Hvornår ved man at man ikke kan mere og ikke bare er doven?

brevkassespørgsmål

Hvornår ved man at man ikke kan mere og ikke bare er doven?

Hej jeg hedder Bine og jeg er 17 år. Jeg går på et gymnasie som jeg lige er startet på her efter sommerferien. Det skal lige siges at jeg har asperges, har døjet/døjer med depression. Jeg er så ‘heldig’ at gå i en klasse her på mit gymnasie hvor vi alle har en autismespektrumsforstyrelse. (En form for speacial klasse). Jeg synes det har været rigtig hårdt at starte op og en masse nyt jeg skal lære. Gymnasiet er meget fagligt niveau som jeg ikke helt er vant til. Jeg synes det er hårdt at lave lektier hver dag og møde op til hvert modul. Og jeg er en rigtig langsom læser så det tager mig bare sindssyg langt tid at lave mine lektier. Så jeg ved ikke hvornår er nok. Her de første uger har jeg gået meget op i skolen og har været overambitiøs. Ikke vidst hvornår mine lektier var ‘perfekte’ nok, og vidst hvornår jeg skulle slappe af. Det har så endt ud i at jeg er helt udkørt og nu har fået fravær for 3 moduler. Jeg ved godt 3 modulers fravær ikke betyder meget så det viser også hvor hårdt jeg prøver at få det hele til at fungere. Jeg tænker bare lidt at det ikke kommer til at fungere ret meget længere. Måske er gymnasiet bare ikke for mig så. Jeg kan i hvert fald bare mærke hvor hårdt det er. Jeg tog hjem i dag efter at have været i skole i et halvt modul. Jeg græd - noget jeg ikke gør ofte- og jeg kryb sammen. Jeg ved ikke om jeg bare giver op for hurtigt eller hvad jeg gør. Har du råd/forslag til om jeg har ramt bunden nu? Og hvad jeg så kan gøre? Min søster siger at jeg ikke kan få en succesfuld fremtid hvis jeg dropper ud. Det gør mig endnu mere bange. For hvad skal jeg så gøre med mit liv? Pls. Hjælp - Bine

Svar:

Kære, kære Bine

Puha en hård start, du har fået dig. Der er ikke noget at sige til, at du er forvirret og ked af det. Jeg vil prøve at komme med nogle tanker og råd til dig, som forhåbentlig kan hjælpe dig godt på vej til at få det bedre.

Først vil jeg gerne sige, at overgangen til gymnasiet er svær for rigtig, rigtig mange. Det er et nyt fagligt niveau, og det er også for mange en anden måde at gå i skole på, end man har været vant til. Og det her med skift og nye rutiner er rigtig svært, men det kan være særligt svært, hvis man har aspergers. Derfor tænker jeg virkelig, at det har været en stor omvæltning for dig, og jeg kan godt forstå, at du reagerer på det. Jeg kan også godt forstå, at du har forsøgt at løse det ved at arbejde rigtig hårdt og faktisk endda "overarbejdet", men som du mærker nu, så er der desværre en grænse for, hvor længe man kan holde til det. Jeg tænker dog godt, at du kan gennemføre gymnasiet selvom, at du ligenu føler, at gymnasiet måske ikke er for dig. Jeg tænker, at det handler om at få ro på og finde en balance, som du kan være i. Den kan være svær at finde på egen hånd, og derfor synes jeg, at du skal tale med dine forældre og nogle på skolen om, hvordan du har det. Det kan f.eks. være en studievejleder. Sammen tror jeg på, at I kan finde en vej og balance i den her nye situation.

Nogle skoler har f.eks. mulighed for, at man kan få tilknyttet en mentor, som kan hjælpe med at finde ud af, hvad man skal prioritere, og hvad der ikke er så vigtigt. Det kan også være, at der er tilbud på skolen såsom lektiecafé eller lignende, hvor man kan lave sine lektier sammen med andre og få hjælp af en lærer. Det kan også være noget helt tredje, da det er lidt forskelligt fra skole til skole. Derfor tænker jeg, at du har brug for at tale med nogen, som ved, hvilke muligheder der er for dig på din skole.

Derudover så skal du vide, at hvis du synes, at tingene er hårde eller svære, og har brug for at tale med nogen om det, så er du altid velkommen til at kigge forbi vores SMS-rådgivning. Nogle gange kan det i hvert fald være meget hjælpsomt at tale med nogen, når man er rigtig ked af det og presset.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig ALT det bedste, og jeg sender rigtig mange kærlige tanker din vej.

De bedste hilsner

Dagmar