Alt er noget lort!

brevkassespørgsmål

Alt er noget lort!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 15 år 9 måneder siden

Det er noget pis her for tiden!
Jeg har det ikke specielt godt. Jeg er tit sammen med mine venner, men når vi så går hver til sit, så får jeg det dårligt, ligesom en smule savn.
Ved ikke hvad det er jeg savner. Men et eller andet. Håber I måske kunne hjælpe mig med en forklaring.
Er også blevet pisse træt af skolen, her for tiden. Bliver i dårligt humør af at være der.
Det er kun mine venner, der holder mig oppe.

Har et andet problem. Det er ligesom min bedste veninde ikke rigtigt gider, at være sammen med mig, men tror skam jeg har kærligheds-følelser for hende.
Er utrolig forvirret og mærkelig for tiden.

Håber i kan hjælpe.
 
 

Svar: 

Kære dreng 15 år

Jeg synes, at det er flot, at du skriver ind og gerne vil finde en løsning på dit problem. Det er modigt af dig at være så åben.

Du skriver, du ikke har det specielt godt og at du får det dårligt, når du og dine venner går hver til sit.
Det lyder som om, det er en tomhedsfølelse du får, når du ikke er omgivet af andre mennesker. Du beskriver det som et savn – noget du mangler eller gerne vil have.

Tomhedsfølelsen, når vennerne ikke er der, kan skyldes, at der er en masse du tænker på, som du kan glemme når du er sammen med andre mennesker. Tomheden kommer igen når du er alene igen! Det er typisk, at det er nemmere at glemme noget, der gør ondt, når vi er omgivet af andre. Så glemmer vi det, vi tænker på.

Det du savner, er måske at fortælle, hvordan du har det til dine venner eller din veninde?
Det hjælper at sige højt om tingene – så virker det ikke altid så svært. Det er som om man får mere styr på det man tænker på, ved at tale med nogen om det. Så er du ikke overladt til dine tanker.
Det lyder til, at du har nogle venner, som du holder af at være sammen med! Det er godt at have venner at snakke med.

Du skriver, at du har et andet problem. Det er ligesom din veninde ikke rigtig gider være sammen med dig og at du måske har kærligheds-følelser for hende.
Det bedste er simpelthen at tale med hende om det. Og måske også hvordan du føler for hende. Det vil være meget modigt af dig. Det kan jo være hun har det på samme måde som dig.

Du kunne prøve at tale med en du har tillid til om dine følelser for hende og om din forvirring. Det kunne være du ville tale med en af dine venner om det?
Det kan være, at han eller hun har oplevet noget lignende.

Har du brug for flere råd til at få gang i en samtale med dine venner din veninde kan du altid logge ind på chatrådgivningen og tale med en af rådgiverne. Det er et godt sted at øve sig, hvis du er usikker på, hvordan du skal komme i gang med en snak eller hvad du skal sige.
Du må også meget gerne skrive til mig igen!

Held og lykke
Loa
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program