angst

brevkassespørgsmål

angst

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

vi havde en brand her for ca. 2 år siden og nu er jeg bange for alt der har med ild at gøre og nu jeg kan ikke engang se  på et sterinlys når det er tændt. ved du/i hvad jeg kan gøre.

Svar: 

0
false

18 pt
18 pt
0
0

false
false
false

Kære du

Det må være rigtig ubehageligt at have oplevet en brand og det lyder som om, at det også er noget der har påvirket dig meget. En brand er noget der både kan true os på livet og som kan ødelægge de ting vi holder af og jeg kan godt forstå, at det er rigtig svært for dig at have oplevet det. Derfor synes jeg også at det er godt gået, at du har valgt at skrive hertil for at fortælle om dine tanker og spørge til råds om, hvad du kan gøre for at slippe de væmmelige tanker. Jeg vil komme med mine tanker omkring det som du skriver i dit brev og give dig nogle idéer til hvad jeg tænker vil kunne hjælpe dig til at komme af med den angst du oplever.

Jeg tænker, at det må have været noget af et chok at opleve en brand og at det chok har påvirket både din krop, dine reaktioner og dine tanker. Måske har du levet et dejligt og trygt liv inden branden, hvor du heldigvis ikke har skulle tænke på hvad der kan ske af væmmelige ting og måske endda det, at man kan miste dem man elsker? Når man så pludselig oplever noget så voldsomt som en brand, kan der komme tanker omkring, at man kan miste alt det man elsker. Det er helt normalt at man oplever en angst efter noget så ubehageligt som en brand i ens hjem og det kan være noget der sætter sig inde bagerst i ens hoved og som så kommer frem hver gang man ser noget der minder en om brænd og ild. Det er rigtig væmmeligt at opleve, fordi man ofte ikke selv har kontrol over følelserne og ikke selv kan bestemme hvornår de kommer og hvordan man reagerer på dem. Jeg tænker, at det måske også er sådan du har det?

Det er vigtigt at du ved, at dine tanker ikke er forkerte og at der er en helt naturlig forklaring på, hvorfor du er angst for fx stearinlys. Det betyder dog ikke, at du skal blive ved med at have det sådan! Det er nemlig meget vigtigt at du får noget hjælp til at arbejde med dine tanker, for ellers er det desværre sådan, at de kan blive værre og værre. Jeg tænker at det vil være rigtig godt, hvis du kan prøve at sætte ord på de tanker du oplever når du er angst. Det kan være rigtig svært, men du kan prøve at skrive ned hvad du føler. Fx ”jeg er bange for at stearinlyset vælter og at vores hus skal brænde” eller ”jeg er bange for at miste min … ”. Samtidig er det rigtig vigtigt at du får snakket med nogle om dine tanker og jeg tænker, at det vil være rigtig godt at fortælle dine forældre om det, hvis det er en mulighed? Hvis de også var tilstede under branden, vil I helt sikkert have nogle af de samme tanker og det hjælper ofte rigtig meget, hvis man får snakket højt og sat ord på den angst man har. I kan også sammen sætte nogle røgalarmer op i huset, hvis I ikke allerede har det. For selvom det heldigvis er meget sjældent at der opstår brand, kan det hjælpe dig at vide, at du altid vil kunne høre det, hvis der skulle ske noget.

Til slut vil jeg sige, at jeg synes det er rigtig godt at du tager din angst efter branden alvorligt. Det er vigtigt at du får hjælp til at håndtere den og jeg tænker også, at du sammen med dine forældre eller en anden voksen kan snakke om, hvorvidt det ville være rart for dig at snakke med en psykolog. Du fortjener nemlig ikke at gå og være bange og heldigvis er angst noget man kan arbejde med, så man til sidst kan slippe den. En psykolog har en masse gode redskaber og øvelser der kan hjælpe en af med angsten og fordi der er så mange der oplever det på et tidspunkt i deres liv, er det noget de fleste psykologer er rigtig dygtige til at hjælpe en af med.

Jeg håber du har kunne bruge mine tanker og råd og at du har mod på at snakke med en voksen om dine tanker og følelser.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program