Kære brevkasse... jeg har aldrig skrevet til en brevkasse om problemer før, selvom jeg har haft mange, men nu er det så svært at jeg ikke ved hvem jeg skal gå til.... Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 4 år nu og de fire år har været præget at psykisk og en lille smule fysisk misbrug.... Min kæreste siger han elsker mig meget højt og at han vil blive sammen med mig forevigt.... når han altså er glad for mig.... men siden vi mødtes har skænderier været en stor bestandel af vores forhold... I starten var det reelle skænderier om reelle ting - såsom at en jaloux eks-flirt kontaktede ham med trusler og forfalskede billeder af mig og mail som jeg angiveligt skulle have skrevet og sendte dem til ham.... der var meget jalousi også fra min kærestes side og i starten gik vores skænderier ud på om jeg måtte have drenge-venner (i starten holdt jeg på min ret og blev ved med at tale med de fyre jeg kender - men langsomt begyndte jeg at blive svag og give line til ham så jeg til sidst helt holdt op med at tale med dem), derefter var han fortsat meget jaloux og at jeg gik i skole var et problem også så jeg droppede ud af handelsskolen pga at det var så svært at håndtere hans jalousi og mistænksomhed overfor mine mandlige klassekammerater og mig. Det var et stort slag i min stolthed for jeg har altid været god i skolen og troede aldrig at jeg skulle droppe ud af 2.g. og jeg mistede kontakten til mine veninder ligeså langsom fordi han ikke kunne klare at jeg gik i byen med dem eller bare tog på café med dem... den eneste som jeg bevarede kontakten til var en pakistansk pige der ikke går i byen eller drikker og som han på en eller anden måde kunne acceptere bedre end alle andre - han er selv pakistaner. Jeg begynder efter et par måneder på hf som blev det rene helvede for mig - han skrev og ringede tit til mig når jeg var i skole og sagde at nu var det forbi eller nu vidste han det hele og så skulle jeg bare "fucke af" - det er hårdt når man elsker nogen rigtig meget og det føles som en psykisk mavepuster at få sådanne beskeder fra den man elsker allermest i hele verden. jeg græd tit på toiletterne og jeg skændes tit med ham på telefonen i frikvartererne og alle vidste ligesom fra det at vores forhold var svært - selv lærerne... hans jalousi gjorde at jeg isolerede mig fra fællesskabet i klassen og jeg kom aldrig til skolefester eller til gallafester og jeg festede ikke engang med min klasse da jeg blev student. Det var kun min vilje til ikke at fejle én gang til der fik mig til at komme igennem hf - jeg fik masser af sympati fra mine veninder i klassen men det var aldrig nok til at jeg kom ud af forholdet for jeg elskede ham for meget og han betød så meget i mit liv. Jeg klarede min eksamen rigtig godt og fik min hue med et snit på 10,8 og alle var helt vildt stolte af mig og syntes jeg var så dygtig men jeg var ikke rigtig lykkelig - for jeg måtte ikke tage ud og fejre det med min klasse - jeg var stolt og glad over at få min hue men dagen hvor jeg skulle have mit eksamensbevis og ud og køre i vogn med klassen skrev han vrede og grimme beskeder til mig og hele dagen var ødelagt for mig... jeg tog ikke ud og køre i vogn med klassen jeg tog hjem og græd - jeg sagde til mine kammerater at jeg var syg. det var der sikkert ingen der troede på længere - for jeg havde undgået sådan nogle ting i to år!! Jeg begyndte på CBS lige med det samme efter hf og var entusiatisk til at begynde med men hans jalousi holdt mig igen udenfor alt det sociale der er på et studie så efter eksamenerne i vinter holdt jeg helt op med at komme til timerne og læser bare herhjemme... jeg er hjemme det meste af ugen på nær når jeg er sammen med ham... nogle gange tager jeg ud og shopper men kun kort og kun hvis han er i godt humør. Alle de her fire år har båret præg af at han skælder mig huden fuld: bitch, luder, kælling, fucking idiot, jeg hader