Er jeg en god muslim?

brevkassespørgsmål

Er jeg en god muslim?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 11 år 8 måneder siden

Jeg er en dreng på 17 år. Mine forældre er muslimer men går ikke så meget op i religion. De siger, at det vigtigste er at man opfører sig ordentligt og respekterer sin familie og sådan. Men jeg har en kammerat og hans storebror, siger at min familie ikke er ordentlige muslimer, fordi de ikke kommer i moskeen ret tit og ikke beder hver dag. Når han fortæller om, hvad det vil sige at være en god muslim, så kan jeg godt høre, at det lyder rigtigt. Han siger også, at danskerne i virkeligheden ikke vil have os her medmindre vi bliver helt danske, og sådan føler jeg det også nogle gange. Jeg har f.eks. forsøgt at få et fritidsjob, men der var ikke nogen, der ville have mig. Jeg har altid boet i Danmark, men jeg føler ikke helt at jeg hører til her. Mine forældre kom hertil fra Libanon men vi er oprindeligt fra Palæstina. Nogle gange føler jeg, at jeg måske hører mere til i Libanon, hvor vi har noget familie, men jeg har også nogle gode venner her og skolen er nok også bedre. Jeg er meget forvirret, for jeg vil gerne være en god muslim, men jeg vil også blive i Danmark og få en uddannelse og et godt job, så jeg kan tage mig af min familie.

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at du sommetider kan blive forvirret, fordi det her med religion og følelsen af at man ikke helt føler sig hjemme i det land man bor, kan sætte en masse tanker i gang. Og derfor synes jeg faktisk det er super sejt af dig, at du skriver til brevkassen og er nysgerrig på hvad andre tænker.

Jeg kan også godt forstå, at du gerne vil være en god muslim og samtidig blive i Danmark, få en uddannelse og tage dig af din familie. Det synes jeg viser, at du holder meget af din familie og har nogle tanker og drømme om dit eget liv.. Det er super og jeg vil gerne skrive mine tanker og så håber jeg du kan bruge det i dit liv.

Det første du skriver, handler om religion og at dine forældre ikke går så meget op i det, men mere op i at man opfører sig ordentlig og respekterer ens familie. Men det er ikke helt okay, mener din kammerats storebror.

Jeg synes at religion er noget personligt og overalt i verdenen er der muslimer der praktiserer deres religion forskelligt. Og religion er vigtig for rigtig mange mennesker og derfor har mange mennesker også en holdning til hvad der er rigtigt og forkert. Det er jo helt okay og det viser bare at man holder af sin religion og brænder for det. Det er fuldstændig det samme inden for de andre religioner, fx. Kristendommen, Buddhisme og Jødedommen.. her er der også store forskelle på hvordan folk lever deres hverdag med deres religion.

Så jeg tror meget det handler om, at man finder ud af hvordan man selv vil leve med sin religion, og på hvilken måde det gør en glad.  Så jeg synes egentlig du gør det helt rigtige, nemlig at høre lidt på hvad forskellige mener og så mærke efter inden i dig selv…hvad du mener og hvordan du ønsker at leve dit liv. Og jeg tror godt du kan kombinere din religion med nogle af de ting som du også skriver, betyder meget for dig.. Uddannelse, venner, job og være der for din familie.

Du skriver også, at du sommetider føler du skal være helt dansker for at kunne være her og det er slet ikke en rar følelse. Og så har du haft den oplevelse af at du ikke kunne få det fritidsjob.

Jeg synes du er helt dansk.. det har jeg lige lyst til at skrive til dig. Men du har også en masse Libanesisk i dig, og det er en stor og vigtig del af dig. Derfor tror jeg det er helt naturligt, at du sommetider kan føle dig usikker på hvor du mest hører til og jeg tror der er flere ting der kan forstærke den følelse eller usikkerhed. Det kan være du allerede har tænkt over nogle af de ting, jeg kommer i hvert fald til at tænke på 3 ting:

- Når en familie flytter til et andet land, så tager de jo en masse spændende kultur med sig, som de gerne vil bevare, fordi det er en vigtig del af deres liv. Det ville jeg også gøre, hvis jeg flyttede til et andet land og det tror jeg alle ville gøre.  Men lige pludselig har du to kulturer som skal samarbejde og det er slet ikke så let altid. Så måske vil man engang imellem føle sig udenfor eller ikke en hel del af den kultur de fleste bruger i det land man er kommet til.. Puha det var vist en underlig sætning..:) men jeg håber du forstår hvad jeg mener.

- En anden vigtig ting er nok hvordan man oplever ens kultur eller udseende bliver modtaget i det land. Og hvis vi skal være ærlige, så vil der nok i alle lande være mennesker som desværre vil være negative over for noget de ikke kender. Så jeg synes det er rigtig ærgerligt, hvis du ikke har fået det fritidsjob, bare fordi du ikke ligner en der kommer fra en familie der har boet i Danmark i hundrede år.

- Den sidste ting jeg kom i tanke om, er at vi jo alle sammen bliver påvirket af hvad andre synes og mener, det er helt naturligt. Nogle muslimer vil have nogle dårlige oplevelser med at kombinerer to kulturer og andre vil have gode oplevelser med det. Så når din kammerats bror har en negativ oplevelse af det, er det måske også med til at gøre dig mere usikker.

Jeg tror sommetider det kan være svært lige at finde ud af hvor man selv står og det er lidt der du er nu lyder det til…så hvad nu?

Jeg vil foreslå, at du blive ved med at være nysgerrig på hvad du selv mener og hvad der gør dig glad. Prøv at få snakket med dine forældre om det her også.. det lyder nemlig til at I har det rigtig godt derhjemme og måske kunne det være rart for dig at have den snak med dem også.

Det kunne også være en ide at snakke med forskellige venner eller bekendte om det, både nogle som mener du skal være muslim på en bestemt måde og nogle som mener det er okay, at religion ikke fylder så meget. Måske også nogen som har en god oplevelse og nogen som har en dårlig oplevelse af det her med at være en del af to kulturer…Og så kunne det jo også være venner der har forskellige kulturelle baggrunde..

Du kan evt. prøve at spørge herinde i Cyberhus. I debatten her http://www.cyberhus.dk/debatfora/r%C3%A5dgivning/verden kan du høre hvad andre unge tænker om det hele, måske kunne det også være noget du kunne bruge?

Og husk, det er tit noget der tager lidt tid at finde ud af, men jeg synes det er ret sejt, at du er nysgerrig og jeg håber mine tanker kunne hjælpe dig lidt på vej.

Venlig hilsen Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program