Kære du,

Ud fra alt det, som du skriver til mig, forstår jeg virkelig godt, at du har det meget hårdt lige nu. Jeg vil hjælpe dig alt det bedste, jeg kan. Men jeg vil fra start af sige, at jeg kan ikke svare på, om du har social angst. Hvis man vil have svar på et sådanne spørgsmål, skal man kontakte sin egen læge. Jeg har læst dit brev meget grundigt og vil for din skyld prøve at samle det lidt sammen med nogle overskrifter, så det virker lidt mere overskueligt at gå til. 

DIN MOR:

Jeg læser ud fra, det du skriver, at din mor har en hjerneskade, og at det på nuværende tidspunkt kan være vanskeligt at gå ud, fordi du er bange for, at der skal ske hende noget. Du fortæller mig, at du kan have dårlig samvittighed, når du har været oppe at skændes med hende, fordi du ved, at det ikke er godt for hende. Jeg forstår ganske udmærket, at du er bekymret for din mor og hendes sygdom, og hvordan det vil udvikle sig, og hvordan det kommer til at påvirke dig.

Det er aldrig rart, når nogle, man elsker eller holder af, er syge. Og man ville ønske, man kunne gøre noget, så det hele blev bedre. Og sommetider har man det bare som om, at man bare vil sove og så vågne op, og at det hele viser sig bare at være et mareridt. De følelser og tanker, du har, er ganske forståelige. Og du skal ikke skamme dig over dem eller have det dårligt med dem. 

Følelser er nu engang, som de er, men heldigvis kan man gøre noget ved dem. Og en af de ting, der kan hjælpe lidt på det, er at tale med nogen om det. Og det er også derfor, at det er godt, at du f.eks. skriver herind. Men har du overvejet muligheden for, om der er andre voksne i din familie eller blandt venner, som du kan bruge til at tale med?

At din mor og dig skændes, skal du ikke have dårlig samvittighed over, selvom jeg godt forstår, at du har det. Men at være 13 år og skændes med sin mor, er en ganske normal ting, som alle piger gennemgår. Du er i en alder, hvor alle piger på en eller anden måde løsriver sig fra sin mor. Du er i gang med at finde dine egne fødder at stå på, og det skal du hverken skamme dig over eller have det dårligt med. 

Det kan måske også være, at de skænderier, som du har med din mor, opstår, fordi du føler, at du ikke kan stille noget op over for hende. Du kan måske have følelsen af, at du ikke kan gøre hende rask. Det er det, man kan kalde en følelse af afmagt. Og den følelse kan alle mennesker have på forskellige tidspunkter i deres liv. Hvis du lærer følelsen at kende og ved, hvad den gør ved dig, kan du bruge den senere hen i dit liv til at tackle andre hårde ting i dit liv. 

AT DU SELV GØR NOGET:

Det er super godt og modigt, og en sund reaktion, at du opsøger hjælp ved dine lærere. At det ikke har haft et så heldigt udfald, og at det vækkede lidt bekymring ved din forældre, skal du ikke tage dig af. Det er bare op på hesten og opsøge den hjælp, du kan. Jeg tænker på om, du ikke kan bruge din far noget mere i forhold til dette? Overvej at fortælle ham, hvordan du har det, og samtidig fortæl ham, hvad du selv overvejer kan hjælpe dig.

F.eks. synes jeg, at du skulle overveje muligheden i, om det ikke vil være en god ide, at du aftaler med dine lærere om, det er okay, at du trækker dig fra timerne, når du har behov for det. At du lige finder et sted, hvor der er ro til, at du lige kan samle dig eller lave dine lektier eller læse i din frilæsningsbog. Det vil der overhovedet ikke være noget forkert i. Og der kunne du gøre brug af din fars støtte.

Hvis du f.eks. føler, at du har brug for at få svar på, om du har social angst ved lægen, synes jeg også, det vil være en god ide, at du bruger din fars støtte til det.

Grunden til at jeg forsøger at gøre dig opmærksom på din far, er, at han helt sikkert gerne vil hjælpe dig. Men måske ved han ikke helt, hvordan du har det, hvis du ikke fortæller ham det. Og der er intet galt i at snakke med sin far. Det kunne faktisk være, at han kunne være en større støtte for dig og din lillebror, hvis det var, at han lige blev gjort lidt opmærksom på, at hans børn også kan have nogle følelser, som måske minder lidt om hans. For jeg tror, det vil gå op for jer alle tre, at I måske har det til fælles, at I alle tre oplever en frygt for at miste.

At du også har forsøgt at kontakte Børnetelefonens chat og Girltalk er også to gode ting. Og når du så føler, at det ikke lige rækker til og fortsat opsøger hjælp ved at skrive herind, er virkelig gode og sunde tegn. Du lader ikke stå til. Du tager ansvar - og det er meget sejt af dig.

Jeg vil gerne varmt anbefale dig at tjekke børn, unge og sorg ud. Der kan du under fanen "når en i familien bliver alvorligt syg" - læse om andre, der har syge forældre. Du kan skrive til dem, som her. Du kan chatte med dem direkte. De har også flere forskellige online forum, hvor du kan skrive med andre, som står i den samme situation som dig. Hvis du har hellere har lyst til at skrive med en fra vores chat, er du også velkommen her.

HOVEDPINE:

Du fortæller, at du døjer med en hovedpine hele tiden, og at du på et tidspunkt har taget flere piller i løbet af en dag. Det er godt, at du er stoppet med det. At tage så mange piller flere gange i løbet af dagen er ikke sundt, og der sker også det, at kroppen faktisk bliver så vant til dem, at det ikke længere hjælper. Det er det, man kalder at blive immun over for dem. Så det er rigtig godt, at du er stoppet med det. 

