Kære du,

Det lyder bestemt ikke rart at være ramt af angst på den måde du beskriver i dit brev. Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret over, at det er blevet værre på det sidste. Jeg synes det er super sejt at du er opmærksom på det og har haft modet til at snakke om det med din lærer og sundhedsplejersken. Jeg kan godt sætte mig ind i at du kan være bange for hvad der kommer til at ske nu. Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du får god hjælp til at få styr på dine bekymringer, tanker og angsten!

Jeg synes det lyder som en god plan måske at snakke med en psykolog eller AKT, da jeg også hører et ønske fra dig om at have tid og ro til at få snakket ordentlig om det med en, som ikke er dine forældre. Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være rart at snakke med nogle, som ikke kender en, og som man ikke også skal være sammen med bagefter (nødvendigvis). Jeg kan godt forstå du er bange for hvad der nu kommer til at ske, det tænker jeg er en helt naturlig reaktion, da de fleste kan blive nervøse for noget de ikke kender til eller som er nyt for dem. Jeg tror dog, det er det helt rigtige for dig. Jeg er glad for at høre at din lærer og din sundhedsplejerske begge har taget dig seriøst og alvorligt og det lyder til at de vil gøre hvad de kan for at du kan få hjælp til at få det bedre!

Indtil du finder ud af hvad der skal ske, tænker jeg måske også du kan prøve at få styr på dine tanker ved at skrive nogle af dem ned. Man kan kalde det for en form for dagbog. Selvom det måske lyder mærkeligt, så kan det faktisk hjælpe at få tankerne ud af hovedet og ned på papir, så man bedre kan danne sig et overblik og få plads til andre og mere positive tanker. Måske ville du også kunne bruge det når du på et tidspunkt forhåbentligt skal snakke med en psykolog eller AKT. Det skal være helt fuldstændig op til dig om det er noget du vil prøve, men modsat tænker jeg ikke det kan skade at prøve. Måske finder du ud af at det hjælper dig?

For nogle kan det også hjælpe at kigge på tankerne (dem du har skrevet ned) på et tidspunkt hvor du ikke længere er ramt af den bekymring eller angst, og så tænke over den med din rationalitet og logik. Man kalder det at lege detektiv på sine egne tanker. Du kan for eksempel spørge: hvad er beviset for at det jeg er bange for kommer til at ske?, hvad er fakta på at det kommer til at ske?, hvad vil der sandsynligvis komme til at ske?, Hvad er min realistiske tanke?. Jeg ved godt at det kan være svært, og det tager tid, men jeg skriver det fordi jeg tror det kunne være en støtte i den her periode hvor du er ramt af angst men lige pt. ikke snakker med nogle om det.  Måske vil du komme til at mærke at dit angstniveau falder og bekymringerne mindskes?

Selvom du skriver, at du ikke vil snakke med dine forældre om det, så kan du jo godt stadigvæk bruge dine forældre som en støtte når du har det svært. Du kan jo eventuelt fortælle dem når du er bange eller bekymret eller har mange tanker, så de ved at du måske er lidt ekstra sårbar lige den dag, eller de kan hjælpe dig med at komme igennem de mange tanker og bekymringer. Jeg synes det er helt fint at du gerne vil snakke med nogle andre, et andet sted, hvor der er god tid til at snakke om din angst og hvordan du har det. Grunden til at jeg alligevel skriver det med dine forældre, er, at jeg håber du også bruger dem når du ikke lige kan snakke med din lærer, sundhedsplejerske eller psykolog. Angsten kan jo også ramme om aftenen eller i weekenden. Det er nemlig vigtigt, at du ikke føler dig alene med dine tanker og bekymringer, da jeg tror det kun gør det værre. Alle mennesker møder modstand i livet og ingen mennesker kan klare det alene.

Jeg synes du er helt vil sej, modig og stærk at du tør bede om hjælp når du har brug for det. Det er virkelig noget du kan være stolt af!

Jeg ønsker alt det bedste for dig og håber du får det meget bedre!

De bedste hilsner,

Astrid