dig, jeg vil ikke have dig, du er dum, du er grim, hvad tror du du er?, jeg kan få 1000 piger bedre end dig, du er ingenting... osv.... Efterhånden er det kommet så vidt som at han kan skændes med mig over de mindste dummeste ting som mit tonefald eller at han kan "se på mig at jeg lyver" eller at han kan høre det.... eller hvis jeg som idag kommer til at skrive forkert i en sms ved et uheld for trykket på det forkerte bogstav fordi jeg skal nemlig svare hurtigt når han skriver eller ringer ellers bliver han også sur - idag ville jeg skrive baby og kom til at skrive babu istedet og sendte sms'en inden jeg nåede at se at der stod babu og så mente han selvfølgelig at jeg måske kendte en eller anden der hed babu. Jeg må heller ikke se eurovisionens melodi grandprix noget jeg ellers ELSKER fordi jeg før ham kendte folk i israel.... Han kontrollerer alt i mit liv indirekte og direkte - han kan sige at jeg skal have et eller andet tøj på og hvis jeg ikke synes det er pænt eller klæder mig bliver han sur fordi jeg ikke gør hvad han siger. i torsdags var vi oppe og skændes igen (det sker snart en gang om ugen nu) og han hadede mig og ville have at jeg skulle fucke af han gjorde nar af mig og truede med at gå sin vej og jeg elsker ham og er måske ret afhængig af ham og var selvfølgelig dybt ulykkelig men han var helt kold og gjorde grin med mig og jeg var lige ved at tage mit eget liv og han grinede ad mig og slog mig 5 gange - altså virkelig syngende lussinger så hele mit hovedet rystede og jeg har stadig ondt idag... og truede mig med at hælde kogende vand over mig og holdt en køkkenkniv mod min strube, stak den i min arm uden at det begyndte at bløde men nok til at jeg kunne mærke det og nok til at jeg blev bange og slog mig på låret hårdt med den flade side af kniven.... Jeg var så oprevet og ude af migselv og det eneste jeg ønskede var at han skulle forstå det og holde op med at hade mig og elsker mig som han gør det meste af tiden... jeg ville bare have at han skulle elske mig... Jeg ved godt at det lyder helt bizart - det gør det for mig nu når jeg skriver det....jeg bliver helt pinlig over at jeg ikke har mere rygrad end dette - folk siger måske at man skal komme over det og komme væk men jeg kan bare ikke!!!! Han slog mig rigtig rigtig hårdt og lod mig ligge på køkkengulvet og gik ind i stuen for at ringe til sin familie i pakistan... jeg gik up på toilettet og tog koldt vand i hovedet... og sad derude og græd mens han grinede og talte med sin familie dernede... en times tid senere sagde han undskyld for at han havde slået mig og at det bare var fordi jeg havde grædt så meget og jeg sagde det var ok og at vi skulle glemme det nu og jeg håbede på at nu ville alt blive ok igen og jeg orkede ikke blive ved med at skændes med ham.... derefter var jeg sammen med ham indtil fredag - så tog jeg hjem til min far og han sagde at han ville træne og så ville han komme senere... han kom slet ikke i den her weekend og det var ok han var sød og sagde undskyld og han havde noget andet at lave - jeg var skuffet men sagde ok og vi aftalte at mødes i næste weekend. i dag blev han så sur på mig igen - i dag var det fordi jeg gentog migselv 3 gange... og det var ligegyldigt hvad jeg sagde derfra - han blev mere og mere truende - og truede med at gå fra mig og med at ringe til en anden pige og gå med hende osv. kaldte mig grimme ting.... jeg græd og var helt fra den mentalt.... og han blev ved og ved og ved og ved og sagde at han er træt af mig og at han ikke vil have mig - jeg spurgte ham om hvorfor han gør det her mod mig og om han er ond - det tog han som at jeg sagde direkte til ham at han er ond og derfor sagde han at han vil gifte sig med mig når han er 30 om 5 år og før det vil han ikke have sex med mig eller kysse eller kramme mig overhovedet - og hvis jeg vil være med ham skal jeg acceptere det - det gjorde jeg så for jeg er helt