At du døjer med hovedpine kan skyldes mange ting, f.eks. at du er meget ked af det indeni, og at du spekulerer for meget og har for mange tanker. Det, at du hele tiden bekymrer dig, kan så påvirke din krop, så du spænder for meget i skulder og nakke hvilket kan give hovedpine. Mine råd er: Prøv at tænk over, om du måske kan slappe lidt af i skulder og nakke, om det hjælper dig. Husk også at drikke en masse vand i løbet af dagen. Og forsøg at få frisk luft. Og jeg kan virkelig varmt anbefale dig at sørge for at gå en tur eller løbe en tur halv time, gerne så tit, som det passer dig. Det kan være med til, at du slapper lidt mere af og måske tænker lidt mindre. Måske kunne du sommetider tage en veninde eller din lillebror med på en lille gåtur eller en løbetur. At komme ud, bare for en lille gå tur, kan have en enorm stor virkning på humøret og på hovedpinen. 

Hvis du føler, at hovedpinen ikke holder op, så synes jeg også, at det var noget, som du kunne bruge din far til, og sammen kunne I kontakte lægen for at tjekke, om der skulle være noget i vejen. 

Hvis du inderste inde har opbygget en eller anden frygt for, at du måske fejler det samme som din mor, kan det være, at du faktisk helt ubevidst, uden at du ved hvordan, får denne hovedpine. Hvis du kan genkende den følelse omkring din hovedpine, så synes jeg, det er vigtigt, at du taler med din far om det. Og der synes jeg, at det ville være vigtigt, at du kommer til at tale med en psykolog. Hvis du skal starte ved en psykolog, kan det enten ske ved kontakt gennem din læge og så med henvisning, men det kan også være, at din far ville kunne finde en psykolog til dig uden henvisning. Men det skal din far nok hjælpe dig med under alle omstændigheder.   

Jeg bemærker også, at du skriver meget i, hvordan det var før, og hvordan det er nu. Har du overvejet muligheden i, at prøve at tænke på, hvad det lige præcis er, der gør det anderledes fra før til nu. Mange kan det være en god ide at kigge på sit liv, for at se efter grunden til, at man pludselig har det hårdt. Du kunne måske skrive ned på en liste med to spalter før og nu og notere, hvad der har ændret sig fra tidligere. Dette er helt sikkert også en måde, en psykolog ville arbejde med dig på, så hvis du på et tidspunkt begynder hos psykolog, kan du vise vedkommende listen.

KÆRESTE:

Du fortæller mig, at du oplever, at din kæreste presser dig lidt. At han siger, at han giver og giver, og at du ikke giver. Og at du kan have vanskeligt ved at fortælle ham, at du elsker ham.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at du fortæller ham, hvordan du har et og hvilke tanker, du har. Det er vanskeligt for ham at give dig det rigtige, hvis han ikke ved, hvad det er han skal give dig. Hvis du f.eks. siger til ham, at du har brug for lidt mere forståelse, så kan det være, at han kunne give dig det. Men jeg tror, at det er vigtigt, at du er meget præcis med, hvad det er du har brug for, fordi det kan være rigtigt svært at forstå din situation, når man ikke selv har prøvet det. Så hvis du f.eks. sagde til ham, at du havde brug for at i sommetider gik en tur og bare talte sammen, så kunne det være han kunne være med på den. Det kunne f.eks. også være, at du følte, at du havde brug for lidt mere tid til at tale sammen, så bliver du nødt til at fortælle ham, hvad det er du, har brug for, I taler om. Sommetider skal drenge have tingene lidt mere præcist, så de ved, hvordan de kan hjælpe. 

Det med, at du kan have vanskeligt ved at sige til ham, at du elsker ham.  Det kan måske være fordi, at det er en meget svær ting at sige, og det kan godt kræve lidt mere tryghed og tillid at sige til nogen, at man elsker dem. Og det kan også være derfor, at du ikke helt føler dig til rette med at sige det til ham. Hvis det er sådan, du har det, er der ikke noget i vejen for at sige det, som det er. Det er faktisk også at give noget af sig selv ved at være ærlig omkring sig selv. 

Følelsen af at skulle sige til nogen, at man elsker dem, kan også være svær, fordi man kan føle, at man viser hele sig selv, og at man er bange for at miste personen. Og det er bare sådan, at det elske, er også risikoen for at miste. Og det leder mig til mit sidste punkt.

STOL PÅ DIG SELV:

Du virker som en sund og fornuftig pige med nogle hårde ting at tumle med, men med alt det, som du fortæller mig - virker det som om, at du tackler det helt okay. Så stol på dig selv - du gør en masse rigtig gode og sunde ting. Jeg kan kun opfordre dig til at stole lidt mere på dig selv, fordi det vil gøre, at du måske kan stole lidt mere på andre, og at du rent faktisk tør have modet til f.eks. at snakke lidt mere med din far, eller f.eks. din veninde gennem 8 år eller f.eks. din kæreste. Hvis du har lidt svært ved at tage de første skridt til f.eks. at tale med din far, kan jeg varmt anbefale dig at vise ham det her brev og det her svar, fordi så har i noget at tale ud fra.

Jeg håber virkelig, at du vil stole lidt mere på dig selv fremover. Og jeg mener virkelig, at du er sej pige!

Jeg ønsker dig alt det bedste - Knus Thilde