Hvornår kommer min menstruation?

brevkassespørgsmål

Hvornår kommer min menstruation?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 13, som undrer sig meget over hvornår min menstruation kommer. Alle piger i min klasse har fået deres, og udviklet sig kropsmæssigt. Jeg er begyndt at få kropsbehåring, men er heller ikke begyndt at udvikle nogle bryster. Jeg ved heller ikke om jeg har udflåd. Jeg er virkelig forvirret, og bliver helt flov, hvis de andre piger snakker om det. Jeg har hørt det også kan være pga. højden og vægten, men jeg ved ikke om det er det. Hvis det er, så vejer jeg 39 kg og er 160 cm høj. Hvornår får jeg senest min menstruation? Er det normalt at jeg ikke har udviklet bryster endnu?

Svar: 

Kære dig

Mange tak for dit spørgsmål!

Det er helt naturligt at gå og spekulere over hvornår man får menstruation og hvornår ens krop udvikler og ændrer sig når man når din alder. For det første vil jeg sige din vægt og højde er helt normal.

Det er meget individuelt hvornår ens krop modnes og i hvilket tempo den gør det. For flertallet af piger kommer deres pubertet/kønsudvikling i perioden, hvor de er 11-16 år gammel. Så at du ikke har fået menstruation endnu er helt normalt, samtidig er det også helt normalt at flere af dine klassekammerater har fået deres første menstruation. Tit kan man se, at en pige følger i sin mors fodspor - hvis din mor f.eks. fik sin første menstruation da hun var 15 år er det også sandsynligt, at det samme sker for dig. 

For det meste begynder brysterne at udvikle sig og 18 til 24 måneder efter kommer den første mesntruation. At du ikke er begyndt at udvikle bryster endnu er helt normalt - det er bare sådan din krop udvikles - altså i et andet tempo end de kammerater du nævner. Puberteten starter, når hjernen udsender signaler til din krop som får den til at producere østrogen, som er det kvindelige kønshormon. Dette får din bryster til at vokse og du får hår under armene og omkring/på de ydre kønslæber, og du vil mærke at du vokser hurtigere i højden i en periode. Med det følger også en begyndende udvikling af kvindelige former og man tager lidt på i vægt.

Når den udvikling begynder udvikles også de indre kønsorganer - dine æggestokke og din livmoder og i den periode kan man begynde at få udflåd, som er en lidt mælkeagtig væske, som kommer fra din skede og smører din skede og slimhinde. 

I takt med hormonerne ændres kan nogle piger også opleve et svingende humør - man kan føle man ikke helt har kontrol over det.

Hvis du ikke har fået menstruation som 16-årig er det en god ide at tage en snak med din læge, for måske skal der nogle undersøgelser til hvis du slet ikke er begyndt at udvikle dig på det tidspunkt.

Hvis du vil læse mere, kan du finde information her: 

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/om-boern/pubertet/...

 

Jeg håber det gav lidt ro på tankerne og forvirringen. Det vigtigste budskab til dig er: Din krop er fortsat helt normal. 

Og tag evt. en snak med din mor hvis du har mulighed for det, om hvordan og hvornår hendes krop udviklede sig.

 

Kh ida

Idas billede
Ida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program