Hvorfor mig?

brevkassespørgsmål

Hvorfor mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej jeg er en pige på 14 der ikke har det godt for tiden. På en eller anden måde skal alle i min klasse forbinde mig til lesbiske piger, hvilket jeg ikke syntes er rart. Det startede for et år siden, hvor vi så en film i klassen om en lesbisk pige. Drenge i min klasse syntes åbenbart at jeg lignede hende og kaldte mig for hendes navn i noget tid. Jeg er en meget følsom pige og tænker alting 100 gange igennem og kan ikke lide når jeg er i fokus eller når andre taler om mig. men jeg tog fat i min lærer og bad ham om at sige til drenge at de skulle stoppe. 1 år gik hvor ingen sagde noget, men nu er de begyndt igen. De kalder mig for hendes navn igen, og nogle piger fra min klasse har også sagt at jeg bliver lesbisk når jeg bliver stor. Jeg syntes at det er irriterende at de skal blande sig i sådan noget. Men tager det personligt og tænker på det hele tiden, og selvom jeg ikke er lesbisk, så syntes jeg ikke at det er rart. ville ønske at jeg ikke tog det så personligt, men kan bare ikke lade være.

Svar: 

Hej med dig! 

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig, så det er kun rigtig godt, du har skrevet herind. 

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg godt kan forstå, at det påvirker dig og du ikke synes, det er rart, når de kalder lesbisk. Uanset, hvorvidt man er lesbisk eller ej, så er det ikke rart, når de bliver brugt som et øgenavn, hvis det kun er til for at drille og såre en. Det er ikke i orden, og jeg er sikker på, at de fleste ville være påvirket af det, hvis klassekammeraterne kaldte en øgenavne, der gjorde en ked af det. Det er heller ikke sikkert, at de er klar over, hvordan det påvirker dig. Det er selvfølgelig ingen undskyldning! Du nævner, at det stoppede 1 år, hvorefter de begyndte igen. Er der en særlig grund til, at de er begyndt på det igen? Uanset hvad, så er det ikke rart for dig. 

Dine forældre 

Ved dine forældre, hvordan du har det i skolen? Det påvirker dig rigtigt meget, så det kunne være en stor lettelse for dig, hvis du fik fortalt dem, hvordan du egentlig havde det. Det kan være lidt svært at få det fortalt til dem, da man kan være nervøs for, hvordan de kan blive påvirket af det. Måske er du bange for, at de bliver kede af, sure eller måske føler du, at du forstyrrer dem eller du ikke ønsker at være til besvær. Forældre er dog til netop for disse situationer! Der er intet i vejen med at række en hånd ud efter hjælp, når man står i sådan en situation som dig. Forældre er til for at hjælpe i netop disse situationer. Du kan tale med dem begge eller måske den ene af dine forældre. I kan aftale et tidspunkt, hvor der er ro omkring jer, hvis der er søskende, så er det måske en idé, at de ikke er der. Det kan også være på en gåtur med dine forældre. Du skal bare føle dig tryg ved situationen, så kommer du helt sikkert til at være mere rolig omkring det hele. Det er helt okay, hvis du starter med at sige, at det er lidt svært for dig at tale om det, hvis du føler det. Måske er det for svært at sige det til dem ansigt til ansigt, men så kunne det være en mulighed at skrive en sms eller et brev og forklare dem det- var det en mulighed? Det er i hvert fald mit bedste råd. Forældre kan ofte komme med gode løsninger eller måske tale med din lærer omkring det igen. 

Din lærer 
Du skriver, at du tog fat i din lærer og bad ham om at sige, at drengene skulle stoppe med at drille dig, men at de er begyndt igen efter ca. 1 års tid. Det er selvfølgelig rigtig træls, men super flot  at du har fortalt ham det! Måske var det en mulighed at snakke med din lærer omkring det igen, når det hjalp sidste gang, du fortalte ham det? Især nu, hvor du oplever det i skoletiden, så kan han også holde lidt ekstra øje med det og tage en snak med klassen eller drengen igen. Din lærer virker til, at han gerne vil hjælpe og faktisk, så har skolen pligt til at hjælpe dig. Du skal behandles ordentligt i skolen! 

En god ven 
Kunne det være en mulighed at snakke med nogen fra din klasse omkring det? Måske er de ikke klar over, hvordan det påvirker dig. Du har måske nogle gode veninder, der kan hjælpe dig med at sige fra overfor drengen, der især driller dig med det. Det kan være, at de står klar til at hjælpe dig, når situationen opstår, så en mulighed kunne være at snakke med dem omkring det, hvis du har mod på det. Det er måske en god ide at få snakket med dem omkring det, så de forstår, hvordan det egentlig påvirker dig. Måske har du endda mod på at fortælle drengen, hvordan du har det. Det er ikke sikkert, at han forstår, hvordan du oplever det, måske mener han intet ondt med det.  Det kan også være en ven udenfor skole, du kan snakke lidt med. Det er måske bare rart at få det vendt med en, som du er særlig tryg ved. 

Det er helt okay 

Selvom det kan være rigtig svært, så er det vigtigt, at du ikke tager det for personligt. Det er selvfølgelig ikke i orden, at du bliver behandlet på den måde. Du nævner selv, at du er en meget følsom pige, der tænker alting 100 gange igennem, men det er altså helt okay, hvis det påvirker dig og at du tænker meget på det. Når det fylder ekstra meget, så prøv om du kan fokusere på noget positivt. Gør ting, der gør dig glad. Det kan være alt fra at gå en tur med hunden, læse en god bog eller se god serie. Du er også meget velkommen til at skrive igen eller komme forbi vores 1-1-chat, hvis du har brug for en snak. 

Jeg håber, du får talt med dine forældre, din lærer eller måske en god ven! 
  -jeg ønsker dig alt det bedste. 

De bedste hilsner, 

 Nikita, 

 

Nikitas billede
Nikita fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program