afhængig af anerkendelse.

brevkassespørgsmål

afhængig af anerkendelse.

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

hej. jeg er en pige som altid har være selvstædig og som aldrig har haft problemer med at lege selv som lille osv., men efter jeg er blevet ældre er jeg begyndt at have brug for konstant anerkendelse fra mine omgivelser. jeg føler mig ikke tilstrækkelig og jeg har hele tiden de tanker at folk finder mig kedelig og irriterende. jeg er utroligt ængstelig når min kæreste ikke er sammen med mig og når han ikke svarer på telefonen og jeg vil ikke være den person. jeg vil bare så gerne kunne finde det normalt og naturligt, ikke at skrive sammen konstant gennem hver dag. jeg ved ikke hvordan jeg skal bearbejde de her tanker og de mararidt jeg har hver nat om hvordan alle de mennesker jeg elsker mest forlader mig, er ligeglade med mig og lignende. jeg har virkelig brug for input fra en udefrakommende

Svar: 

Hejsa!

Det at du har fået mere behov for anerkendelse med årene, er meget normalt. I takt med at man bliver ældre og begynder at forstå samspillet med andre personer, og hvor sårbart det kan være, så begynder mange at sætte spørgsmålstegn ved, om man er en god nok ven, datter, kæreste osv. Sammen med det følger behovet for anerkendelse. Hos nogle fylder behovet for anerkendelse mere end hos andre, men det er noget, som helt automatisk fylder for folk i alle aldre. Det kan være rigtig ubehageligt, hvis man ikke føler, at man kan få nok anerkendelse, eller man ikke rigtig tror på sig selv. Så det er meget forståeligt, at du har brug for input!

l i forhold til anerkendelse, så vil jeg gerne dele et citat med dig. Det lyder sådan her: "Før du kan anerkende dig selv, kan du ikke føle ægte anerkendelse fra omverden". Det, som der menes med det er, at nøglen til at føle sig god nok ligger i først og fremmest at acceptere og anerkende sig selv. Det kan være en rigtig god ide at starte med at bruge noget tid på at tænke over, hvad du står for og hvilke gode evner og personlighedstræk, du selv synes at du har. Skriv dem eventuelt ned, så du kan læse dem på dårlige dage. Du kan f.eks. overveje, hvad du ville sætte pris på hos dig sev, hvis du var veninde eller kæreste med dig selv. Her skal du bare smide janteloven langt væk og det er helt ok at skrive mange ting ned. Du kan lave en anden liste med ting, du kan lide at lave til hverdag. Bliver du f.eks. i godt humør af at tage på cafe med veninderne eller at tage i biffen helt alene, så skriv det ned. Herefter kan du begynde at lave de ting, som du kan lide at lave. Ved at fylde din dag med ting, som du kan lide anerkender du dig selv og de ting, som du har lyst til.

Med hensyn til at bearbejde dine tanker og frygten for andre mening og samtidig også blive mere uafhængig af din kærestes sms'er, så vil det sandsynligvis hænge sammen med din anerkendelse af dig selv. Se tiden an, og læg mærke til, om ikke det ligeså stille ændrer sig efterhånden som du roser dig selv og fylder dagene med ting, som du kan lide at lave.

Jeg håber, at du finder din indre stolthed frem og får anerkendt dig selv helt vildt for lige netop den person, du er. Du er altid velkommen til at skrive herind igen, eller logge på vores 1-1chat, hvor du kan få rådgivning om det, der lige fylder.

Mai

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program