Afhængighed
Afhængighed
Hej Cyberhus.
Det er lidt svært at forklare, men I det sidste halvår(måske længere tid) har jeg fået nogle ekstrem dårlige værdier, hvis man kan sige det sådan. Nu vil jeg gerne være anderledes, faktisk vil jeg til tider gerne være en helt anden.
Jeg føler mig totalt pinlig over, at de tre ting jeg hele tiden har lyst til er at bruge penge, ryge og se porno. Hver gang jeg bare keder mig lidt, følger jeg træng til at gøre en af tingene. Dette har fået en del konsekvenser i mit liv, følger jeg. Jeg kan ikke binde mig til personer, fordi jeg er pinlig over mig selv. Jeg er generelt også ret fraværende, fordi jeg hele tiden er et andet sted i mit hoved. Hvis jeg ikke får opfyldt mine ”behov” sidder jeg hjemme på mit værelse og er ynkelig og tuder. Faktisk føler jeg disse tre ting er hele omdrejningspunktet i mit liv. Jeg tjener penge for at have råd til tøj og smøger, jeg laver mine lektier, fordi så har jeg det lidt bedre med mig selv og jeg er sød ved mine forældre, for så kan de jo være de gir lidt penge.
Det værste er de dage, hvor jeg ikke har lyst til at være sådan. Jeg er helt rastløst og starter på en helt masse projekter, som jeg aldrig afslutter. Laver kostplaner, maler osv. Jeg tager mig aldrig sammen til at rent faktisk få gjort noget færdig. Andre dage sidder bare og græder og føler mig som et forkert menneske.
Jeg vil ekstrem gerne have de samme værdier som andre teenager veninder, familie og uddannelse, men jeg ved bare ikke hvordan. Pigerne, der hvor jeg går i gymnasiet, er jeg ikke god nok til, hvis man kan sige det sådan. Jeg ved ikke om det er, fordi jeg har dette problem, eller fordi de bare er nogen tabere der ikke respektere andre mennesker, men jeg oplever tit at jeg siger et eller andet højt og tydeligt og de vælger bare at lade være med at svare. Det sker ret ofte. Jeg føler mig helt forket og ynkelig, og jeg er ekstremt pinlig over mig selv. Please hjælp. Jeg vil være mere end end min cigeretter, mit daglige behov for at få en orgasme og alt mit dyre mærke tøj.
Hilsen den afhængige
Kære du
Det lyder til, at du har det svært for tiden. Det må være rigtig hårdt, at føle sig forkert, ynkelig og pinlig over sig selv. At du alligevel skriver herind og fortæller om det, som du synes er pinligt, er rigtig flot og modigt af dig. Det skal du have ros for.
Du skriver, at du er pinlig over, at du hele tiden har lyst til at bruge penge, ryge og se porno, og beskriver det som en form for afhængighed, der udgør hele omdrejningspunktet i dit liv med flere konsekvenser til følge. Jeg kan godt forstå, at du har lyst til, at det skal være anderledes, for det lyder ubehageligt, at noget, som du anser som dårlige værdier, har så stor en indflydelse på dit liv. Det, at du skriver herind for at få hjælp, viser mig, at du ønsker at tage vare på dig selv. Det er rigtig godt, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Jeg kommer til at tænke på, hvorfor mon de tre ting – bruge penge, ryge og se porno – er blevet så stor en del af din hverdag. Kan det måske være fordi, at det er måder hvorpå, du kan flygte fra noget, der er svært? Både det at bruge penge, ryge og se porno kan udløse et signalstof i hjernen kaldet dopamin, som er forbundet med velvære. Hvis man fx oplever sig nedtrykt, kan disse tre ting for en kort stund skabe en følelse af velvære og fjerne fokus fra det, der er svært. Det tænker jeg som sådan ikke, at der er noget forkert i at gøre brug af en gang imellem. Alle kan have brug for et lille pusterum. Ulempen er dog, at effekten er kortvarig, og at det i værste fald kan udvikle sig til en form for afhængighed.
Når jeg læser dit brev, får jeg på fornemmelsen, at du har mange selvkritiske tanker og følelser og måske et lavt selvværd. Du skriver flere gange, at du er pinlig over dig selv, føler dig forkert og ynkelig. Måske disse følelser ikke kun er konsekvens af, at du har trang til at bruge penge, ryge og se porno men også årsag hertil? Under alle omstændigheder må det være rigtig hårdt at gå med sådanne tanker og følelser om sig selv, og jeg synes, at det lyder til, at du dømmer dig selv lidt for hårdt. Jeg er sikker på, at du er mere end dine cigaretter, behov for den daglige orgasme og dyrt mærketøj. Jeg tror, at noget af det første, som du kan gøre, for at ændre situationen og komme til at leve mere efter de værdier, som du ønsker (veninder, familie og uddannelse), er at prøve at få øje på det, som du allerede gør, der er i overensstemmelse med disse værdier. Hvis man er meget fokuseret på det, man gør forkert og ikke må, kan det nemlig let komme til at styre ens hverdag endnu mere. Hvis du har svært at få øje på de gode sider af dig selv, kan du eventuelt prøve at spørge andre, hvilke positive ting, som de synes, kendetegner dig som veninde, familiemedlem og gymnasielev. Når du først får øje på, hvad du allerede gør ”rigtigt”, bliver det sandsynligvis lettere at gøre endnu mere heraf.
Du skriver også, at du ikke er god nok til pigerne i dit gymnasie, og det lyder til, at du tit føler dig overhørt. Jeg kunne forestille mig, at det må være lidt ensomt at gå i gymnasie, hvis man har sådan en oplevelse med de andre piger. Er det mon tilfældet, at du ikke føler dig som en så stor del af fællesskabet med de andre piger? I så fald er der nogle ting, du kan prøve at gøre selv, for at komme mere ind i fællesskabet. Nogle gange kan det hjælpe, hvis man selv tager initiativ til noget, som viser, at man gerne vil de andre. Det kunne fx være at invitere en eller flere af pigerne med hjem, på café eller i biografen. Du kan også prøvet at snakke med en af pigerne om, hvordan du har det med, at de ikke altid svarer på det, du siger. Måske er de slet ikke bevidste om, at de gør det, og på den måde får de mulighed for at ændre det.
Der er også andre muligheder uden for gymnasiet for at få veninder til at være en større del af hverdagen. Fx findes der mødesteder rundt omkring i landet for unge, der oplever sig ensomme, hvor frivillige laver forskellige sociale arrangementer. Måske du her vil kunne møde andre unge, der også synes, at de har svært ved at binde sig til andre personer. Hvis det kunne være noget for dig, kan du prøve at undersøge det nærmere på Ventilen og Ensom Ung’s hjemmesider.
Jeg håber, at du bruge nogle af ovenstående forslag, så du kan få det bedre med dig selv. Det har du fortjent. Du er selvfølgelig altid velkommen til at logge ind på vores chat her i Cyberhus, hvor du kan få talt mere om, hvordan du har det, og måske få nogle flere forslag til, hvad du kan gøre.
Kærlig hilsen Mathilde