Kære dig

Kærlighed er ikke altid en nem sag, og det er rigtig godt at du vælger at spørge om råd til din situation. Jeg håber at mit svar kan hjælpe.

Jeg forstår på dit brev at du føler dig splittet mellem din kæreste og dine forældre, og at du (og din kæreste) samtidig er frustreret over at I altid skal være sammen ude - enten hos ham eller i byen. Det er en svær situation at stå i, fordi jeg forestiller mig at du ikke føler at dine forældre tager jeres forhold seriøst. Som du skriver, så har I været sammen i snart et år, og din mor bliver ved med at sige nej til besøg, selvom han fortryder det han gjorde. Helt konkret spørger du også ind til hvad du kan gøre for at overbevise dine forældre og få dem til at sige ja til at han må besøge jer. For at jeg kan svare på det, så tænker jeg at vi er nødt til at se lidt på dine forældres perspektiv. 

Du skriver at din kæreste kom brasende ind i jeres hus, smed med ting og råbte af dig og din lillebror. Det, i sig selv, må have været en voldsom oplevelse for jer. Du skriver så også at I fortalte det til jeres forældre - og det er bare så godt gjort, selvom det nu gør tingene lidt svære. Grunden til at jeg synes det er godt gjort, er fordi at det viser at du føler dig tryg ved at snakke med dine forældre om svære oplevelser. Når det så er sagt, så har dine forældre fået et billede af at din kæreste er en voldsom person, og langt de fleste forældre vil altid bekymre sig for sine børn. Derfor tror jeg at de måske siger at han ikke må komme, fordi de prøver at beskytte dig? De vil gerne sørge for at du har det godt, og de er måske bange for at han vil være voldsom igen overfor dig. Derfor prøver de at beskytte dig på den måde som de kan - ved at sige at han ikke må besøge dig. Desværre så betyder det bare at du bliver irriteret på dem og måske føler dig svigtet?

Du skriver at du har forsøgt at snakke med din mor om det, men at hun bliver ved med at sige nej. Igen, så tænker jeg at hun er bekymret for dig og jeres forhold, men samtidig så gør hun det meget svært for ham at gøre godt for det han gjorde. Derfor tænker jeg at du kan prøve at foreslå nogle små møder hvor de kan lære ham bedre at kende - f.eks. at han kan komme på besøg til aftensmad hvor I allesammen er samlet, og så tage hjem bagefter. På den måde kan han få mulighed for at vise dem at han godt kan opføre sig pænt, og de kan se hvor meget I holder af hinanden. Jeg kan også se at du er 18 år, så måske kan I også f.eks. invitere dine forældre ud at spise en aften. Så er I på "neutral" grund, og så kan de lære hinanden at kende uden at være et sted hvor "de husker de dårlige ting". Når de så er begyndt at have mere tillid til at han vil dig dit bedste, så tænker jeg at de også vil være mere åbne overfor besøg. Men det kræver en indsats, for tillid er oftest nemmest at ødelægge, og sværest at bygge op igen. 

I den forbindelse, så tænker jeg på om du har snakket med din kæreste om det der skete den aften? Jeg kan forestille mig at du må være blevet ret forskrækket da han bare kom brasende ind? Selvom det nu er ved at være længe siden, så er det en rigtig god idé at man snakker om jalousi og hvordan man ønsker at et forhold skal være. Her tænker jeg f.eks. at et godt forhold også handler om at man kan stole på hinanden, og tro på at man vil hinanden, selvom man har venner af det modsatte køn. Og at man snakker om tingene frem for at smide med ting eller råbe. Giver det mening for dig? 

Jeg ønsker dig al mulig held med det, og jeg håber at du får en god snak med din kæreste om hvordan et forhold skal være. Hvis der nu dukker nye spørgsmål op eller hvis din mor fortsætter med at sige nej, så er du også meget velkommen til at prøve vores 1-1 chat eller du kan skrive igen her i brevkassen.  

Kærlig Hilsen

Signe