ødelagt indeni og jeg vil ikke miste ham - og så føjede han til at han heller ikke kommer i den her weekend - noget jeg ellers har levet for de sidste par dage.... så jeg var helt ødelagt og brudt ned men han blev ved at sparke til mig (i overført betydning - vi talte i telefon) .... jeg ved godt jeg burde være stærk og gå fra ham hvis han ikke kan respektere mig og alt det der ophra-noget - men jeg er ikke stærk nok tror jeg..... jeg har kun min far min mor døde da jeg var lille og jeg vil bare så gerne have den der tætte relation med nogen - jeg vil holdes om og passes på og det gør han (nogle gang når han altså ikke flipper ud på mig).... jeg føler mig alene - jeg har ingen veninder tilbage - og kun min familie tilbage som socialt netværk - og ikke bare det - jeg elsker ham!!! jeg ville virkelig gøre alt for ham - ikke for den del af ham som han viste mig i nat men den anden del af ham.... Jeg elsker ham og jeg er ikke ovre ham - jeg ved han kunne gå ud og finde en ny pige hurtigere end jeg kan nå at sige farvel - men det kan jeg ikke - og jeg skal se ham og hende sammen på gade og vide at han er kommet videre men at jeg stadig er ingenting og at ingen er med mig. jeg er ikke en køn pige. jeg er let buttet nogle steder på kroppen jeg har rigtig jødisk dameskæg (ikke så meget men lidt) og jeg har haft acne de sidste 8 år - så min hud er bådet arret og hærget af nye bumser der dukker op flere gange om måneder - og det er ikke små bumser der er sådan nogle kæmpe nogle der får dele af mit ansigt til at hæve op og jeg har tit store buler i ansigtet... jeg føler mig grim og ubrugelig og jeg tror ikke nogen anden vil have mig... jeg har gjort ham til hele mit liv og alt jeg har - jeg har næsten kun gode minder tilbage med ham - jeg har endda taget ham med til min mors grav et par gange så jeg kan ikke engang tage derhen uden at tænke på ham på en eller anden måde... jeg er loyal og god og sød og rar og ordentlig synes jeg selv men han bebrejder mig alting - alting er min skyld hele tiden... jeg er altid den der gør det forkert og han har ret i alting.... jeg er så træt og det gør så ondt indeni!!! jeg har nogle gange haft lyst til at jage en kniv i brystet for at få smerten væk .... det gør mig helt syg indeni - men han forstår det ikke og bliver ved at køre på mig når det eneste jeg har brug for er at han skal elsker mig og støtte mig.... jeg vil have det her til at fungere eller ud af det - men jeg er bange for at det skal slutte - jeg klynger mig til ham som en baby og gør alt han siger i håbet om at han vil blive hos mig og accepterer behandling fra ham som jeg ikke ville acceptere fra nogle andre... jeg er i tvivl om migselv og forvirret... jeg er så tom indeni det eneste der er tilbage er den her knude der bare æder mig op... og der eneste jeg ønsker er at han ville stoppe med at være vred på mig og at han vil elske mig men han bliver ved...... jeg tigger og beder ham om at stoppe men han hører mig ikke han ser mig næsten ikke som et menneske bare et problem i hans liv.... Jeg har vist mistet sporet i det jeg skriver - jeg ved vist ikke helt hvad mit spørgsmål er udover hvordan kommer jeg enten ud af det her eller får ham til at behandle mig bedre? Jeg er bange for at være uden ham og bange for den smerte det er at miste ham. det gør så ondt lige nu og jeg beder til Gud for at han skal blive "go igen" og elske mig igen.... Kære brevkasse - jeg er så tom indeni og føler kun smerte og angst for at miste ham... hvordan skal jeg klare det her og leve videre enten med ham eller uden ham? lige nu ser det lettest ud at hænge mig selv..... og det er jeg da klog nok til at vide at der så er noget helt galt med mig.... eller?... undskyld hvis de ikke er skrevet ordentligt eller er for langt... jeg vidste bare ikke hvor jeg skulle starte og hvor jeg skulle slutte for at forklare det forhold jeg er i og den smerte jeg har...