angst traumer

brevkassespørgsmål

angst traumer

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 1 måned siden

jeg har i 6 måneder haft angst for at blive voldtaget når jeg sover jeg har været til psykolog 1 gang det hjalp lidt men har bare tanken i hoved stadig væk om jeg ikke er vågnet mit liv var begyndt at blive virkeligt godt men så lige pludslig blev det virkeligt dårligt begrund af det her og jeg kan aldrig finde ud af det her kan ikke holde den tanke ud vær eneste dag føler der er nogen efter mig der prøver at lave seksuelle ting når jeg sover

Svar: 

Hej med dig

Det lyder virkelig som om, at det har været ubehageligt at være dig de sidste 6 måneder, da jeg kan høre at den her angst plager dig rigtig meget.

Du skriver, at du er angst for at blive voldtaget, og at det er tanker, der forfølger dig hver eneste dag. Vi mennesker kan blive rigtig bange engang imellem, hvilket i udgangspunktet er rigtig smart, da det er med til at hjælpe os i situationer, hvor vi er truet, og har brug for at søge hjælp eller flygte. Når der opstår en angstprovokerende situation, går der derfor et alarmberedskab igang oppe i hjernen, som hjælper os med at reagere hurtigt, når der er brug for det.
Men det her lille system oppe i hjernen, kan komme på overarbejde, hvis man går og er bange det meste af tiden, også når man er i situationer, der rationelt set ikke er farlige, som når man fx bare går på gaden eller ligger i sin seng om aftenen. Men hvis det her system er blevet rigtig følsomt, og derfor aktiveret det meste af tiden, kan det genere rigtig meget i dagligdagen, da angsten så vil få en rigtig stor plads, og måske sætte dagsordenen for hvordan ens dag kommer til at forløbe. Det lyder som om, at du på den måde hele tiden er påvirket af at være bange, og det må være rigtig svært at være i for dig.

Når du er meget specifik omkring, hvor længe du har haft den her angst for at blive voldtaget, tænker jeg, om du mon har været udsat for noget, som gør, at du er så bange for det. Om du måske har været udsat for noget seksuelt krænkende. Når jeg skriver det, tænker jeg at det både kan være rent fysisk, men også verbalt som fx trusler om seksuelle overgreb eller andet. Det kunne nemlig lyde som om, at der er noget som har sat den her angst igang hos dig. Du skal vide, at det er meget naturligt, at være plaget af angst, hvis man netop har haft nogle ubehagelige oplevelser, og det er noget som man ikke skal gå med selv, da det vejer alt for tungt på dine skuldre. Du skriver, at du engang har snakket med en psykolog omkring det, og jeg tænker at det måske kunne være en mulighed for dig, igen at snakke med nogle om det. Hvis du har lyst, vil jeg anbefale dig at kigge på en hjemmeside der hedder voldtaegt.dk, som hjælper mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, på den ene eller anden måde, altså både fysisk og verbalt. Du har stor erfaring inden for området, og er derfor rigtig gode til at hjælpe og rådgive. Du kan læse mere om dem ved at trykke her.

Men man kan også blive bange for noget bestemt, selvom det ikke er noget man selv har været udsat for. Det kan fx være at man er bange for voldtægt, fordi man kender nogle der har været udsat for seksuelle overgreb, eller man har hørt rigtig meget om det i nyhederne eller på de sociale medier, og derfor er blevet bange for det. Når man hører rigtig meget om noget ubehageligt, som fx voldtægt, kan man få en ide om, at det er noget der næsten er normalt og sker for rigtig mange mennesker, selvom det heldigvis kun sker for få. Du skriver, at du især er bange for, at der er nogle der skal lave seksuelle ting med dig, når du sover, og jeg forestiller mig derfor, at det må være rigtig svært for dig at falde i søvn om aftenen. Det kan være det er så svært, at du faktisk ikke sover så meget, og når man ikke får søvn, er det endnu sværre for ens krop og hjerne, at tænke og handle efter det som er mest fornuftigt.

Når de her tanker opstår og forfølger dig, tænker jeg, at du måske kan prøve at udfordre dem lidt. Du skal vide at tanker ikke er fakta. Tanker er noget der foregår uafhængigt af det, der foregår i det virkelige liv, men på trods af det, kan det nogle gange føles som om, at ens tanker fylder hele ens verden, og har betydning for hvordan man handler og håndterer livet. Men man skal passe på med, ikke at lade ens tanker tage kontrollen over ens liv. Så når du har tanker om, at der er nogen efter dig, kan du overveje om du kan udfordre de her tanker. Du kan fx tage et papir, og skrive nogle forslag, til nogle alternative tanker du kunne have, når du får tanker om, at der er nogle efter dig som vil voldtage dig. Du kunne fx skrive, hvor sandsynligt er det at det vil ske, at der er nogle efter mig?
Hvor mange gange har jeg tidligere gået på gaden, uden der har været nogle efter mig? Hvor ofte har jeg sovet i min seng, uden at der sket noget? På den måde, kan du se om du kan opbygge nogle mere realistiske tanker, og prøve at bryde de her negative automatiske tanker, som opstår hos dig, når angsten overtager hele din krop. Det her papir kan du have med dig, til at minde dig om alternative tanker, når dine tanker bliver for svære. Derudover kan du, når du skal sove, se om du kan gøre noget for at forhindre at angsten dukker op, fx falde i søvn med musik i ørerne, eller læse en bog, eller andet som kan hjælpe dig med at aflede de ubehagelige tanker. 

Du skriver også, at dit liv var begyndt at blive rigtig godt, men at det nu er blevet dårligt igen, pga. angsten for voldtægt. Det lyder som om, det er rigtig svært at være dig, og det må være hårdt at have det sådan. Jeg tænker på, om du mon har nogle, som står dig nær og som du er tryg ved. En som du kan snakke med om hvordan du går og har det, en mor, far, søster god ven eller anden person som er tæt på dig. Nogle gange kan det være så rart, at snakke med nogle der kender en godt, om de ting der er svære.

Jeg håber snart at du får det bedre, og får kontrol over angsten. Jeg tror på dig, og på at du kan overvinde den.

Bedste hilsner

Annika

 

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program