Hvorfor får jeg dog kvalme?

brevkassespørgsmål

Hvorfor får jeg dog kvalme?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 4 år 3 uger siden

Jeg har fundet en virkelig sød dreng, men problemet er at hver gang jeg ser ham bliver jeg nervøs og får kvalme. Det er slet ik fordi jeg bliver bange, dårligt tilpas eller noget og det er faktisk virkelig irritende for så snart jeg er sammen med ham at vi bare taler eller kysset eller et eller andet så bliver jeg god igen. Så det faktisk bare når jeg lige ser ham. Er der noget man kan gøre ved det, eller er det bare sådan min krop reagere, for ser ham nærmest hver dag da han går i min parallel klasse og hans klasse er lige overfor min.

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det dejligt for dig, at du har fundet en virkelig sød dreng, som du er blevet vild med.

Men det lyder selvfølgelig rigtig træls og ubehageligt, at du bliver nervøs og får kvalme, hver gang du ser ham. Det lyder dog rigtig godt, at det hurtigt går over igen, og at du får det godt ligeså snart du er sammen med ham og I har talt sammen eller kysset, og at du kun bliver nervøs og får kvalme lige når du ser ham.

Jeg kan godt forstå, at du synes at det er rigtig irriterende, at du bliver nervøs og får kvalme. Jeg tænker, at det er meget naturligt, at ens krop reagerer når man bliver nervøs for noget i nogle bestemte situationer. For eksempel ligesom når man skal fremlægge foran klassen eller i nogle andre situationer, som måske kan være lidt ubehagelige. Det er kroppens måde at fortælle ens hoved, at her er noget der betyder noget for én og som man skal gøre sig lidt mere umage med, og som derfor sætter gang i kroppens systemer. Selvom det kan være rigtig ubehageligt at have det sådan, tænker jeg, at det er en helt naturlig reaktion, netop fordi du synes, at han er rigtig sød og at du gerne vil gøre dig umage over for ham. 

Næste gang du ser ham og du bliver nervøs og får kvalme, kan du måske prøve at tænke og huske dig selv på, at det plejer at gå hurtigt over igen, og at du får det dejligt ligeså snart I er sammen og taler sammen eller kysser. På den måde kan det være, at din krop med tiden vil huske, at der ikke er noget at være nervøs for, og at det nok skal gå. 

Jeg er sikker på, at der er mange som oplever nogle af de samme ting som dig, i situationer hvor de bliver nervøse. Det er helt normal at få kvalme, når man bliver nervøs og spændt over noget.

Jeg håber, at nervøsitetn og kvalmen ligeså stille vil gå væk så snart du bliver mere selvsikker på dig selv, ham og jeres forhold. Held og lykke med det.

Kærlige hilsner fra

Laura.

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program