit fede svin og tykke"

Det rammer mig i mit hjerte 

Føler mig uelsket cutter i mig selv 

Hjælp mig 

Har været et par få sekuder fra at tage livet af mig selv!!!!

Svar: 

Hej med dig,

Hvor er det flot af dig at skrive her ind i brevkassen. Der skal mod til at tale om personlige emner som dem, du kommer med her. Det vil jeg gerne rose dig for, at du tør.

Det lyder til, at din krop og din vægt fylder meget for dig. Det er nogle svære tanker, du sidder med, og jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan ved at sætte lidt ord på dine tanker.

Først vil jeg starte med at sige, at jeg synes, det er nogle rigtige ubehaglige og voldsomme kommentarer, du får. Jeg kan godt forstå, at du får ondt i hjertet. Det lyder som nogle rigtig svære situationer, du har stået i. Det lyder ikke til, at dem der kalder dig "tykke" og "fede" ved, hvad de snakker om. Man kan undre sig over, hvorfor de har behov for at kalde dig det? For at føle sig bedre selv? Forkert, er det ihvertfald. Hvis du har mod på det, synes jeg du skal gå til din lærer (hvis det er i skolen, at det sker) og spørge om hjælp. Det er ikke okay, det, de andre siger, og det skal de have at vide. Hvis ikke, du har en lærer på skolen, som du snakker godt med og kan gå til, kunne det måske være en af dine forældre, et andet familiemedlem eller en pædagog fra klubben. Det er ihvertfald vigtigt, at få snakket om, og det kan hjælpe rigtig meget at få sat ord på de svære tanker.

Du skriver, at du er overvægtig. Jeg tror, man skal passe på med at lægge for meget i ordet "overvægtig". Ens vægt afhænger meget af, hvornår på døgnet man vejer sig, om man lige har spist, væskebalancen i kroppen, ens muskelmasse og knoglebygning eller ens menstruationperioder, hvor vægten også kan svinge. Så der er rigtig mange ting, der kan gå ind og påvirke vægten.
En anden ting er, at du er 13 år og teenager. Når man er i din alder, er der mange forandringer igang i kroppen, og dette kan også påvirke vægten og få den til at svinge meget. Som teenager er der mange hormoner på spil, og kroppen kan også her påvirkes af ting som travlhed og for lidt eller uregelmæssig nattesøvn. Nogle teenagere har også det, man kalder "hvalpe-fedt", og det forsvinder ofte med tiden. Derfor synes jeg nogle gange, det kan være lidt svært, at bruge ordet "overvægt", da det ofte ikke passer og ikke nødvendigvis bliver ved med at være sådan.

Jeg synes ikke, du skal opsøge og ønske dig anoreksi. Det er en meget ubehagelig og farlig sygdom, som kan have voldsomme konsekvenser. Anoreksi er meget usundt for kroppen, og i mange tilfælde medfører det underernæring, psykiske følgesygdomme og i værste fald dødsfald. Det er altså en meget alvorlig lidelse, som man på alle måder skal forsøge at undgå.

Hvis du stadig har det skidt med din krop, er der mange andre metoder, du kan bruge, for måske at kunne føle dig bedre tilpas. For det første kan du ændre lidt i dine kostvaner, så du spiser sundere. Mange små måltider om dagen i stedet for få store. Derudover er det en god ide at spise ting, som mætter - f.eks. fuldkorn, frugt, grønt, mælkeprodukter, nødder, kød og fisk. Mange får det også godt i kroppen af at undgå for meget kage, sodavand og søde sager. Lidt engang imellem er helt i orden. Men generelt bliver man glad af god og sund mad. Motion og sport er også godt for kroppen og ens selvfølelse. At få rørt sig kan give overskud og glæde. Man behøver ikke at gå til en fast sport - en god cykeltur til og fra skole, kan også gøre det.

Jeg synes, det er vigtigt, at du får snakket med nogle om det her. Ikke kun dine tanker omkring din krop, overvægt og anoreksi, men også omkring, at du cutter dig selv og har overvejet selvmord. Det er nogle voldsomme tanker, du sidder med og det er ikke nemt at gå med alene. Måske kunne du snakke med dine forældre eller en lærer, du har det godt med, på skolen. Det synes jeg ville være en god ide.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mvh.
Marie

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program