Hvordan ved man om en kan lide en?

brevkassespørgsmål

Hvordan ved man om en kan lide en?

brevkassespørgsmål af
Birte
15 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg er en 15 årig pige der er virkelig forvirret om den her dreng. Vi var til fest hvor han lagde op til det, men alligevel er jeg bange for han ikke ligger noget i det.. Han kysser nemlig stortset med en til hver fest. Jeg kan godt lide ham og vil også gerne have noget med ham, men jeg tør ikke åbne mig for ham da jeg er bange for at blive såret.. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig :-)

Det lyder rigtig dejligt, at du har fået opmærksomhed fra den her fyr, som du godt kan lide. Du skriver dog ikke så meget om jeres relation ellers, hvor godt du kender ham, og om I ellers har kontakt. Jeg vil dog prøve at skrive mine tanker så godt som jeg kan.

Umiddelbart tænker jeg, når jeg læser din besked, at han måske ikke er helt så interesseret i dig som du er i ham. Hvis han kysser med piger til hver fest, og hvis han ikke udover det viser dig særligt interesse i hverdagen ved fx at skrive til dig og opsøge dig på andre måder, så tror jeg desværre ikke, at du skal lægge så meget betydning i hans kysseri. Men det kan være rigtig svært, når du godt kan lide ham. Når der er en man godt kan lide er det let at blive forvirret - især når den anden sender så "mixed signals" som det lyder til, at den fyr du godt kan lide sender dig. For på den ene side lægger han op til noget, og på den anden side kysser han med andre. Og hvordan skal det så tolkes?

Hvis du gerne vil se, om det kan blive til noget med ham, så synes jeg, at du skal prøve at opsøge ham og prøve at lære ham bedre at kende. Det vil kræve, at du åbner dig op over for ham, og er ærlig omkring dine følelser for ham, hvilket kan være svært, fordi det samtidig indebærer en risiko for at blive såret. Men hvis du gerne vil lære ham at kende og måske også ende med at få noget med ham, er det en risiko du bliver nødt til at løbe.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker dig held og lykke!

Mange hilsner

Christina.

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program