Hvorfor bløder jeg i stedet for at blive 'våd'?
Hvorfor bløder jeg i stedet for at blive 'våd'?
Hej med jer. Jeg er en pige på 17 der har været på p-piller i næsten to år. Jeg er rigtig dårlig til at tage dem indenfor et fast tidsrum, og det sker op til flere gange om måneden at jeg glemmer én og tager to næste dag i stedet. Jeg springer også tit min menstruation over, hvilket jeg blandt andet har gjort i denne måned (Juni). Fredag aften i sidste uge begyndte jeg at bløde, men jeg gik ud fra at det nok bare var en pletblødning, og at det nok var fint nok. Næste dag var alt også normalt, lige indtil jeg tidligt på aftenen prøvede at have sex med min kæreste. I stedet for det, der normalt gør en 'våd', kom der nemlig bare blod ud - og der kom rigtig, rigtig meget. Det stoppede hurtigt igen efter at jeg havde været i bad, men jeg tog på sygehuset alligevel, hvor jeg fik lavet en undersøgelse og blev fortalt at alt så fint ud, at jeg ikke var gravid osv osv. Var det jeg oplevede en gennembrudsblødning? Og hvis det var, hvorfor skete det så først da jeg blev seksuelt opstemt? Jeg håber I har en idé, for jeg tror ærligt talt ikke at jeg kan finde ro eller tør have sex igen før jeg har fået afklaret hvad det var der skete. På forhånd tak. :) Kh Flora
Kære Flora
Tak for dit spørgsmål.
Ja det lyder da som en gennembrudsblødning. Hvorfor den kom i forbindelse med samleje, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Måske har der siddet en "lomme" af blod i toppen af skeden, som så tømte sig, da du blev seksuelt ophidset. Jeg synes ikke, det er noget, du skal bekymre dig om, det lyder helt ufarligt.
Men har du tænkt over, om p-piller er den bedste prævention for dig? Det er jo lidt noget rod, hvis du ofte glemmer at tage pillen, og du løber en risiko i fht at blive uønsket gravid.
Der findes jo feks mini-spiral, som kan sidde i 3 år. Så skal du ikke huske at tage en pille hver dag, og de fleste har stort set ingen menstruationer på en hormonspiral. Den koster dog lige over 1000kr, og så kan der være lidt ubehag, når den skal lægges op, men det klarer de fleste uden problemer. Alternativt er der også en p-stav, som ligger under huden på overarmen.
Hvis du gerne vil fortsætte med p-piller, så findes der forskellige apps, som kan hjælpe en med at huske at tage pillen hver dag.
Hvis du har lyst, kan du bestille en tid hos din læge og snakke om de forskellige muligheder for prævention.
Mvh Anne